20. december 2007

Også små børn får depressioner...

... er den overskrift, der har gjort mest indtryk på en garvet familievejleder, siden emnet første gang blev taget op i sensommeren og nu igen i disse dage. Det har hele tiden været "læren", at der skal en vis portion livsindtryk til, før det kan give sig udslag i en egentlig depression, men for rigtig mange børn (og voksne) går tilværelsen så stærkt i dag, at det simpelthen kan knibe med at følge med og føle sig tilstrækkelig, hvilket i første omgang sætter sig til stress, som så udløser en depressionslignende tilstand hos børn og voksne.

Tænk det lige igennem!
Til alle jer, som har etableret sig, og hvor der ikke umiddelbart er en mulighed for at lægge så meget om i de overordnede dispositioner, kan jeg kun sige, før artiklen læses: "Undlad at blive ramt af den dårlige samvittighed, for den er der intet drev i, og jeg vil gøre et forsøg en af de næste dage med nogle "overlevelsesfif" til netop jer. Men til ALLE jer, der sidder midt i de forkromede planer, og ikke har stiftet familie endnu, vil jeg hermed gerne sende den tanke, om det er muligt for jer at forestille sig, at der også gerne må være noget til en fremtid, noget at glæde sig til?

-Måske behøver det ikke at være så helt perfekt fra en start. Forventningens glæde er god at beholde resten af livet, hvis man har en hverdag, der giver mulighed herfor, og det kan lade sig gøre, hvis I tænker over jeres valg, før I gør dem, og måske forestiller jer, at det hele ikke behøver at være så perfekt til en start. Alle ønsker behøves måske ikke brændes af på den første tid i ny bolig, eller måske behøver den ikke at være så stor, og måske en carport til bilen kan gøre det frem for dobbeltmuret garage med direkte adgang til de 218 km2 bolig???

Bind dig ikke på hænder og fødder
Som virkeligheden ser ud for alt for mange i dag, er starten for et ungt menneske på vej frem mod familieliv selvfølgelig først og fremmest at finde sig en sød kæreste at få børn med. Men herefter bliver det hele nøje tilrettelagt, så de først begge gør uddannelserne færdige, dernæst købes et hus, som oftest er en anelse dyrere end budgettet tillader. Og bankerne giver i dag lov til disse tilstande. Plus at hele huset bliver renoveret fra a - z, selvom hovedparten af det nykøbte hus måske fik en omgang for kun 4 år siden. - "Men køkkenet passer ikke lige til vores trend. Det skal være et samtalekøkken med stålfront". Og nu også et samtaletoilet med wellness fornemmelse, og ifølge Carlsberg reklamen er det et samtalebryggers om 5 år (må det sidste forblive en reklame), alt sammen noget der kræver en tillægsfinansiering, hvilket forhøjer det afdragsfri lån i det allerede for dyrt købte hus.

Måske ønsker begge parter at beholde deres spændende fuldtidsjob i storbyen, men har kun haft økonomisk mulighed for at købe hus i provinsen, hvis det skal være så stort og pompøst fra starten, hvilket resulterer i to timers transport hver vej, morgen og aften efter morgen og aften resten af livet i trafikkø sammen med en masse andre stressede og pressede bilister, der tror, at de vinder en masse ved at sno sig afsted ved konstante vognbaneskift. Men som i stedet får skabt flere bremsende røde lygter, der giver trafikradioværterne stigende meldinger fra dag til dag: "Vi har tre biler længere fremme, der lige har givet hinanden et morgenkys på E 20 i nordgående retning, hvilket har givet kiggekø i sydlig retning, så man skal væve sig med tålmodighed denne morgen og påregne en køretid fra Solrød til Karlslunde resteplads på godt 40minutter" (og det oveni de 2 timer fra Nørre Alslev til København). Og der er slet ingen tidsbesparende hjælp at hente i den kollektive trafik, som kommer ligeså tit i radioen sammen med tabt gods fra trailere og lastbiler. (Går det også for stærkt her, når der læsses?)

Slagsiden
Når uddannelsen endelig er gjort færdig, drømmejobbet er skaffet (hvis du ikke er en af de mange unge, der hele tiden læser stillingsannoncer, fordi der sidder en konstant tvivl, om nu også det er drømmejobbet, eller der findes noget endnu bedre et andet sted?), det store hus er købt og renoveret, og der nu blot mangler nogle børn, så er det ligesom om det biologiske ur spiller parret et pus, og den ønskede graviditet lader vente på sig måned efter måned, måske år. Panikken spreder sig, men i dag er der så heldigvis hjælp at hente på en fertilitetsklinik, hvor to til tre æg befrugtet med mandens sæd sættes op i kvindens livmoder, og efter nogle selvbetalte forsøg, som finansieres ved en kassekredit i banken, er der gevinst, ja der kommer endda to børn på en gang. Og ofte en "økologisk" udgave knap et år efter fødslen af de to første: "Jamen vi troede jo slet ikke, at jeg kunne blive gravid!" Men det kunne hun nemt, nu hvor barnet ikke blev tænkt ind som et timet og nøje tilrettelagt projekt.

Stort hus, to biler, dobbelt garage, job i København, bolig i provinsen, to timers transport hver vej plus det uforudsigelige, overarbejdstimer ved computeren hjemme om aftenen for at skaffe det lille ekstra, der kan forsøde tilværelsen lidt i et alt for stramt budget. Og oveni tre små børn under to år, som har en daginstitutionshverdag fra 6.30 til 17 hver dag. Hjemme venter pligter og gøremål på de 218 km2, og man kan resten af livet sidde med et hus, der ikke er tid til at være i, fordi der skal være råd til at have det, lyder det som et mareridt?

Opfordring til en anden vej
Må jeg opfordre til, at du som ungt menneske på vej til etablering af familieliv, stopper op, og gør nogle overvejelser omkring de valg, du tager? (Og kære Fogh Rasmussen og co, I må også gerne læse med nu, for I har jeres andel i, at det er de materielle og egoistiske værdier, de der øger bruttonationalproduktet, der fokuseres mest på i dag, og som får jeres opbakning, frem for de menneskelige, sociale og kulturelle, de der øger den enkelte og fællesskabets værdier, og som får en ringe prioritering af jer – hov, hvor kan kvalitetsreformen passe ind her?).

Kan du forestille dig lidt kaos og tilfældigheder i livet i stedet? I skal selvfølgelig mærke, at I har noget overskud at byde et lille barn, men måske kan barnet komme dumpende midt i uddannelsen, hvor I stadig bor i den to-værelsers studielejlighed. Plads og budget er stramt, men en graviditet og fødsel giver måske den ene forælder et års orlov fra studiet. Den anden har samtidig kortere dage, hvilket giver mere fælles tid til samvær med barnet og hinanden. Og der er ikke så mange kvadratmeter at passe, når I kommer hjem. I har jo netop beholdt den lille to-værelsers ikke så langt fra de grønne områder i byen, og I har netop tid til at gå en tur i parken sammen med jeres barn, hvis I da kan gå der for den øgede mængde af skræl (et andet af emnerne fra de sidste dage). Det bliver så senere hen ikke jeres barn, der smider affald på græs og stier, for I havde det overskud, der er nødvendigt, når et barn skal opdrages/
inddrages/værdidannes til altid at smide affald i skraldespanden. I var der jo med tid og som et godt eksempel, og sådan er der så meget der hænger sammen et eller andet sted, men som har trange kår i dag…

Lola Jensen, familierådgiver
Skriv kommentar » Læs mere…

26. november 2007

Hvornår skal man have børn?

Af Mette Bock, prorektor, Aarhus Universitet

Min for længst afdøde Bedstemor kom fra en familie med 8 børn – og hun fik selv 5.
- Børn er en Guds gave og en Fandens plage, konstaterede hun ofte med et smil på læben.
Jeg tænker ofte på hendes ord, der også taler ind i et moderne samfund som det, vi lever i nu. For hvornår får vi egentlig tid til at få de ønskebørn, som de fleste af os gerne vil have? Eller rettere, hvornår tager vi os tid? Tid er en mangelvare. Og det er ikke blot noget man får, det er i høj grad noget man skal tage.

Det er mit indtryk, at mange unge har svære overvejelser angående familielivet. Børn kommer jo altid i vejen for et eller andet vigtigt, man lige har gang i.
Når man er først i 20´erne er man måske under uddannelse. Tiden er ikke så presset, men pengene er små og de færreste har fundet deres livsledsager så tidligt nu om stunder. Når uddannelsen er afsluttet og man lige er kommet ud på arbejdsmarkedet, synes de færreste man kan være bekendt allerede at skulle på orlov inden for de første par år. Herefter kommer der måske for alvor gang i arbejdslivet – og så er det ikke hensigtsmæssigt for karrieren pludselig at forsvinde fra arbejdsmarkedet i en periode. Og pludselig står man så der og er blevet sidst i 30´erne – og hvem ved, om det så overhovedet kan lykkes at blive gravid?

Der er ikke noget enkelt og almengyldigt svar på, hvornår man skal have sine børn, hvis man ønsker sig sådanne. Jeg har selv tre og fik dem meget tidligt, mens jeg endnu læste. Det passede godt ind i vores familie. Der var tid til rådighed og ingen dårlig samvittighed, hvis man skulle forsømme et par forelæsninger.
For andre kan det ”rigtige” tidspunkt ligge et helt andet sted.
Min pointe er egentlig blot at sige, at børn altså tager tid – og at vi selv skal tage os den. Ikke blot i perioden lige omkring fødslen, men også i børnenes første år i livet. Vi skal huske, at vi ikke kan planlægge alt efter en timemanager. Vi kan forhindre graviditeter, men vi kan altså ikke fremtvinge dem på dato! Det synes jeg, man skal huske, hvis man går rundt og tror, at børn kan man altid få – når alt andet er på plads – arbejdsliv, bolig, økonomi, fritidsaktiviteter og hvad der ellers optager os.

Det væsentligste i livet ligger ofte helt andre steder end der, hvor vi umiddelbart tror. Et af stederne er i det rum, der handler om familien - med eller uden børn.
Mit råd til mine egne børn er, at de kun skal få børn, hvis de ikke kan lade være! Til gengæld skal de sørge for, at børnene får tid og rum, når de først er der. Det er en god investering – for både den enkelte familie og for samfundet.
Skriv kommentar » Læs mere…

12. november 2007

Det er hverdage, der er flest af

Af Mette Bock, prorektor, Aarhus Universitet

Da rødstrømpebevægelsen blomstrede i 1970´erne var et af de mere muntre slogans, at selv mænd får børn! Budskabet var naturligvis, at der skal to til at få et barn, og derfor må der også være to til at få familielivet til at fungere. Der gives naturligvis ingen opskrifter på, hvordan den slags gøres optimalt, for vi er alle forskellige. Men mærkeligt var – og er - det dog, at det næsten altid er kvinderne, der har slutansvaret på hjemmefronten.
For nogle år siden fik vi så med et bredt politisk flertal indført 1 års barselsorlov. Det er naturligvis dejligt at leve i et samfund, der som det danske prioriterer, at der skal være tid til de små i tiden efter fødslen.

Der er imidlertid flere problemer, der ikke bliver løst med 1 års barselsorlov i den nuværende udformning. For det første er det stort set kun kvinder, der tager orloven, og det sætter kvinderne tilbage på arbejdsmarkedet, både løn- og karrieremæssigt. For det andet er det hverdage, der er flest af. Skal der være tid til både far, mor og børn, skal der anderledes boller på suppen. Vi må se på, hvordan arbejdsmarkedet er gearet til, at mennesker får børn – og at samfundet har brug for det, og derfor må støtte bedre op om det.

Som et første punkt synes jeg vi skal se på barselsorlovens fordeling. Ja, selvfølgelig kan familierne selv bestemme. Men er vi villige til at betale den pris, der ligger i, at vi får større ulighed mellem kønnene igen? Det er gode erfaringer fra Norge og Sverige som viser, at de fleste mødre, fædre og børn - også selvom de skal have et lille puf – faktisk bliver rigtig glade for, at far tager en større del af orloven. Det giver bedre balance i familien i de efterfølgende år.

Dernæst må det, for mig at se, være målet at skabe et langt mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er muligt at skrue op og ned for arbejdstiden i takt med, at ens livssituation ændrer sig. Det er et paradoks, at vi i netop de år, hvor vi stifter familie og får børn, også skal etablere os på arbejdsmarkedet og bruge meget store mængder af tid uden for hjemmet. Når børnene så bliver større og ikke længere har behov for vores tilstedeværelse i samme grad, så mister vi tilsyneladende værdi på det selvsamme arbejdsmarked, selvom vi i den ændrede livssituation er langt mere fire til at bruge mere end 37 timer om ugen på jobbet.

Det er en klassisk kendsgerning, at vi kun har børnene til låns i meget få år. Deres opvækstbetingelser er afgørende for, hvordan de rustes til et godt voksenliv. Lad os vende bøtten engang og spørge, hvad der skal til for at skabe et mere familievenligt arbejdsmarked på den lange bane. Det kan godt lade sig gøre med ganske få justeringer.

Mette Bock, prorektor, Aarhus Universitet
1 kommentar » Læs mere…

6. november 2007

Uden søndagen bliver alt hverdag

Da jeg var barn, elskede jeg søndagen. Det var den dag, hvor familien var samlet, og hvor vi ofte havde besøg, eller hvor vi selv var på besøg hos f.eks. mine bedsteforældre. Samtidig var det også ofte den dag, hvor mine ældre søskende som regel var hjemme. I teenageårene syntes jeg søndagen var knap så spændende. Dengang var det mere lørdagen der appellerede til mig, og søndagen havde også den store fejl, at den lå lige op ad mandagen. I de senere år, har jeg igen lært at sætte stor pris på søndagen.

Ofte er det et tema i den offentlige debat, at tid er blevet en mangelvare i det danske samfund. Arbejdet skal passes, karrieren skal plejes, hunden skal luftes, familien og vennerne skal prioriteres og bilen skal poleres. Tiden er knap, og derfor er vi nødt til at prioritere, hvordan vi bruger den tid vi har.

Henover sommeren drejede den offentlige debat sig bl.a. om, hvorvidt det er godt, at et stigende antal lønmodtagere vælger at springe dele af sommerferien over, og i stedet holde ferien på et andet tidspunkt. Jeg tror bestemt det er vigtigt, at man holder fri, og gerne flere uger i træk. Men om ferien lige placeres i industriferien, synes jeg er mindre væsentligt.

Men tilbage til søndagen. Ligesom det er vigtigt at holde ferie nogle gange om året, tror jeg også det er vigtigt ugentligt at have stunder, hvor vi kan slappe af og tanke op. Derfor synes jeg vi skal værne om den ene ugentlige fridag, som de fleste af os stadig har tilbage. Jeg synes ikke samfundet skal blande sig i, hvorvidt butikkerne f.eks. holder åbent om søndagen eller ej, men jeg synes det er vigtigt at slå fast, at uden søndagen bliver alt hverdag. I princippet behøver den ugentlige fridag ikke at være en søndag. Men i det danske samfund er det nu engang en tradition, at langt de fleste af os holder fri netop om søndagen. Lad os derfor fortsat prioritere tid til fællesskab i familien og med vennerne, og lad os bevare søndagen som den naturlige fridag.

Jeg synes der skal være plads til, at den enkelte familie kan tilrettelægge balancen mellem arbejdsliv og familieliv på en sådan måde, at det bliver mest optimalt for den enkelte familie. Mennesker er forskellige og familier er forskellige, og derfor skal vi som samfund ikke opstille standardregler for, hvad der kendetegner den rette balance mellem familieliv og arbejdsliv. Men vi kan som samfund være med til at skabe rammerne for, at der også i fremtiden bliver tid til fritid, tid til familien og tid til stilhed og fordybelse. At værne om søndagen, er en rigtig god begyndelse.
1 kommentar » Læs mere…

29. oktober 2007

Dit barn - din coach

Det er egentlig utroligt hvor meget tid og energi vi spilder med at være vrede, sure, irriterede, utålmodige eller mange andre former for negativ energiudgydelse. For mange bliver det en vane, som vi slet ikke tænker over at vi dyrker. Der er godt nok også meget at brokke sig over i det daglige ufuldkomne liv, der er fuld af eksempler på at tingene ikke går helt som vi helst så dem gå. Og der er ingen tvivl om, at det kan føles godt at komme af med alt det vi går og sparer op af frustrationer over det ene og det andet. Det kan være sundt og godt for én selv i et vist omfang at undgå ophobning af alt formange spændinger og stress på den måde.

Men hvad gør det ved omgivelserne ?

Vi lever i en tid med en utrolig stor bevidsthed omkring forureningsproblematikker og vi har en enorm omsorg for miljøet - i hvert fald det fysiske. Forurenende stoffer er jo et uundgåeligt biprodukt ved mange af vore industrielle landvindinger, og det er jo heller ikke stofferne som sådan, der er problemet. Problemet opstår når de forurenende stoffer udgydes i de forkerte omgivelser så det går ud over uskyldige mennesker. Så bliver der omgående ballade og politisk aktivitet. Passiv rygning er for eksempel meget skadelig for mange, og derfor er der gjort meget for at ændre ryge politikken i vort land. Og harmen er især stor, når det er vores børn og deres rene lunger, der uskyldigt udsættes for sådan noget giftigt noget. Og det er godt, at der harmes og handles.

Men vore menneskelige negative energier – eller psyko-toxiner, som jeg ynder at kalde dem – som vi selv går rundt og hælder ud, når vi er sure, knotne og frustrerede - er der miljøbeskyttelse for dem ? Det tror jeg ikke, og det kunne man kalde en pinlig mangel i et så bevidst samfund som vores. Her vil jeg gerne appellere til forældrenes ansvar. For den befolkningsgruppe der er mest udsat for denne psykologiske miljøforurening er vore børn. Og de er som bekendt forsvarsløse og uskyldige. Derfor er situationen her specielt alvorlig. Vores børn kan ikke bare fjerne sig - de er nødt til at ”inhalere” de energier vi udsender. Og de er uhyre følsomme. Jeg har igen og igen igennem mit arbejde med familier konstateret, at børn kan mærke negative energier hos forældrene længe før energierne har nået en intensitet, hvor forældrene selv er klar over det. Børnene kan ikke bare mærke dem, de kan også få mén af dem
Det er faktisk forfærdeligt. Men denne situation kan udnyttes til forældrenes egen fordel, hvis vi kan blive bevidste om, at vi ville have det langt bedre selv, hvis vi kunne lære ikke at dvæle ved negativiteten, men i stedet komme ud af den hurtigst muligt. Selvom vi måske kan føle at vores irritation o.l. er berettiget, er der vel ingen af os der ikke hellere ville være foruden. Og her kan vi lade børnenes arbejde for os. Hvis vi altså vil lytte til dem i stedet for at blive endnu mere irriteret over deres tilsyneladende ”negative” reaktion.

Jeg hører ofte fra forældre med disciplinære problemer den beklagelse at børnene ikke vil ”høre”. Derfor skal de jo disciplineres eller skældes ud, når det sker, så de kan få ”lært” at høre. Mange forældre mener at børn af natur ikke er gode til det at høre efter. Problemet er faktisk modsat – børnene er meget, meget gode til at høre, hvad der foregår i de dybere bevidsthedslag hos deres forældre (eller lærere) og når de fornemmer at psyko-toxiner er på vej, så lukker de ørerne - af gode grunde, nemlig for at beskytte sig selv. Så gentager den voksne det der skal høres, igen og igen, og femte gang sker eksplosionen, hvor den forskrækkende vrede berettiges med ” Jamen jeg har jo sagt det så mange gange, og når du så stadig ikke hører efter, så bliver jeg vred, ikke ?”.
Er det ikke rimeligt ? Nej, vreden er aldrig barnets skyld, den er vort eget ansvar. Og bruger vi sådan negativ vrede i forsøg på at opdrage vore børn lærer vi dem, at det er ok at manipulere med negative energier, og det er så det de begynder på- efter vores eksempel – at blive negative over for os, hvorefter vi virkelig begynder at synes at de er uartige. Men vrede avler mere vrede. Når vi for eksempel forlanger vort barn skal gøre noget første gang, er vreden ofte allerede tilstede som en latent trussel om repressalier, hvis fordringen ikke imødekommes. Selv om det hele ser fredeligt ud på overfladen, foregår der noget et spadestik dybere som man kan kalde en kommunikation uden respekt for den anden. Dette skaber allerede i udgangspunktet et negativt energifelt, der blot drager barnet ind i det negative spil. Og som voksne skal vi naturligvis være de fornuftige og kloge og dem der fører an. Børn er skabt til at følge efter, så hvis vi kan gøre det på en positiv måde, så er der ingen problemer med børnene. Hvad er en positiv måde ? Det kan være alt, med den ene undtagelse, at den er renset for negativitet.
Jamen, det lyder vel nemt nok ?
Nej, det er det overhovedet ikke Det er meget meget vanskeligt og kræver en mentalitetsændring hos forældrene som må baseres på en overbevisning om aldrig at legalisere den negative vrede, uanset hvad barnet har gjort. Ikke sådan at vi dermed kan undgå vreden (for der er næppe nogen der kan trykke på vores pinlige knapper som vore børn, hvad vort skjulte, eller knap så skjulte, temperament angår).
Men det der med at retfærdiggøre vort brokkeri eller sure beklagelser over vore børns fejltrin, og give dem skylden for vores negativitet, den er out. Det er vigtigt at vi i stedet kan gå tilbage til barnet og undskylde vores overfusning, eller hvad vi nu gjorde. Jeg tænker i øvrigt ikke bare på højlydte reaktioner, men også på subtile stikpiller, ironiske bemærkninger, eller en indigneret, skyldfølelsespåduttende tavshed. Det hører alt sammen ind under kategorien negativ vrede. Og det går i den grad dybt i barnets sjæl og gør ondt med en intensitet mange forældre ikke forstår, fordi vi ikke kan huske det fra dengang vi selv var børn. Af gode grunde – det gør nemlig for ondt at huske det.
Altså, vi må ud af det vrede energifelt, og det kommer vi hurtigst ved oprigtig at give en undskyldning fra hjertet. Det gør een ydmyg – og ydmyghed og negativ vrede kan ikke optræde på samme tid hos samme person. Børn tager omgående imod denne gestus, og den blødende rift i sjælen helbredes hurtigt. I det klima, der nu er etableret kan man så snakke om hvad det var uoverenstemmelsen handlede om – og finde en løsning.
Ikke bare har vi undgået en optrapning af konfliktet, vi har oplevet kærligheden in action.

Misforstå mig ikke, jeg mener ikke at børn skal have lov til alt. Slet ikke. Der skal mange grænser sættes og regler overholdes og adfærd indlæres – jeg taler om den ånd det skal foregå i.

Det kræver træning og vejledning at gøre dette her. Du har brug for en coach. Vælg dit barn, for der gives ingen bedre radar, der kan fortælle dig når du er kørt af kærlighedens spor og ind på alt det psyko-toxiske som er spild af energi og kostbar tid. Hvis du vil gå rigtigt til den, så sig til dit barn, at du har besluttet dig for at det aldrig er ok at være vred på en sårende måde, eller tale hårdt, utålmodigt eller irriteret til det, og be dit barn om at fortælle dig når du er galt på den. Hvis du tør. For du vil få din sag for! Der findes ingen bedre coach, der hurtigere kan melde ud når du har brug for det. Lyt til denne din ekspert inden for området, tag påtalen til dig og gevinsten er fantastisk. For dig selv, og dit barn og hele stemningen i familien.
Og du får ikke engang en regning bagefter !

Peter Damgaard-Hansen
1 kommentar » Læs mere…

24. oktober 2007

Kunsten at være... sammen med sit barn

Der er sagt mange fine ting i disse indlæg om hvor skævt samfundet er indrettet hvad angår prioritering af den tid som børnene reelt har brug for til at være sammen med deres nære familie. Der er meget arbejde der skal gøres politisk. Og det er godt, at der arbejdes på det. Men hvad gør vi forældre i mellemtiden ? Vi lever jo her og nu og aldrig i fremtiden.

Hvordan kan vi forbedre det her-og-nu vi har med vores børn, selv om vi ikke har det kvantum af tid, som vi – og de – længes efter at vi skal have sammen? Den tid, vi har vore børn som børn, er kostbar – og kort – og den kommer ikke igen. Men den er mættet med muligheder. Selv om vi kunne ønske mere tid allerede nu så lad os sætte fokus på den begrænsede tid vi allerede helt konkret har muligheden for at tilbringe sammen med dem. For der er altid nogen tid.

Spørgsmålet er blot hvor godt vi forvalter den. Kvaliteten af den tid vi rent faktisk har til rådighed der er afgørende. Kvantiteten er mere et politisk og praktisk spørgsmål – og den skal der arbejdes på. Men selv megen tid til rådighed medfører ikke automatisk at det vi savner i familielivet bliver realiseret. Børnene har ikke bare brug for at vi er fysisk mere til stede, men også at vi kan levendegøre denne tilstedeværelse med et nærvær på et helt andet ikke-fysisk plan, som er svær at beskrive. Det skal opleves. Det handler ikke bare om at lave en masse ting sammen, det handler meget om sam-væren. Og bare det ”at være” har mange af os nok ikke så megen erfaring med.

Det er ikke en kvalitet, der fremelskes i vores samfund - det er jo hverken effektivt eller produktivt bare ”at være”. Det bliver let anset for tidsspilde eller måske endda kedsomhed, og også let opleves som sådan af den uindviede. Men børn mestrer denne kunst – de er skabt med den og tager den med ind i tilværelsen, som originale sendebude fra skaberen, der åbenbart mener at forældrene har brug for at blive mindet om noget der gør livet værd at leve – et mysterium de selv kendte engang – men har glemt. Vel sagtens på grund af travlhed………Lad os derfor se lidt på hvad vi kan lære af vore børn om kunsten at være, før vi får dem til at glemme denne kunst ved at lære dem en masse om det at gøre !Ikke et ondt ord om at lave en masse ting med børnene. Tværtimod. Det er alle tiders at være aktiv sammen med sine børn og de elsker det.

Men i vores iver efter at gøre en masse ting sammen med dem kan vi gå fejl at målet, og blive for optaget af vores egen kreativitet, og glemme den helt unikke dimension barnets væren kan tilføre den tid vi har sammen med dem. Mange forældre oplever i samværet med deres børn at være halvt til stede, måske splittet af skyldfølelse over ikke at være nok til stede for børnene på den ene side, og ha det dårligt med at komme bagud med en masse forpligtelser eller andre interesser på den anden side. Barnet mærker lynhurtigt den manglende ægthed i vort tilsyneladende nærvær og kræver spontant ”mere”. Det kan opleves som ”klyngen” eller måske endda som et abnormt behov for opmærksomhed, og den voksne mærker måske en stigende irritation mod barnet, kombineret med stress over alt det andet der ikke bliver nået. Eller alt det man selv har lyst til, som man så ikke får tid til.

At prøve at ”ofre” sig for børnene duer ikke, for det tilfører let en ”sur” kvalitet til samværet, som blot forværrer situationen. Den fokuserede tilstedeværelse skal være ægte. Intet mindre vil tilfredsstille barnets autentiske behov.At få et godt samvær med barnet forudsætter ikke nødvendigvis at man har nogen gode kreative ideer om hvad der skal laves. Det er selvfølgelig ok hvis man har det, man må bare være opmærksom på at det ikke er sikkert at børnene synes vi er særlig geniale. Husk de er specialisterne hvad angår naturlig kreativitet, der bobler indefra, fordi det ikke kan lade være, i modsætning til de gøremål der iværksættes udefra for at ”slå tiden ihjel” eller fordi man jo ”skal” lave noget sammen.

Hvad gør vi så ?Udfordringen er at gå ind i barnets verden., med fuldt åben hjerte og ydmyghed, og droppe voksen fornuft og evt. præstationsiver som ”den gode forældre”. Vi må simpelthen prøve at finde ud af hvad der foregår i barnet og hvorfor det gør som det gør. Vi må slappe af og iagttag og lad barnet være initiativtager og vær beredt til at følge. Prøv at træde ind i barnets sjæl og oplev den helt konkrete situation I befinder jer i, sådan som barnet oplever den. Det kan tage lidt tid til at begynde med og vi vil ofte støde på følelsemæssige modstande. Hvorfor nu det ? Fordi vi let begynder at komme i kontakt med dybe lag i vor egen sjæl, der har rødder i vor egen barndom, og der kan ligge megen smerte og ensomhed her.

Måske ligger der dybt nede i os selv savnet efter forældre der gav sig mere tid til at være kvalitativt til stede for os. Modstanden opleves typisk ikke nødvendigvis som smerte, snarere som en rastløs trang til at ”lave noget” med barnet eller noget helt andet som man absolut lige må have lavet ”først”, fordi det er så vigtigt. Pas på den, for den passer ofte ikke. Det er derimod vigtigt at tvinge sig selv til at blive i det rum jeg peger på og overvinde de mange fristelser til at forlade ”rummet”. Men bliver du der, vil der før eller siden åbnes en dør, for inderst inde har vi selv et barn, der stadig længes efter denne tilstand af glæde ved at være. Stres og rastløshed og forstyrrende tanker forsvinder og du vil opleve en fred og en glæde som er ubeskrivelig. Nu er du der, du er ”sammen” med dit barn i ordets egentlige betydning. Og barnet mærker det med sin hjerte-radar, der aldrig tager fejl. Du vil blive inviteret ind i rummet og få roller og opgaver tildelt. Så vi behøver ikke altid være så opfindsomme, aktive, energiske og kreative for at gøre noget for børnene. Vi må også kunne lytte til dem, se på dem som læremestre.

Så tommelfingerregelen for indtræden i dette rum er følgende: Når du mærker rastløsheden og trangen til at forlade dette samvær og lave noget andet, er det for tidligt at gå. Bloker alle flugtruter og bliv der. Gør det til en meditation. Udholdenheden vil arbejde for sig og belønne dine gode hensigter. Når du efterhånden er smeltet ind i samværet og synes der er så dejligt at være der, at du ikke har lyst til at gå – så må du godt hvis der er noget andet du gerne vil eller skal. Nu ved barnet nemlig at du er der og at du forstår hemmeligheden., og et dybt behov i barnets sjæl er blevet mættet. Eller hvis der stadig ikke har været så meget tid til rådighed som man kunne ønske sig, så ved hjerterne at mætning er mulig. Og det er lige præcis det der giver forskellen.Så bliver barnet ikke så let usikker eller klyngende, o.l., i de perioder hvor der ikke er tid til samvær. Og den voksne bliver ikke så let offer for en nagende skyldfølelse eller tvivl over om man nu også slår til som forældre.Og det giver et rigtig godt udgangspunkt for det næste møde.


Peter Damgaard-Hansen

Skriv kommentar » Læs mere…

Syg regel

Hvad er det egentlig for et samfund, der giver alle arbejdstagere ret til at blive hjemme under dynen, når vi er syge - uden at vi behøver at have dårlig samvittighed, mens vi i bedste fald kan blive hejmme en dag, når børnene bliver syge, mens vi desperat forsøger at finde en løsning til de mange næste dage, som vi ved kommer. Det er såmænd det danske arbejdsmarked.Reglen om barns første sygedag er bestemt bedre end ingenting, men den siger desværre meget om prioriteringerne på det danske arbejdsmarked. Vi har skabt en regel og et system, der notorisk ikke hænger sammen i mange forældres liv. Og som derfor udgør et af de største problemer i at balancere arbejds- og familieliv, viser flere undersøgelser.

Vores samfund og vores arbejdsmarked ser i dag helt anderledes ud, end da barns første sygedag i sin tid stille og blev lempet ind i nogle af de kollektive aftaler på arbejdsmarkedet.For det første er langt flere kvinder i dag på arbejdsmarkedet med en karriere, der efterlader børns sygdom med den evige konflikt mellem mor og far, om hvis tur det nu er til at blive hjemme.For det andet er langt flere bedsteforældre i dag erhvervs- og fritidsaktive, hvilket betyder, at mange børnefamilier ikke har familie at trække på i den slags nødsituationer.Og for det tredje er vores arbejdsmarked i dag langt mere mobilt end tidligere, hvilket betyder, at mange bor og arbejder i områder, hvor de ikke har noget netværk af familie eller andre, der kan træde til på barnets følgende sygedage.

Konsekvensen er, at forældre snor sig. De sender måske halvsløje børn tidligere i institution og skole, end de burde, og skaber dermed større risiko for at smitte de andre børn, og det afføder uundgåeligt konflikter med pædagoger og lærere. Og i nogle tilfælde melder forældre sig selv syge eller tager barns første sygedag på skift, selv om det bryder med reglerne.Faktum er, at den 'syge' regel om barns første sygedag skaber forældre, der risikerer at skabe konflikter med personalet i instituionen og skolen, skaber konflikter på hjemmefronten eller med arbejdsgiveren. Og det udvikler hos mange en kronisk dårlig samvittighed for ikke at være hos sit syge barn, for at 'snyde' sin arbejdsgiver og for at efterlade halvsløje børn i institution.Derfor er vi nødt til at handle og skabe langt bedre muligheder for at forældre kan blive hjemme og passe syge børn. Det er fint med de såkaldte 'bedstemorordninger', der med delvis succes fungerer i nogle kommuner. Men det løser langt fra problemet for alle. Og det er ikke alle børn, der har det godt med at være sammen med en sød - men dog lidt fremmed - bedstemor, når de er syge.Derfor må og skal der helhedsløsninger til. Regeringens Familie- og arbejdslivskommission kom for nogle måbeder siden med forslag om at gøre barnets første sygedag til lov - det er det ikke i dag. Og derudover opforderede kommissionen til, at arbejdsmarkedets parter drøfter det her ved kommende forhandlinger. Det er sikkert i bedste mening, at komissionen foreslår den slags, men det er tydeligt, at komissionen har været stækket af et meget snævert kommissorium, så dens forslag hverken måtte mindske arbejdsudbuddet eller koste noget. Og det er jo svært, at se hvordan det kan lade sig gøre på det her felt. Og problemet med overenskomster er, at nogle kommer til at stå uden for.Derfor er der behov for en fælles politisk løsning, hvor forældre får ret til mindst 3-4 dage at blive hjemme og passe syge børn.

Jeg mener oplagt, at det må være en fælles opgave for samfundet at kompensere arbejdsmarkedet for de ekstra omkostninger, som det medfører - ellers risikerer vi, at det rammer skævt.Sådan et forslag skydes ofte ned med, at det er alt for dyrt for virksomhederne og for samfundsøkonomien. Men spørgsmålet er, hvor dyrt det egentlig er.

I stedet for at skyde det ned, burde vi måske få nogle kloge økonomer til at regne ud, hvor ofte forældre i forvejen blot tager egne sygedage i stedet for, hvor meget det gavner og sparer, at man ikke sender syge børn i daginstitution og skole, og hvor meget mere bundlinie det giver at have mere tilfredse medarbejdere, der ikke først og fremmest render rundt med dårlig samvittighed.Måske er besparelserne så mange, at det er tæt ved at kunne opveje en langt bedre ordning. Og hvis der mangler lidt i regnestykket, kunne det måske være at forældredanmark var indstillet på at betale prisen. Først og fremmest må vi have debatten, og ikke blot ved overenskomtsforhandlingerne.


Peter Albæk
Skriv kommentar » Læs mere…

Tidsbank med muligheder

“Kan vi ikke gøre det bare lidt bedre,” er et af moderne politiks måske mest berømte citater fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da han beskrev den enlige mor med to småsovende børn på cyklen en blæsende efterårsmorgen.Og svaret blæser i vinden, for siden har vi faktisk ikke gjort det særligt meget bedre. Hun cykler der stadig – hver morgen.Men rent faktisk kunne vi godt gøre det – ikke bare lidt, men meget bedre. Og for nogle måneder siden kom regeringens familie- og arbejdslivskommission med et af de forslag, der i en udbygget form netop kunne være med til at gøre det bedre for de hårdt trængte småbørnsforældre på arbejdsmarkedet. Ikke mindst de dårligst lønnede af dem.Kommissionen foreslog en såkaldt tids-bank eller en flex-konto, eller hvad man nu vælger at kalde det. Desværre skete det, som ofte sker med den slags forslag. At det blev skudt til et meget langt hjørnespark, fordi det i bund og grund skal aftales mellem arbejdsmar­ked­ets parter som en del af de almindelige overenskomstforhandlinger. Og lige nu ligner disse forhandlinger mest af alt en sej kamp om lønkroner end om mere tid til børnene.

Idéen om en tidsbank handler basalt set om, at vi som arbejdstagere ikke nødvendigvis skal arbejde mindre gennem livet, men at der kan være rigtig god mening i at fordele arbejdstiden anderledes gennem livet, så vi arbejder mere, når vi er unge og endnu ikke har fået børn, og dermed sparer tid op, arbejder mindre mens vi har små børn og indløser vores opsparede tid, for igen at trappe op i takt med, at børnene bliver ældre. Men forslaget om en tidsbank har mødt massiv modstand – ikke mindst fra arbejdsgiver­side. Kritikken går bl.a. på, at det vil stille ansøgere forskelligt, hvis de har et forskelligt antal timer stående på tidskontoen. Og at det vil ramme kvinder i den fødedygtige alder, fordi de forventes i langt større udstrækning end mændene at bruge den opsparede tid til at gå ned i tid, når de får børn. Dertil kommer den sædvanlige kritik, om at forslaget er svært at administrere, bureaukratisk og besværligt at overskue konsekvenserne af.Og meget af kritikken er for så vidt rigtig nok, hvis man ser isoleret på kommissionens forslag, der desværre kun er tænkt som en individuel opsparing. Og det er jo netop pro­blemet med den type af forslag. De skal sættes ind i en kollektiv ramme, som vi har set det med udvidet barsel. Ellers rammer det arbejdstagere og arbejdsgivere ujævnt. Og det er ingen tjent med.

Længere barsel kunne i princippet rumme de samme problemer for kvinderne og for de små virksomheder med mange unge kvinder. Og udvidelse af barselsperioden til et år gav da også oprindelig anledning til massiv kritik, fordi det blev som set som værende alt for dyrt for samfundet, svært at administrere og meget andet. Netop derfor blev den udvidede barsel jo heller ikke blot en ret for den enkelte familie. Udvidet barsel blev systematisk sat ind i en kollektiv ramme – en barselsfond, hvor arbejdsgiverne betaler til en fælles kasse, så det hverken rammer den enkelte med­arbejder eller bliver ekstremt belastende for den lille virksom­hed. Den samme visionære tilgang og kollektive forståelse har vi brug for i forhold til en tidsbank. Derfor er det også ærgerligt, når arbejdsmarkedets parter generelt ikke har modet til at tage tråden op. Og det er især ærgerligt, at så mange har afvist tanken om en tidsbank, før man i virkeligheden har haft visioner, forslag og muligheder oppe på bordet og drøftet, hvordan det kan lade sig gøre. En veludbygget, kollektiv tidsbank ville ellers give den unge mor på cyklen bedre muligheder for at prioritere sin arbejdstid anderledes, så der blev mere plads til at være sammen med børnene. Der er med andre ord brug for visioner og konstruktive forslag til løsninger. Og politikerne og arbejdsmarkedets parter bør undgå at fokusere på de mange barrierer, for så bliver det generelt svært at “... gøre det bare lidt bedre”.


Peter Albæk
Skriv kommentar » Læs mere…

Tid er nøgleordet for børnene

Det moderne arbejds- og familieliv er på mange måder et paradoks. Vi har, hvad man kan kalde verdenshistoriens mest engagerede forældregeneration, der over en bred kam gerne vil bruge tid sammen med deres børn. Men samtidig har vi en situation, hvor ikke mindst mange småbørnsfamilier føler, at de arbejder rigtig meget, fordi det netop er i de år, at grundlaget for en arbejdsmæssig karriere formes. Det giver mange forældre kronisk dårlig samvittighed i begge lejre – i familien og i arbejdslivet.Derfor er sammenhængen mellem arbejdsliv, familieliv og børneliv ikke blot et individuelt problem - i hvert fald ikke hvis man spørger børnene.

Fra flere undersøgelser ved vi, at børn efterspørger tid - mere tid til det, som betyder noget i deres liv og opvækst. Det er tid sammen med forældrene. Det er tid til at lege med kammeraterne i skolen og SFO’en. Det er tid til at leve et aktivt fritidsliv. Det er tid sammen med de nære voksne i daginstitutioner, skoler og fritidshjem. Kort sagt mere tid.Naturligvis er der masser af familier, hvor spørgsmålet om mere tid til børnene kan løses ved blot at konvertere den enorme friværdi, bil nummer 2 eller udlandsrejse nummer 3 til mere tid til at være sammen med børnene. Og her er jeg meget enig med min navnebror Morten Albæk. Dele af middelklassedanmark 'parkerer' ikke blot en for stor del af opdragelsen, men i høj grad også nærværret og voksenkontakten i daginstitutionenerne, skolerne og i fritidsinstitutionerne.Men hver gang vi diskuterer den her problemstilling, glemmer vi desværre de 25-30 procent af befolkningen - eller rettere deres børn - for hvem valget ikke blot er deres eget. Og det er meget sjældent dem, der tager ordet i debatten. Så vi har en udpræget tendens til at lade debatten rotere om vores egen navle og vores egne ønsker om at prioritere bare lidt anderledes.

En nylig rapport fra regeringens Familie- og Arbejdslivskommission viser med al tydelighed, at blandt mange lavindkomstgrupper og enlige forsørgere med dårlig økonomi står det særligt galt til med at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, for de har ikke noget alternativt til lang arbejdstid. Og på grund af massive prisstigninger på fast ejendom - særligt i byerne - er mange af de her familier og enlige forsørgere samtidig tvunget ud i situationer med lang transporttid til og fra arbejde. Det er ikke deres frie valg. De har ikke skabt de vandvittige prisstigninger i boligsektoren, og de har slet ikke profiteret af det. Eksempelvis er priserne på en mindre bolig med plads til et par børn i Københavnsområdet steget så meget, at unge familier med under 5-600.000 kr. i husstandsindkomst er tvunget til at flytte mindst 60-70 km væk og pendle i timevis hver dag. Ikke det bedste afsæt for mere tid i familien og med børnene.Derfor er det også sørgeligt, at det eneste Familie- og Arbejdslivskommissionen reelt tilbyder de laveste indkomstgrupper er et forslag om et større beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere. Det er voldsomt uambitiøst.

Situationen betyder, at Morten Albæk desværre kun fat i en del af udfordringen og løsningen med sin kollektive opsang til middelklasseforældrene. Vi er er også nødt til at have det politiske mod, som skal til for at give lavindkomstgrupperne samme frihed til at vælge tiden sammen med børnene - tid til nærvær, voksenkontakt og opdragelse.Jeg er tidligere kommet med forslag om gradueret børnecheck, lønkompensation til barsel og børneorlov for enlige forsøgere med svag økonomi, bedre mulighed for at blive hjemme med syge børn, tidsbank og meget andet.

Ifølge mange arbejdsgivere og politikere har nogle af de her forslag ingen gang på jord. Slet ikke i et samfund med mangel på arbejdskraft.Men det er sørgeligt, at vi som samfund ikke har modet til at tænke kollektivt, visionært og langsigtet. For resultatet er med al sandsynlighed, at dagens polarisering af vores voksensamfund i dem, der er med på vognen og selv kan prioritere og dem, hvor tiden sammen med børnene er en residualtid af de krav, som udviklingen på arbejdsmarkedet og i boligsektoren skaber, genskabes i morgendagens polarisering blandt vores børn og unge. Hvis ikke vi har det politiske mod og den individuelle vilje til at hjælpe de børn og deres familier, er visionen om større kollektiv sammenhængskraft og bedre balance for de enkelte familier kun at finde i festtalerne.


Peter Albæk
1 kommentar » Læs mere…

22. oktober 2007

Trivsel og udvikling på vejen!

Der er lavet masser af undersøgelser af, hvad der gør medarbejdere glade og skaber trivsel på arbejdspladsen. Selv om vi er forskellige, så er der alligevel noget, vi er ret enige om. Det er vigtigt for de fleste medarbejderes trivsel at have indflydelse og selvbestemmelse over arbejdet - men det er også vigtigt for trivslen, at leder og medarbejder har afstemt deres forventninger med hinanden.

Noget af det, der kan gå ud over arbejdsglæden, er usikkerhed om, hvor vi skal hen. Er der klare visioner og mål for afdelingens arbejde og for hver enkelt medarbejder? I Kristelig Fagbevægelse har vi en klar mission om at bringe unikke værdier til arbejdsmarkedet. Hertil kommer vores visioner, strategier og mål. I juni måned tog vi hul på en ny strategiperiode. Alle medarbejdere var samlet i Odense til et kick-off, hvor vi gennem lyd, lys og action fik sat billeder på den nye retning. I alle afdelinger har vi efterfølgende arbejdet videre med målene, så de kan blive omsat i hverdagens møde med kunderne. Vi er derfor ikke i tvivl om den retning, vi går.

Men det er ikke nok at vide, hvilken vej vi skal. De fleste medarbejdere har det bedst med, at der også er klart definerede ansvarsområder, så alle ved, hvad de har indflydelse på og ansvar for. Og vi har ikke mindst brug for at vide, hvor der er regler og fastlagte processer, og hvor vi har "License to Act" - altså frihed til at handle inden for rammerne af organisationens visioner og mål.

Det er i første omgang lederens opgave at sørge for, at alle i afdelingen kender mål og opgaver og har afstemt forventningerne med hinanden. Men det er i høj grad også en fælles opgave for medarbejder og leder. Til det brug har vi heldigvis en stor og god værktøjskasse i Kristelig Fagbevægelse. Vi har som andre moderne virksomheder en vifte af muligheder, hvor dialogen mellem leder og medarbejder og medarbejdere imellem er i fokus. Vi har de mere traditionelle redskaber som afdelingsmøder, MU-samtaler og løbende sparring mellem leder og medarbejder - og dem arbejder vi hele tiden på at udvikle, så de passer til virkeligheden. Men vi er også i bevægelse for at finde nye og bedre veje.

Nogle af de nye redskaber, vi arbejder med er teamudviklingssamtaler og ledelsesbaseret coaching. I Kristelig Fagbevægelse arbejder vi meget i team. Nogle team er faste, mens andre har mere projektmæssig karakter - men under alle omstændigheder har en gruppe af mennesker, der skal arbejde sammen og trives godt, brug for sparring og coaching - som basis for udvikling. Coaching vinder frem i mange sammenhænge og også i Kristelig Fagbevægelse. Der er rigtig mange forskellige opfattelser af, hvad coaching er. Vi har derfor vores bud på hvad coaching er i Kristelig Fagbevægelse. Coaching rummer nogle stærke muligheder for udvikling, og udvikling er helt centralt for, at vi lykkes i vores mission.


Dorthe Lilleris, personalechef, Kristelig Fagbevægelse
Skriv kommentar » Læs mere…

11. oktober 2007

Nørrebro Bryghus - Tilstande, der minder om gamle Sovjet

I de seneste måneder har jeg måttet knibe mig selv i armen flere gange. Sover jeg? Skriver vi 1907 eller 2007? Har vi fået tilstande, der minder om gamle Sovjet, eller hvad sker der lige?

Årsagen til disse mareridt har været 3F's blokade mod bl.a. Nørrebro Bryghus. Kan det virkelig være rigtigt, at det i Dagens Danmark anno 2007 er tilladt at blokere en virksomhed og true den på sin eksistens, bare fordi man mener at have monopol på at lave overenskomster. Det er simpelthen en tænkemåde, som burde ligge i ruiner ligesom Berlin-muren.

Kan det virkelig være rigtigt, at man mod medarbejdernes ønske på en virksomhed kan kræve, at de skal have andre løn- og ansættelsesvilkår, når de er fuldt ud tilfredse med de eksisterende?

Kan det virkelig være rigtigt, at man kan ødelægge en virksomhed, hvor en anden fagforening har en lovlig overenskomst, som både lønmodtagere og virksomhed er tilfreds med?

Ja, det er åbenbart rigtigt, for det er det, der er ved at ske på Nørrebro og flere andre steder i dagens Danmark.

Det må og skal stoppes, og det glæder mig derfor, at det ser ud til, at der nu er et politisk flertal, der vil stoppe det. Og imens det flertal bruger sin magt, vil jeg gerne sige til 3F: Kære kollegaer stop den hetz mod Kristelig Fagbevægelse og koncentrer jer om alle de virksomheder, der ikke er overenskomstdækket, i stedet for at gå efter Kristelig Fagbevægelse. Gå efter bolden og ikke manden!
12 kommentarer » Læs mere…

26. september 2007

Forestil dig, at det er din 75-års fødselsdag.

Du holder fest, og der holdes taler. Hvad vil du gerne have, at talerne siger om dig?

Hvad har kendetegnet dit liv? Hvad har været mest vigtigt for dig? Hvordan har du prioriteret din tid og opmærksomhed?

Her til morgen vækkede jeg endnu en gang min datter lidt over 6 for at gøre hende klar til at tilbringe de næste 9 timer i børnehaven. Gad vide, hvad hun vil sige til min 75-års fødselsdag om sin fars prioriteringer og opmærksomhed.

Vores drenge vågnede, lige da vi skulle af sted. Jeg nåede lige hurtigt at vinke farvel og sige, at vi ses i aften. De så ud, som om de kunne huske, at jeg som det sidste inden de skulle i seng sagde til dem, at vi leger videre i morgen. Jeg kan allerede se skuffelsen i deres ansigter, når de i aften opdager, at det ikke bliver til så meget leg, som far lovede.

Gad vide, hvad de siger til min 75-års fødselsdag om deres fars prioriteringer og opmærksomhed.

Hvorfor skal jeg gå rundt med den evindelige dårlige samvittighed over at prioritere forkert. Hvordan får jeg en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv. Og hvem har egentligt ansvaret for, at det lykkes?

Der er mange, at der kan gøre en indsats for, at det lykkes.

Samfundet kan gøre en indsats. Vi har en familieminister, som oprigtigt og godt sætter fokus på en god familiepolitik. Hun vil bl.a. afskaffe lukkedagene i institutionerne og give de små et ordentligt måltid mad hver dag - godt gået Carina Christensen.

Hun kan gøre meget mere. Fx sørge for en lovgivning, der gør det nemmere at være sammen med sit syge barn.

Fagforeningerne og arbejdsgiverne har et ansvar. Heldigvis er der allerede forhandlet mange gode overenskomster med gode familievenlige tiltag. Fx omsorgsdage, fleksibel arbejdstid (og de virksomheder, som ikke har den slags ordninger, må bare se at komme i gang!)

Der kan gøres meget mere. Blandt andet burde man forhandle en anstændig løn hjem til de mange pædagogerne og lærere, som vi har sat til at passe vores børn, når vi ikke selv har tid.

Men først og fremmest er det mit eget ansvar at få prioriteret og balanceret rigtigt. Det kan ikke nytte noget, at give samfundet eller andre skylden.

Jeg bestemmer selv, om jeg vil have et arbejde, der kræver alt af mig. Jeg bestemmer selv, hvor dyrt jeg vil sætte mig. Jeg bestemmer selv, hvordan jeg tilrettelægger mit liv. Det er mit eget ansvar, at skabe et godt familieliv og at træffe de rigtige valg.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det kan være svært at få det hele til at gå op i højere enhed, og at jeg tit prioriterer forkert Derfor er det alle tiders, at Kristelig Fagbevægelse netop har lavet en hjemmeside, hvor jeg kan få gode råd og hjælp til mine prioriteringer.

Den gode idé om at forestille mig, hvad folk vil sige til min 75-års fødselsdag, for at få et fingerpeg om, hvordan jeg prioriterer, har jeg i øvrigt fundet på Kristelig Fagbevægelses nye hjemmeside om balance.

Skriv kommentar » Læs mere…

Af en tilfreds pendler

Danskerne vil spare tid
I 2006 kørte en gennemsnitsdansker 17,6 km for at komme på arbejde. Tallet er stigende, dog mest i Nordjylland og på Fyn. Antallet af pendlere er steget med 42 % de seneste 25 år. Vi er generelt enige om, at vi helst vil kunne komme på arbejde inden for ½ time. Antallet af km er ligegyldigt. Det er tiden der tæller.

Jeg har valgt at køre længere
De sidste 11 år har jeg haft 17 km til mit arbejde. Det tog mig ca. 20 minutter at komme derhen. For 3 måneder siden flyttede jeg med familien, så jeg nu har 48 km til arbejde. Det tager 30-35 minutter. Forskellen er motorvejen.
Folk omkring os - her i byen - tror ikke, vi er rigtig kloge. De forstår ikke, at vi har valgt at flytte længere væk fra vores arbejde, for hvor er fordelen? De kender jo ikke hele historien og alle de overvejelser, vi har været igennem.

Mormor inden for rækkevidde
Vi er ikke flyttet for at bo tættere på vores job. Vi er ikke flyttet, fordi vi kunne få et meget billigere hus ved at flytte længere væk. Vi er flyttet, fordi vi endelig har fundet et hus som svarede til vores behov. Fordi vi her har fundet en skole, som vi mener vil være god for vores børn, og som bonus har vi nu mormor inden for rækkevidde.
Faktisk er det ikke så ligetil i min alder at indrømme, at livet er lidt lettere, når jeg bor tæt på min mor og far. Men sådan er det faktisk. Når nu min mand og jeg begge arbejder fuldtid, og min mand i perioder rejser en del, kan det være lidt af et puslespil at få vores 3 drenges program til at gå op med vores eget. Det er ikke fordi, vi er involveret i ret meget ud over vores arbejde, men alligevel gav det af og til problemer.
Vi bor nu 3 km fra mine forældre, og mormor henter gerne - af eget valg - den yngste i børnehaven en gang om ugen. Hvem af dem, der hygger sig mest, kan jeg ikke sige, men det er synligt for enhver, at de nyder det begge to, og det er til stor hjælp for os andre. Det giver præcis den luft, som vi af og til har manglet.

Kvalitetstid med mig selv
Tiden i bilen - som faktisk ikke er ret meget længere end tidligere - bruger jeg de fleste dage på at blive klar. Jeg forbereder og planlægger min dag, når jeg kører på arbejde, og når jeg kører hjem afslutter jeg dagens arbejde eller planægger aftensmaden eller andre praktiske ting, så jeg er klar, når jeg kommer hjem. Men det ville være forkert ikke at indrømme, at jeg nogle dage blot fyrer op for musikken på min favoritradiokanal, som jeg vist ikke deler med ret mange andre, hvis man skal tro det, man hører! Men er det spild af tid? For mig er det kvalitetstid med mig selv!!
Skriv kommentar » Læs mere…

19. september 2007

At lede med kærlighed og konsekvens

Der findes mange chefer, men ikke alle er ledere. Det er muligt at jeg som chef er god til at opstille mål og give ordre i kraft af den titel, jeg er blevet givet, men det får nødvendigvis ikke medarbejderne til at flytte sig. At være en dygtig leder skal jeg gøre mig fortjent til blandt mine medarbejdere.

Den gode leder
Nogle af de bedste ledere finder vi i hjemmet. Ja, der findes
rigtig mange forældre, som ikke er chefer, men alligevel dygtige ledere fordi de formår at motivere deres børn således, at de trives og udvikles helt fantastisk. Jeg synes, det er et stort ansvar at være far, men glæden overstiger langt den vanskelige udfordring. Jeg må erkende, at i min opgave som administrerende direktør for mere end 700 medarbejdere i Kristelig Fagbevægelse bruger jeg mange af de samme grundliggende værdier, som jeg udviser over for mine børn.
Det er i øvrigt slet ikke, fordi jeg oplever mine medarbejdere som børn - tværtimod er de på alle områder langt mere voksne og modne, end jeg selv er. Men hvis jeg vil kunne forstå mine medarbejdere og flytte dem, må jeg elske dem.

Som leder for en stor organisation, der konstant skal udvikles og vokse, er der 3 ting, som jeg har fokus på:
1. At værdierne, der skaber rammen for vores handlinger og adfærd, er synlige, samt at vi formår at omsætte dem i hverdagen.
2. At vi har en stærk vision, som vi alle brænder for og løber efter.
3. At sætte det rigtige team der kan lede vores organisation

At lede med kærlighed
På en konference for 250 erhvervsledere blev jeg spurgt om, hvordan det kan lade sig gøre at holde af og lede medarbejdere, der ikke ønsker at yde en ordentlig indsats? Grundlæggende ønsker vi mennesker at bidrage og yde en god indsats over for hinanden. Men om potentialet i
os får lov at komme til udtryk og gøre glæde og gavn, afhænger af de betingelser og rammer, vi får givet. Forudsætningen for at elske mine medarbejdere er, at jeg engagerer mig i dem og deres arbejde. Den største udvikling både fagligt og personligt sker der, hvor relationer
mellem mennesker bygger på tillid og respekt, og hvor energien er drevet af motivation og respons på det arbejde, der udføres. Dette ansvar er ikke kun lederens, men også medarbejderens.

At lede med konsekvens
Når der er noget, der ikke fungerer, eller relationer der giver konflikter, er det din og min pligt at løse problemet, også selvom konsekvensen kan gøre
ondt. Men når jeg holder af mine medarbejdere og virkelig ønsker, at de skal trives og udvikles, er jeg også nødt til at lede med konsekvens, også selvom det måske rammer en enkelt, der kan være en hindring for at andre trives.

At lede med kærlighed og konsekvens er en vanskelig balance, men jeg mener, den er alt afgørende for, om vi har en spændende arbejdsplads.
Som medarbejdere skal vi udfordre hinanden på dette, og som ledere skal vi elske vores medarbejdere for at kunne lede dem - de fortjener det!
Skriv kommentar » Læs mere…

12. september 2007

Hvor fedt er det lige at være ansat i Kristelig Fagbevægelse?

Da jeg havde været ansat i Kristelig Fagbevægelse i et par uger, spurgte en af mine venner:
- Hva' så, er dine nye kollegaer normale mennesker?
- Nej, nej, slet ikke - det er derfor jeg passer så godt ind!

Værdien frihed
Nogle måneder inden havde jeg sendt en ansøgning. Det var der selvfølgelig flere grunde til, men den vigtigste grund var værdien frihed. Frihed betyder meget for mig, og jeg opfattede Kristelig Fagbevægelse som den fagforening, der stærkest havde arbejdet for frit valg af fagforening.

Jeg havde længe ment, at det skulle være en grundliggende ret for alle lønmodtagere, og at der skulle være helt fri konkurrence, hvor alle fagforeninger måtte sørge for at få medlemmer ved hjælp af argumenter i stedet for tvang. Det mål ville jeg gerne være med til at nå.

Nytænkende
Til jobsamtalen fik jeg en aha-oplevelse. Kristelig Fagbevægelse virkede nytænkende og fremme i skoene. Dengang havde organisationen lige skåret hele sin regionsstruktur væk og opbygget et call-center, så medlemmerne kunne ringe på alle hverdage mellem 8 og 22. Det syntes jeg var både modigt og en god ekstra valgfrihed til medlemmerne. Den dynamik kunne jeg godt se mig selv i.

Værdier
Kort efter ansættelsen kom den anden aha-oplevelse. Jeg blev introduceret til alle Kristelig Fagbevægelses værdier. Foruden frihed er det ærlighed, respekt og ansvar. I hverdagen oplevede jeg det slå igennem i en tillidskultur. Det var ikke, fordi jeg havde oplevet nogen særlig mistillidskultur på min tidligere arbejdsplads, men jeg oplevede det alligevel som et skifte.

Der var stor respekt for hinandens faglighed. Der var stor åbenhed og tendens til at søge sparring hos hinanden. Når der skete fejl eller ting, der ikke lykkedes, var der et stort fokus på at få rettet tingene op ved fælles hjælp og lære af fejlen i stedet for at flytte aben rundt og placere skyld. Og så kunne man have tillid til, at folk faktisk havde de motiver, som de gav udtryk for. Den tillidskultur kunne jeg også se mig selv i.

Så nej, mine kollegaer er ikke helt normale. Det er derfor de er mine kollegaer.
Skriv kommentar » Læs mere…

5. september 2007

Glæden er din egen skyld

"Hvis folk er glade, er det deres egen skyld - for der er nok at være ked af," sagde humoristen og melankolikeren Robert Storm P.

Dette dybt filosofiske og humoristiske citat siger noget væsentligt om menneskets vilkår. Men samtidig også noget om glædens trange kår. Glæden er vi selv "skyld" i. Vi er ikke blot magtesløse marionetter i et stort spil. Vi er selv med til at bestemme, om vi vil have glæde i vores liv. Det er afhængigt af vores grundindstilling til livet - og ikke mindst til den store del af vores tilværelse, som foregår i det daglige, mens vi er på arbejde.

Ser jeg mig selv som et passivt offer for livets tilskikkelser - eller ser jeg mig selv som medvirkende - som en aktiv deltager? For der er nok at være ked af. Der er grunde nok til at blive modløs. Vi kan alt for let komme til at fokusere på det negative.

Jeg har gennem årene - med skiftende held - prøvet at have fokus på denne indstilling i forhold til mit privatliv og mit arbejde i Kristelig Fagbevægelse og ikke mindst i forhold til mine kolleger, som er nogle af de bedste i branchen.

Byg bare drømme
Hver især har vi en - måske meget vag - forestilling om, hvad vi gerne vil udrette, før vi dør. Hvor tæt vi kommer på det mål, bliver bestemmende for vores livskvalitet. Det kender vi alle noget til fra vores egen daglige tilværelse.

Selv om man kun bygger luftkasteller, behøver ens arbejde ikke at være spildt. Sine drømme bygger man altid i den tomme luft. Bagefter gælder det om at give dem et fast fundament at stå på. "Mennesket realiserer kun sig selv i sin handling," siger Søren Kierkegaard.

At få et godt liv - og her tænker jeg i høj grad også på job og karriere - kræver en aktiv indsats og åbenhed over for verden og over for sig selv. Vi kan virkelig ikke vide, hvem vi selv er, før vi prøver at udfolde os i handling. Det er nemlig dit og mit ansvar at forholde os til de arbejdsopgaver, vi bliver stillet over for. Det samme gælder i forhold til de kolleger, vi er sat til at arbejde sammen med - og ikke mindst hele den utrolige verden, som omgiver os. At favne livet. At favne verden. At favne muligheden - og favne kærligheden. Det er en væsentlig del af livets mening!

Er vi lidt oppe i dag?
Følgende lille anekdote fortælles om Storm P.: Han kom en dag ud på Frederiksberg Kirkegård og så en gammel graver, der sad og hvilede sig på kanten af graven. Storm P. sagde med sin sjove stemme: "Nå, vi har nok fået lov til at være lidt oppe i dag?"

Det morsomme ved denne situation er, at vi netop alle har fået lov til "at være lidt oppe i dag."
Vi ved ikke hvor længe, hvor mange dage endnu - men vi ved, at vi engang skal ned i graven. Spørgsmålet er, om vi så vil være oppe, så længe vi får lov. Det er vores udfordring - og vores valg - i dag!
Skriv kommentar » Læs mere…

4. september 2007

Ny løn fungerer ikke

Ny Løn motiverer ikke og opleves ikke retfærdigt. Det fremgår af en analyse, Kristelig Fagbevægelse har fået lavet hos Zapera.

Næsten hver anden offentligt ansatte - 42 procent - føler sig slet ikke eller kun lidt motiveret af Ny Løn. Mere end hver tredje offentligt ansatte - 37 procent - har slet ikke eller kun ringe tillid til, at Ny Løn er retfærdig.

Ramt i centralnervesystemet
Det er selve centralnervesystemet i Ny Løn, der afsløres i ikke at fungere, mener Kristelig Fagbevægelse. For fidusen med Ny Løn er netop at kunne aflønne individuelt, så lønnen opleves motiverende og retfærdigt.

- Når det ikke er tilfældet, medfører det store problemer for det offentlige arbejdsmarked. De offentlige arbejdsgivere kan hverken tiltrække eller holde på deres medarbejdere, når en stor del af dem oplever deres lønsystem demotiverende og uretfærdigt, siger Kristelig Fagbevægelses landsformand Søren Fibiger Olesen.

Giv flere penge
Kristelig Fagbevægelse mener ikke, at Ny Løn skal skrottes, det skal saneres.

- Vi foreslår, at der kommer flere penge i spil. Desuden er der et sammenstød mellem, at løn er noget individuelt, men en offentlig arbejdsgiver kan ikke tildele sine medarbejdere de løntillæg, han eller hun vil, uden det bliver godkendt af den fagforening, der har overenskomsten med arbejdspladsen.
- Vi mener, Ny Løn skal forhandles direkte mellem arbejdsgiver og medarbejder. Men medarbejderen skal selvfølgelig have mulighed for at trække på sin fagforening, siger Søren Fibiger Olesen.

Mange vil hellere selv
Det er et forslag, den nye analyse bakker op. De offentligt ansatte er blevet spurgt, om de synes, det ville være værre eller bedre, hvis de selv skulle forhandle med deres chef. 42 procent svarer, at de mener, det ville være meget eller lidt bedre, kun 17 procent mener, det ville være værre eller lidt værre.
Skriv kommentar » Læs mere…

30. august 2007

Ingen kan løbe fra ansvaret

Regeringen har nedsat et ministerudvalg for personligt ansvar. De ønsker at gøre op med, hvad man kalder socialdemokratiske værdier, der har frataget den enkelte borger ansvaret for eget liv og egen situation.

Personligt ansvar
Jeg er meget enig i den grundholdning, at vi som personer har ansvar for vores eget liv. Sætningen "det er samfundets skyld" er for letkøbt. Så helt fint, at der sættes fokus på det personlige ansvar. Det må bare ikke blive ensbetydende med, at et rendyrket "noget for noget"-princip bliver det fremherskende. Det er ikke er nok at stille krav om personligt ansvar. Ansvaret går længere, både den enkeltes og regeringens.

Velfærdssamfundets grundlag
Den kristne kulturarv, som er grundlaget for velfærdssamfundet, har lært os at tage ansvar for flere end os selv. Det er primært beretningen fra Bibelen om den samaritanske mand, der på sin rejse finder en etnisk fremmed forladt og forslået. Han samler ham op og hjælper ham ved at bringe ham til det nærmeste hotel og betaler for hans ophold dér.

Ansvar for andre
Beretningen siger noget centralt om et kristent livs- og samfundssyn. At vores ansvar også skal omfatte den fattige, den svage, den fremmede og den ensomme. Du og jeg har ikke kun ansvar for vores eget liv. Vi har også ansvar for hinanden. Det samme har vi som samfund. Og det er et ansvar, hvor "noget for noget-princippet" tilsidesættes, og hvor vi som samfund må give uden umiddelbart at forvente noget igen.

Husk din næste
Jeg advarer mod, at kristendommens kernesætning om at tage sig af sin næste og gøre mod andre, som man vil, de skal gøre mod en selv, går i regerings glemmebog. Det er også en vigtig grundholdning at huske på i den værdidebat og værdiændring, som vi trænger til i det danske samfund.
Skriv kommentar » Læs mere…

24. august 2007

Optimistiske prioriteringer

Jeg er som absolut udgangspunkt en meget optimistisk og impulsiv mand, så da jeg lovede at skrive et indlæg på bloggen, var jeg overbevist om, at det kunne jeg da sagtens lige klare.

"Det tager ingen tid"; "tid er ikke noget man har, det er noget man ta'r" var de fremherskende fornemmelser i den del af min hjerne, der forgæves kæmper med foretage prioriteringer!

Men jeg har ikke tid, og det at skrive til en blog er ikke noget, jeg har prøvet før. Havde det så bare været en stævning, jeg skulle lave, så havde det ikke være noget problem.

Den manglende tid, det manglende overblik der for tiden rammer mig, skyldes, at optimismecenteret i min hjerne er større end prioriteringscenteret.

Jeg gik i begyndelsen af sommeren i gang med et lille ombygningsprojekt på vores hus, som jeg havde vurderet til at tage ca. 4 uger. Nu har håndværkerne været i gang i over 2 måneder, og der mangler stadig 4 måneders gør-det-selv arbejde... Mindst...
Og jeg havde glemt at bestille vinduer, så de bliver først leveret i slutningen af november...

Dertil kommer, at vi på Kristelig Fagbevægelses advokatkontor, mangler en advokat for tiden, så arbejdsmængden for os andre er blevet ca. 20 % større, og de nye opgaver, der også skal løses er, SÅ SPÆNDENDE!

Men jeg nægter at blive stresset. Jeg er så optimistisk at tro, at det et muligt valg.

Så når du ringer til mig, vil du høre mig sige følgende med et smil i stemmen: "Det er advokat Nikolaj Nikolajsen. Hvad kan jeg gøre for dig?"

...Og så må du undskylde, hvis det trækker lidt ud, for jeg er sikker på, at jeg får tid til at se på det først i næste uge!
Skriv kommentar » Læs mere…

15. august 2007

Søde ord var sexchikane

Kristelig Fagbevægelse har vundet en sag ved retten i Aalborg, som afgør, at "søde" kommentarer om at være morgensød, se godt ud, dufte dejligt og være charmerende, var sexchikane. Sagen var ført for to piger, som hver fik 10.000 kroner i erstatning.

Seksuelle undertoner
Pigerne var tjenere og følte sig seksuelt chikaneret af en direktørs friske kommentarer og opførsel. En aften havde den ene af pigerne serveret en pizza for ham og for sjov skrevet på regningen, at den kostede 1.000 kroner. Han kommenterede det ved at spørge, om der så ikke var noget "ekstra" tilbehør, og lagde samtidig en hånd på hendes skulder. En anden gang følte den ene af pigerne, at direktøren havde siddet og set på hende en hel aften.

Samlet vurdering: Sexchikane
I sin afgørelse skriver retten, at friske bemærkninger og en hånd på skulder, arm eller ryg "findes ikke i sig selv at være udtryk for en krænkelse". Men i betragtning af andre tilkendegivelser af seksuel islæt, og fordi pigerne følte sig seksuelt chikaneret og havde gjort opmærksom på det, er det "en samlet vurdering ... at de har været udsat for en uønsket adfærd med seksuelt islæt".

Selv små ting kan være sexchikane
- Direktørens advokat forsøgte at gøre hans bemærkninger og opførsel bagatelagtige, men dommen viser, at selv små ting kan være sexchikane, og den sætter nye grænser for, hvor lidt der skal til for, at det er sexchikane. Samtidig var det afgørende, at medarbejderne fra starten var gået til deres daglige leder og klaget over, at de følte sig udsat for sexchikane, siger Kristelig Fagbevægelses juridiske chef og advokat (H) i sagen Mette Lykkegaard.
Skriv kommentar » Læs mere…

2. august 2007

Pippis logik - om glæden ved at holde ferie

"Hvor er det dejligt at være hjemme igen", sukkede min søn på 3½ år, da vi efter tre ugers campingferie var kommet hjem. "Var det ikke også dejligt at være på ferie?", spurgte jeg ham, dog med risikoen for at han skulle svare nej. Men der kom lynhurtigt et "jo" tilbage, hvorefter han fortsatte med at lege med sine legoklodser.


Som sagt har vi lige haft tre ugers ferie. I år skulle vi bare hjemmefra. Sidste år havde vi en sommerferie med nogle dage i København, en tur i Legoland og Djurs sommerland, og så ellers bare alt for mange dage derhjemme, efter vores mening. Vi syntes ligesom ikke, at vi havde haft ferie, sådan rigtigt. Så i foråret købte vi os en campingvogn, for så kunne vi jo bare tage lige derhen, hvor vi ville og i lige så lang tid, som vi ville.

"Hvor skal I så hen?", spurgte mine kolleger mig. "Vi skal et sted hen, hvor der er 25 grader", var mit svar. Men eftersom det danske sommervejr ikke bød på mere end 17 grader og regnvejr, stoppede vi de tre børn ind i bilen, og så kørte vi ellers afsted. Og vi nåede længere end til Tønder, som faktisk stod på listen over ok-steder at holde ferie. For med tre børn på bagsæddet, hvor den mindste kun er et år, var det ikke til at vide, hvor langt vi ville nå, før skrig og skrål ville gøre ferien knap så hyggelig. Men med en tissepause i Vejle og nogle flere undervejs, nåede vi såmænd helt til Italien, hvor vi fik nogle gode uger sammen.

Nu skal denne blog ikke udvikle sig til en aften med lysbilleder fra min ferie i Italien. Men det, jeg sådan set gerne vil sige noget om, er glæden ved at kunne holde ferie. Og så er det underordnet, hvor man holder den, bare man laver noget andet, end det man plejer.

Min store helt Pippi Langstrømpe har en god pointe, når hun beklager sig til Tommy og Annika over, at de jo både kan holde juleferie, påskeferie og sommerferie, bare fordi de går i skole. Mens hun jo slet ingen ferie får, fordi hun ikke går i skole. Og når man sidder tilbage på sit arbejde, og første dag efter ferien spørger sig selv, hvorfor er det lige, at jeg sidder her, når jeg hellere vil ligge på stranden i Italien og få sol på maven? Så er svaret i følge Pippis logik, at det jo netop er, for at man kan holde ferie igen.

Min søns glæde over at være hjemme igen, deler jeg såmænd også. Især efter at græsplænen er blevet slået, og tre ugers vasketøj har været i maskinen.
2 kommentarer » Læs mere…

26. juli 2007

Fyret for en mail chefen ikke kunne lide

Kan man blive fyret for at modtage en mail, chefen ikke kan lide, selvom det er en mail, man hverken har bedt om eller ønsket at få? Ja, det kan man, viser en sag, Kristelig Fagbevægelse har ført for et af sine medlemmer.

Chefen blev sur
En tidligere kollega havde mailet til vedkommende om at skifte job og havde sendt et mødereferat fra et strategimøde i et andet firma. Mailen med mødereferatet var også sendt til nogle, der ikke var ansat længere, og virksomhedens it-system omdirigerede derfor mailen til chefen.

Han tolkede mailen som udtryk for, at hans medarbejder var illoyal og bortviste vedkommende. Til trods for, at vedkommende ikke havde bedt om at få mailen og ikke var interesseret i at skifte job. Medarbejderen fik ikke mere end en time til at rydde sit skrivebord.

Tilliden tabt
Kristelig Fagbevægelse fik retten overbevist om, at medlemmet ikke havde gjort noget illoyalt, og at det derfor ikke var berettiget med en bortvisning. Men samtidig vurderede retten, at chefen kunne have opsagt vedkommende med henvisning til, at hans tillid til vedkommende var svækket. Medlemmet fik derfor ikke en godtgørelse for usaglig opsigelse, men kun løn i opsigelsesperioden.

Eksempel til advarsel
Sagen er ført af Kristelig Fagbevægelses advokat (H) Mette Lykkegaard, der ser den som et eksempel til advarsel.

- Den viser, hvor risikabelt det er at bruge en arbejdsmail til privat korrespondance. Ja, denne sag viser, at man endda skal tænke på, hvad man skriver til andre på deres arbejdsmail, da det kan bringe dem i vanskeligheder, hvis chefen læser med, siger Mette Lykkegaard.
Skriv kommentar » Læs mere…

18. juli 2007

Kvindelig direktør og familieliv



Ofte har jeg fået spørgsmålet: Hvordan kombinerer du som kvinde drømme om familieliv og karriere? Jeg ved ikke, om man stiller det samme spørgsmål til mænd?

For at bestride en direktørstilling kræver det, at ægtefællen bakker op. Jeg har lange arbejdsdage og mange udedage. Altså er vi nødt til at være enige om, at jeg har et direktørjob. Men min mand er sognepræst og har også et krævende job! Så jeg er glad for, jeg ikke har små børn længere, da det ville være svært for mig, som mit liv ser ud lige nu. I min situation er det vigtigt at prioritere. Fx er jeg benhård i prioriteringen af bestyrelsesposter og lignende.

Har du tømt skraldespanden, skat?
Det er nødvendigt at tale om forventninger med sin ægtefælle, så skuffelserne over hinandens indsats i hjemmet bliver så minimale som muligt. Det er vigtigt at vide, hvem der har ansvar for de daglige gøremål. Hvem har ansvaret for mad, økonomi, hus, have, kontakt til familie og venner osv.?

Vi har indrettet det sådan, at jeg aldrig laver mad i det daglige. Vi betaler os fra al rengøring og vinduespudsning. Opgaverne i haven har vi fordelt. Jeg passer blomsterne, og min mand slår græs og passer buskene.

Venner og familie skal i kalenderen
Familie og venner prioriterer vi højt. Jeg vil ikke miste familie og venner pga. mit job. Derfor holder vi ofte ferie med vores børn og børnebørn. Vi har traditioner i årets løb, hvor vi mødes med børnene. Vi har også mange kalenderaftaler med venner, som bor længere væk. Hvis ikke vi har aftalerne i kalenderen, kan der ofte komme noget i vejen, så vi ikke lige får inviteret familie og venner, eller vi får ikke inviteret os sig selv på besøg.

Lav noget sammen
Det er også vigtigt, at man i ægteskabet har noget, som man er fælles om. Min mand og jeg holder foredrag sammen rundt om i hele landet. Derved får vi mange timer i bilen, hvor der er god tid til at tale om ægteskab, interesser og bare hyggesnakke. Vi udvikler os også sammen, da vi forbereder foredragene i fællesskab.

Et plus med gode medarbejdere
At være direktør betyder, at der konstant er noget at tage stilling til, og at der konstant kommer noget ind fra sidelinien, som ikke er planlagt. Man kan planlægge meget, men ikke alt. Jeg er privilegeret, for jeg har en meget dygtig adm. direktør, og vi arbejder virkelig godt sammen. Jeg har nogle meget dygtige medarbejdere, som kender mig så godt, at de kan give input og hjælpe mig. Vi har i Kristelig Fagbevægelse mange dygtige ledere og medarbejdere, som gør et fantastisk arbejde. Det gør det meget nemmere at være direktør.
1 kommentar » Læs mere…

11. juli 2007

Hvorfor er der brug for Kristelig Fagbevægelse?

I den senere tid har jeg haft det store privilegium at være i kontakt med mange journalister. Kristelig Fagbevægelse har fået en størrelse og en position, som gør, at mange medier interesserer sig for os. De vil gerne ha' vores bud på den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. Mange gange stiller de også spørgsmålet: Hvorfor er der egentlig brug for jer?

Jeg har netop sagt farvel til en journalist, der er i gang med et fødselsdagsinterview (jeg runder et skarpt hjørne). Han stillede også dette spørgsmål, og det gav mig anledning til at fortælle, at der er to hovedgrunde til, at Kristelig Fagbevægelse har en eksistensberettigelse:

For det første har vi med udgangspunkt i vores værdigrundlag, som er det kristne livs- og menneskesyn, noget helt særligt at tilføre det danske arbejdsmarked. Det betyder, at den måde, vi møder andre mennesker på, skal være præget af respekt og ske med det udgangspunkt, at alle mennesker har forskellige behov, forskellige evner, forskellige muligheder, men lige stor værdi. Et sådant udgangspunkt får konsekvenser for sagsbehandlingen af kunder, de forslag vi stiller politisk og det er den grundlæggende årsag til, at der er brug for Kristelig Fagbevægelse på det danske arbejdsmarked.

En anden mere sekundær grund er, at konkurrence er sundt. Jeg er sikker på, at hvis ikke Kristelig Fagbevægelse var en realitet og havde vind i sejlene, så ville den danske lønmodtager betale et langt højere fagforenings- og a-kassekontingent og få en langt ringere service. Vores mix af en lav pris og en høj grad af service har præget udviklingen på markedet. Vi vil fortsat udvikle og tilpasse vores produkter og vores pris, så vi er en attraktiv fagbevægelse, der giver vore kunder en høj grad af sikkerhed ved ledighed, og når der er uoverensstemmelser med arbejdsgiveren.
Skriv kommentar » Læs mere…

13. marts 2007

Indfør en familiepolitik

Kristelig Fagbevægelse foreslår en familiepolitik på alle arbejdspladser. Som minimum bør den indeholde aftaler om placering af de ansattes arbejdstid, måske med særlige aftaler for børnefamilier, ligesom det skal fremgå, hvad der er af muligheder for individuelle aftaler. Samtidig skal det præciseres, hvilke ansatte det forventes af, at de tjekker mails eller har mobilen tændt uden for normal arbejdstid.

Desuden skal arbejdsgiverne forpligte sig til at tage en samtale med medarbejdere ved særlige livsfasesituationer, for eksempel ved børns fødsel, skilsmisse, alvorlig sygdom og ægtefælles eller barns død.

Tidsbank
Derudover foreslår Kristelig Fagbevægelse en tidsbank, hvor man kan spare tid op ved at give den en skalle i nogle livsfaser - for eksempel før man får børn - for så at arbejde mindre i andre faser, for eksempel mens man har små børn. Andre lignende løsninger kan være mulighed for at konvertere penge til tid eller mulighed for at gemme op til tre ugers ferie fra det ene år til det andet.

Smiley-ordning
Kristelig Fagbevægelse vil også undersøge muligheden for at indføre en smiley-ordning, som ikke alene skal basere sig på de formelle forhold i en virksomhed, men i lige så høj grad på, hvordan de ansatte faktisk oplever, at de har mulighed for at få arbejde og familie til at hænge sammen.

Skattefradrag til børnefamilier
Desuden mener Kristelig Fagbevægelse, at politikerne kan give forældre med små børn råd til mere tid sammen med deres børn ved at give børnefamilier et skattefradrag for rengøring og ung pige i huset. Skattefradraget skal finansieres med frigjorte penge fra en graduering af børnechecken.

Virtuel værktøjskasse
Desuden vil Kristelig Fagbevægelse arbejde på at lave en virtuel værktøjskasse med ideer og konkrete værktøjer, som børnefamilier, virksomheder og HR-afdelinger gratis kan benytte sig af.

Den skal indeholde forskellige test og tip til livsfaseplanlægning, tidsbudgettering, værdiafklaring mv. Og der skal ikke bare være noget til at bruge på arbejde, men også noget til hjemmebrug i familierne.

Herre i eget liv
Trods alle gode forslag til, hvad der kan gøres for at skabe en bedre sammenhæng mellem familie og arbejde, understreger Kristelig Fagbevægelses landsformand Søren Fibiger Olesen, at alle må tage det ansvar på sig at være herre i eget liv.
- Til syvende og sidst er det dig selv, der har ansvaret for, at der er balance mellem dit arbejdsliv og familieliv. Med inspiration fra Grundtvig har jeg det sådan, at jeg først er far og mand og dernæst formand, siger Søren Fibiger Olesen.

Projekt Far, Mor og Arbejde
Kristelig Fagbevægelse har i et lille års tid arbejdet med et politisk projekt under navnet Far, Mor og Arbejde. Udgangspunktet for projektet har været, at mange oplever en konflikt mellem familie og arbejde. Målet har været at udvikle konkrete værktøjer, som kan bruges til at skabe en bedre balance mellem arbejde og familie.

Ansatte og tillidsfolk i Kristelig Fagbevægelse har været involveret i processen og er kommet med i alt 120 ideer til, hvad der kan gøre en arbejdsplads familievenlig. De ideer har inspireret til det aktuelle familiepolitiske udspil.
Skriv kommentar » Læs mere…