11. juli 2007

Hvorfor er der brug for Kristelig Fagbevægelse?

I den senere tid har jeg haft det store privilegium at være i kontakt med mange journalister. Kristelig Fagbevægelse har fået en størrelse og en position, som gør, at mange medier interesserer sig for os. De vil gerne ha' vores bud på den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. Mange gange stiller de også spørgsmålet: Hvorfor er der egentlig brug for jer?

Jeg har netop sagt farvel til en journalist, der er i gang med et fødselsdagsinterview (jeg runder et skarpt hjørne). Han stillede også dette spørgsmål, og det gav mig anledning til at fortælle, at der er to hovedgrunde til, at Kristelig Fagbevægelse har en eksistensberettigelse:

For det første har vi med udgangspunkt i vores værdigrundlag, som er det kristne livs- og menneskesyn, noget helt særligt at tilføre det danske arbejdsmarked. Det betyder, at den måde, vi møder andre mennesker på, skal være præget af respekt og ske med det udgangspunkt, at alle mennesker har forskellige behov, forskellige evner, forskellige muligheder, men lige stor værdi. Et sådant udgangspunkt får konsekvenser for sagsbehandlingen af kunder, de forslag vi stiller politisk og det er den grundlæggende årsag til, at der er brug for Kristelig Fagbevægelse på det danske arbejdsmarked.

En anden mere sekundær grund er, at konkurrence er sundt. Jeg er sikker på, at hvis ikke Kristelig Fagbevægelse var en realitet og havde vind i sejlene, så ville den danske lønmodtager betale et langt højere fagforenings- og a-kassekontingent og få en langt ringere service. Vores mix af en lav pris og en høj grad af service har præget udviklingen på markedet. Vi vil fortsat udvikle og tilpasse vores produkter og vores pris, så vi er en attraktiv fagbevægelse, der giver vore kunder en høj grad af sikkerhed ved ledighed, og når der er uoverensstemmelser med arbejdsgiveren.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.