29. oktober 2007

Dit barn - din coach

Det er egentlig utroligt hvor meget tid og energi vi spilder med at være vrede, sure, irriterede, utålmodige eller mange andre former for negativ energiudgydelse. For mange bliver det en vane, som vi slet ikke tænker over at vi dyrker. Der er godt nok også meget at brokke sig over i det daglige ufuldkomne liv, der er fuld af eksempler på at tingene ikke går helt som vi helst så dem gå. Og der er ingen tvivl om, at det kan føles godt at komme af med alt det vi går og sparer op af frustrationer over det ene og det andet. Det kan være sundt og godt for én selv i et vist omfang at undgå ophobning af alt formange spændinger og stress på den måde.

Men hvad gør det ved omgivelserne ?

Vi lever i en tid med en utrolig stor bevidsthed omkring forureningsproblematikker og vi har en enorm omsorg for miljøet - i hvert fald det fysiske. Forurenende stoffer er jo et uundgåeligt biprodukt ved mange af vore industrielle landvindinger, og det er jo heller ikke stofferne som sådan, der er problemet. Problemet opstår når de forurenende stoffer udgydes i de forkerte omgivelser så det går ud over uskyldige mennesker. Så bliver der omgående ballade og politisk aktivitet. Passiv rygning er for eksempel meget skadelig for mange, og derfor er der gjort meget for at ændre ryge politikken i vort land. Og harmen er især stor, når det er vores børn og deres rene lunger, der uskyldigt udsættes for sådan noget giftigt noget. Og det er godt, at der harmes og handles.

Men vore menneskelige negative energier – eller psyko-toxiner, som jeg ynder at kalde dem – som vi selv går rundt og hælder ud, når vi er sure, knotne og frustrerede - er der miljøbeskyttelse for dem ? Det tror jeg ikke, og det kunne man kalde en pinlig mangel i et så bevidst samfund som vores. Her vil jeg gerne appellere til forældrenes ansvar. For den befolkningsgruppe der er mest udsat for denne psykologiske miljøforurening er vore børn. Og de er som bekendt forsvarsløse og uskyldige. Derfor er situationen her specielt alvorlig. Vores børn kan ikke bare fjerne sig - de er nødt til at ”inhalere” de energier vi udsender. Og de er uhyre følsomme. Jeg har igen og igen igennem mit arbejde med familier konstateret, at børn kan mærke negative energier hos forældrene længe før energierne har nået en intensitet, hvor forældrene selv er klar over det. Børnene kan ikke bare mærke dem, de kan også få mén af dem
Det er faktisk forfærdeligt. Men denne situation kan udnyttes til forældrenes egen fordel, hvis vi kan blive bevidste om, at vi ville have det langt bedre selv, hvis vi kunne lære ikke at dvæle ved negativiteten, men i stedet komme ud af den hurtigst muligt. Selvom vi måske kan føle at vores irritation o.l. er berettiget, er der vel ingen af os der ikke hellere ville være foruden. Og her kan vi lade børnenes arbejde for os. Hvis vi altså vil lytte til dem i stedet for at blive endnu mere irriteret over deres tilsyneladende ”negative” reaktion.

Jeg hører ofte fra forældre med disciplinære problemer den beklagelse at børnene ikke vil ”høre”. Derfor skal de jo disciplineres eller skældes ud, når det sker, så de kan få ”lært” at høre. Mange forældre mener at børn af natur ikke er gode til det at høre efter. Problemet er faktisk modsat – børnene er meget, meget gode til at høre, hvad der foregår i de dybere bevidsthedslag hos deres forældre (eller lærere) og når de fornemmer at psyko-toxiner er på vej, så lukker de ørerne - af gode grunde, nemlig for at beskytte sig selv. Så gentager den voksne det der skal høres, igen og igen, og femte gang sker eksplosionen, hvor den forskrækkende vrede berettiges med ” Jamen jeg har jo sagt det så mange gange, og når du så stadig ikke hører efter, så bliver jeg vred, ikke ?”.
Er det ikke rimeligt ? Nej, vreden er aldrig barnets skyld, den er vort eget ansvar. Og bruger vi sådan negativ vrede i forsøg på at opdrage vore børn lærer vi dem, at det er ok at manipulere med negative energier, og det er så det de begynder på- efter vores eksempel – at blive negative over for os, hvorefter vi virkelig begynder at synes at de er uartige. Men vrede avler mere vrede. Når vi for eksempel forlanger vort barn skal gøre noget første gang, er vreden ofte allerede tilstede som en latent trussel om repressalier, hvis fordringen ikke imødekommes. Selv om det hele ser fredeligt ud på overfladen, foregår der noget et spadestik dybere som man kan kalde en kommunikation uden respekt for den anden. Dette skaber allerede i udgangspunktet et negativt energifelt, der blot drager barnet ind i det negative spil. Og som voksne skal vi naturligvis være de fornuftige og kloge og dem der fører an. Børn er skabt til at følge efter, så hvis vi kan gøre det på en positiv måde, så er der ingen problemer med børnene. Hvad er en positiv måde ? Det kan være alt, med den ene undtagelse, at den er renset for negativitet.
Jamen, det lyder vel nemt nok ?
Nej, det er det overhovedet ikke Det er meget meget vanskeligt og kræver en mentalitetsændring hos forældrene som må baseres på en overbevisning om aldrig at legalisere den negative vrede, uanset hvad barnet har gjort. Ikke sådan at vi dermed kan undgå vreden (for der er næppe nogen der kan trykke på vores pinlige knapper som vore børn, hvad vort skjulte, eller knap så skjulte, temperament angår).
Men det der med at retfærdiggøre vort brokkeri eller sure beklagelser over vore børns fejltrin, og give dem skylden for vores negativitet, den er out. Det er vigtigt at vi i stedet kan gå tilbage til barnet og undskylde vores overfusning, eller hvad vi nu gjorde. Jeg tænker i øvrigt ikke bare på højlydte reaktioner, men også på subtile stikpiller, ironiske bemærkninger, eller en indigneret, skyldfølelsespåduttende tavshed. Det hører alt sammen ind under kategorien negativ vrede. Og det går i den grad dybt i barnets sjæl og gør ondt med en intensitet mange forældre ikke forstår, fordi vi ikke kan huske det fra dengang vi selv var børn. Af gode grunde – det gør nemlig for ondt at huske det.
Altså, vi må ud af det vrede energifelt, og det kommer vi hurtigst ved oprigtig at give en undskyldning fra hjertet. Det gør een ydmyg – og ydmyghed og negativ vrede kan ikke optræde på samme tid hos samme person. Børn tager omgående imod denne gestus, og den blødende rift i sjælen helbredes hurtigt. I det klima, der nu er etableret kan man så snakke om hvad det var uoverenstemmelsen handlede om – og finde en løsning.
Ikke bare har vi undgået en optrapning af konfliktet, vi har oplevet kærligheden in action.

Misforstå mig ikke, jeg mener ikke at børn skal have lov til alt. Slet ikke. Der skal mange grænser sættes og regler overholdes og adfærd indlæres – jeg taler om den ånd det skal foregå i.

Det kræver træning og vejledning at gøre dette her. Du har brug for en coach. Vælg dit barn, for der gives ingen bedre radar, der kan fortælle dig når du er kørt af kærlighedens spor og ind på alt det psyko-toxiske som er spild af energi og kostbar tid. Hvis du vil gå rigtigt til den, så sig til dit barn, at du har besluttet dig for at det aldrig er ok at være vred på en sårende måde, eller tale hårdt, utålmodigt eller irriteret til det, og be dit barn om at fortælle dig når du er galt på den. Hvis du tør. For du vil få din sag for! Der findes ingen bedre coach, der hurtigere kan melde ud når du har brug for det. Lyt til denne din ekspert inden for området, tag påtalen til dig og gevinsten er fantastisk. For dig selv, og dit barn og hele stemningen i familien.
Og du får ikke engang en regning bagefter !

Peter Damgaard-Hansen
1 kommentar » Læs mere…

24. oktober 2007

Kunsten at være... sammen med sit barn

Der er sagt mange fine ting i disse indlæg om hvor skævt samfundet er indrettet hvad angår prioritering af den tid som børnene reelt har brug for til at være sammen med deres nære familie. Der er meget arbejde der skal gøres politisk. Og det er godt, at der arbejdes på det. Men hvad gør vi forældre i mellemtiden ? Vi lever jo her og nu og aldrig i fremtiden.

Hvordan kan vi forbedre det her-og-nu vi har med vores børn, selv om vi ikke har det kvantum af tid, som vi – og de – længes efter at vi skal have sammen? Den tid, vi har vore børn som børn, er kostbar – og kort – og den kommer ikke igen. Men den er mættet med muligheder. Selv om vi kunne ønske mere tid allerede nu så lad os sætte fokus på den begrænsede tid vi allerede helt konkret har muligheden for at tilbringe sammen med dem. For der er altid nogen tid.

Spørgsmålet er blot hvor godt vi forvalter den. Kvaliteten af den tid vi rent faktisk har til rådighed der er afgørende. Kvantiteten er mere et politisk og praktisk spørgsmål – og den skal der arbejdes på. Men selv megen tid til rådighed medfører ikke automatisk at det vi savner i familielivet bliver realiseret. Børnene har ikke bare brug for at vi er fysisk mere til stede, men også at vi kan levendegøre denne tilstedeværelse med et nærvær på et helt andet ikke-fysisk plan, som er svær at beskrive. Det skal opleves. Det handler ikke bare om at lave en masse ting sammen, det handler meget om sam-væren. Og bare det ”at være” har mange af os nok ikke så megen erfaring med.

Det er ikke en kvalitet, der fremelskes i vores samfund - det er jo hverken effektivt eller produktivt bare ”at være”. Det bliver let anset for tidsspilde eller måske endda kedsomhed, og også let opleves som sådan af den uindviede. Men børn mestrer denne kunst – de er skabt med den og tager den med ind i tilværelsen, som originale sendebude fra skaberen, der åbenbart mener at forældrene har brug for at blive mindet om noget der gør livet værd at leve – et mysterium de selv kendte engang – men har glemt. Vel sagtens på grund af travlhed………Lad os derfor se lidt på hvad vi kan lære af vore børn om kunsten at være, før vi får dem til at glemme denne kunst ved at lære dem en masse om det at gøre !Ikke et ondt ord om at lave en masse ting med børnene. Tværtimod. Det er alle tiders at være aktiv sammen med sine børn og de elsker det.

Men i vores iver efter at gøre en masse ting sammen med dem kan vi gå fejl at målet, og blive for optaget af vores egen kreativitet, og glemme den helt unikke dimension barnets væren kan tilføre den tid vi har sammen med dem. Mange forældre oplever i samværet med deres børn at være halvt til stede, måske splittet af skyldfølelse over ikke at være nok til stede for børnene på den ene side, og ha det dårligt med at komme bagud med en masse forpligtelser eller andre interesser på den anden side. Barnet mærker lynhurtigt den manglende ægthed i vort tilsyneladende nærvær og kræver spontant ”mere”. Det kan opleves som ”klyngen” eller måske endda som et abnormt behov for opmærksomhed, og den voksne mærker måske en stigende irritation mod barnet, kombineret med stress over alt det andet der ikke bliver nået. Eller alt det man selv har lyst til, som man så ikke får tid til.

At prøve at ”ofre” sig for børnene duer ikke, for det tilfører let en ”sur” kvalitet til samværet, som blot forværrer situationen. Den fokuserede tilstedeværelse skal være ægte. Intet mindre vil tilfredsstille barnets autentiske behov.At få et godt samvær med barnet forudsætter ikke nødvendigvis at man har nogen gode kreative ideer om hvad der skal laves. Det er selvfølgelig ok hvis man har det, man må bare være opmærksom på at det ikke er sikkert at børnene synes vi er særlig geniale. Husk de er specialisterne hvad angår naturlig kreativitet, der bobler indefra, fordi det ikke kan lade være, i modsætning til de gøremål der iværksættes udefra for at ”slå tiden ihjel” eller fordi man jo ”skal” lave noget sammen.

Hvad gør vi så ?Udfordringen er at gå ind i barnets verden., med fuldt åben hjerte og ydmyghed, og droppe voksen fornuft og evt. præstationsiver som ”den gode forældre”. Vi må simpelthen prøve at finde ud af hvad der foregår i barnet og hvorfor det gør som det gør. Vi må slappe af og iagttag og lad barnet være initiativtager og vær beredt til at følge. Prøv at træde ind i barnets sjæl og oplev den helt konkrete situation I befinder jer i, sådan som barnet oplever den. Det kan tage lidt tid til at begynde med og vi vil ofte støde på følelsemæssige modstande. Hvorfor nu det ? Fordi vi let begynder at komme i kontakt med dybe lag i vor egen sjæl, der har rødder i vor egen barndom, og der kan ligge megen smerte og ensomhed her.

Måske ligger der dybt nede i os selv savnet efter forældre der gav sig mere tid til at være kvalitativt til stede for os. Modstanden opleves typisk ikke nødvendigvis som smerte, snarere som en rastløs trang til at ”lave noget” med barnet eller noget helt andet som man absolut lige må have lavet ”først”, fordi det er så vigtigt. Pas på den, for den passer ofte ikke. Det er derimod vigtigt at tvinge sig selv til at blive i det rum jeg peger på og overvinde de mange fristelser til at forlade ”rummet”. Men bliver du der, vil der før eller siden åbnes en dør, for inderst inde har vi selv et barn, der stadig længes efter denne tilstand af glæde ved at være. Stres og rastløshed og forstyrrende tanker forsvinder og du vil opleve en fred og en glæde som er ubeskrivelig. Nu er du der, du er ”sammen” med dit barn i ordets egentlige betydning. Og barnet mærker det med sin hjerte-radar, der aldrig tager fejl. Du vil blive inviteret ind i rummet og få roller og opgaver tildelt. Så vi behøver ikke altid være så opfindsomme, aktive, energiske og kreative for at gøre noget for børnene. Vi må også kunne lytte til dem, se på dem som læremestre.

Så tommelfingerregelen for indtræden i dette rum er følgende: Når du mærker rastløsheden og trangen til at forlade dette samvær og lave noget andet, er det for tidligt at gå. Bloker alle flugtruter og bliv der. Gør det til en meditation. Udholdenheden vil arbejde for sig og belønne dine gode hensigter. Når du efterhånden er smeltet ind i samværet og synes der er så dejligt at være der, at du ikke har lyst til at gå – så må du godt hvis der er noget andet du gerne vil eller skal. Nu ved barnet nemlig at du er der og at du forstår hemmeligheden., og et dybt behov i barnets sjæl er blevet mættet. Eller hvis der stadig ikke har været så meget tid til rådighed som man kunne ønske sig, så ved hjerterne at mætning er mulig. Og det er lige præcis det der giver forskellen.Så bliver barnet ikke så let usikker eller klyngende, o.l., i de perioder hvor der ikke er tid til samvær. Og den voksne bliver ikke så let offer for en nagende skyldfølelse eller tvivl over om man nu også slår til som forældre.Og det giver et rigtig godt udgangspunkt for det næste møde.


Peter Damgaard-Hansen

Skriv kommentar » Læs mere…

Syg regel

Hvad er det egentlig for et samfund, der giver alle arbejdstagere ret til at blive hjemme under dynen, når vi er syge - uden at vi behøver at have dårlig samvittighed, mens vi i bedste fald kan blive hejmme en dag, når børnene bliver syge, mens vi desperat forsøger at finde en løsning til de mange næste dage, som vi ved kommer. Det er såmænd det danske arbejdsmarked.Reglen om barns første sygedag er bestemt bedre end ingenting, men den siger desværre meget om prioriteringerne på det danske arbejdsmarked. Vi har skabt en regel og et system, der notorisk ikke hænger sammen i mange forældres liv. Og som derfor udgør et af de største problemer i at balancere arbejds- og familieliv, viser flere undersøgelser.

Vores samfund og vores arbejdsmarked ser i dag helt anderledes ud, end da barns første sygedag i sin tid stille og blev lempet ind i nogle af de kollektive aftaler på arbejdsmarkedet.For det første er langt flere kvinder i dag på arbejdsmarkedet med en karriere, der efterlader børns sygdom med den evige konflikt mellem mor og far, om hvis tur det nu er til at blive hjemme.For det andet er langt flere bedsteforældre i dag erhvervs- og fritidsaktive, hvilket betyder, at mange børnefamilier ikke har familie at trække på i den slags nødsituationer.Og for det tredje er vores arbejdsmarked i dag langt mere mobilt end tidligere, hvilket betyder, at mange bor og arbejder i områder, hvor de ikke har noget netværk af familie eller andre, der kan træde til på barnets følgende sygedage.

Konsekvensen er, at forældre snor sig. De sender måske halvsløje børn tidligere i institution og skole, end de burde, og skaber dermed større risiko for at smitte de andre børn, og det afføder uundgåeligt konflikter med pædagoger og lærere. Og i nogle tilfælde melder forældre sig selv syge eller tager barns første sygedag på skift, selv om det bryder med reglerne.Faktum er, at den 'syge' regel om barns første sygedag skaber forældre, der risikerer at skabe konflikter med personalet i instituionen og skolen, skaber konflikter på hjemmefronten eller med arbejdsgiveren. Og det udvikler hos mange en kronisk dårlig samvittighed for ikke at være hos sit syge barn, for at 'snyde' sin arbejdsgiver og for at efterlade halvsløje børn i institution.Derfor er vi nødt til at handle og skabe langt bedre muligheder for at forældre kan blive hjemme og passe syge børn. Det er fint med de såkaldte 'bedstemorordninger', der med delvis succes fungerer i nogle kommuner. Men det løser langt fra problemet for alle. Og det er ikke alle børn, der har det godt med at være sammen med en sød - men dog lidt fremmed - bedstemor, når de er syge.Derfor må og skal der helhedsløsninger til. Regeringens Familie- og arbejdslivskommission kom for nogle måbeder siden med forslag om at gøre barnets første sygedag til lov - det er det ikke i dag. Og derudover opforderede kommissionen til, at arbejdsmarkedets parter drøfter det her ved kommende forhandlinger. Det er sikkert i bedste mening, at komissionen foreslår den slags, men det er tydeligt, at komissionen har været stækket af et meget snævert kommissorium, så dens forslag hverken måtte mindske arbejdsudbuddet eller koste noget. Og det er jo svært, at se hvordan det kan lade sig gøre på det her felt. Og problemet med overenskomster er, at nogle kommer til at stå uden for.Derfor er der behov for en fælles politisk løsning, hvor forældre får ret til mindst 3-4 dage at blive hjemme og passe syge børn.

Jeg mener oplagt, at det må være en fælles opgave for samfundet at kompensere arbejdsmarkedet for de ekstra omkostninger, som det medfører - ellers risikerer vi, at det rammer skævt.Sådan et forslag skydes ofte ned med, at det er alt for dyrt for virksomhederne og for samfundsøkonomien. Men spørgsmålet er, hvor dyrt det egentlig er.

I stedet for at skyde det ned, burde vi måske få nogle kloge økonomer til at regne ud, hvor ofte forældre i forvejen blot tager egne sygedage i stedet for, hvor meget det gavner og sparer, at man ikke sender syge børn i daginstitution og skole, og hvor meget mere bundlinie det giver at have mere tilfredse medarbejdere, der ikke først og fremmest render rundt med dårlig samvittighed.Måske er besparelserne så mange, at det er tæt ved at kunne opveje en langt bedre ordning. Og hvis der mangler lidt i regnestykket, kunne det måske være at forældredanmark var indstillet på at betale prisen. Først og fremmest må vi have debatten, og ikke blot ved overenskomtsforhandlingerne.


Peter Albæk
Skriv kommentar » Læs mere…

Tidsbank med muligheder

“Kan vi ikke gøre det bare lidt bedre,” er et af moderne politiks måske mest berømte citater fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da han beskrev den enlige mor med to småsovende børn på cyklen en blæsende efterårsmorgen.Og svaret blæser i vinden, for siden har vi faktisk ikke gjort det særligt meget bedre. Hun cykler der stadig – hver morgen.Men rent faktisk kunne vi godt gøre det – ikke bare lidt, men meget bedre. Og for nogle måneder siden kom regeringens familie- og arbejdslivskommission med et af de forslag, der i en udbygget form netop kunne være med til at gøre det bedre for de hårdt trængte småbørnsforældre på arbejdsmarkedet. Ikke mindst de dårligst lønnede af dem.Kommissionen foreslog en såkaldt tids-bank eller en flex-konto, eller hvad man nu vælger at kalde det. Desværre skete det, som ofte sker med den slags forslag. At det blev skudt til et meget langt hjørnespark, fordi det i bund og grund skal aftales mellem arbejdsmar­ked­ets parter som en del af de almindelige overenskomstforhandlinger. Og lige nu ligner disse forhandlinger mest af alt en sej kamp om lønkroner end om mere tid til børnene.

Idéen om en tidsbank handler basalt set om, at vi som arbejdstagere ikke nødvendigvis skal arbejde mindre gennem livet, men at der kan være rigtig god mening i at fordele arbejdstiden anderledes gennem livet, så vi arbejder mere, når vi er unge og endnu ikke har fået børn, og dermed sparer tid op, arbejder mindre mens vi har små børn og indløser vores opsparede tid, for igen at trappe op i takt med, at børnene bliver ældre. Men forslaget om en tidsbank har mødt massiv modstand – ikke mindst fra arbejdsgiver­side. Kritikken går bl.a. på, at det vil stille ansøgere forskelligt, hvis de har et forskelligt antal timer stående på tidskontoen. Og at det vil ramme kvinder i den fødedygtige alder, fordi de forventes i langt større udstrækning end mændene at bruge den opsparede tid til at gå ned i tid, når de får børn. Dertil kommer den sædvanlige kritik, om at forslaget er svært at administrere, bureaukratisk og besværligt at overskue konsekvenserne af.Og meget af kritikken er for så vidt rigtig nok, hvis man ser isoleret på kommissionens forslag, der desværre kun er tænkt som en individuel opsparing. Og det er jo netop pro­blemet med den type af forslag. De skal sættes ind i en kollektiv ramme, som vi har set det med udvidet barsel. Ellers rammer det arbejdstagere og arbejdsgivere ujævnt. Og det er ingen tjent med.

Længere barsel kunne i princippet rumme de samme problemer for kvinderne og for de små virksomheder med mange unge kvinder. Og udvidelse af barselsperioden til et år gav da også oprindelig anledning til massiv kritik, fordi det blev som set som værende alt for dyrt for samfundet, svært at administrere og meget andet. Netop derfor blev den udvidede barsel jo heller ikke blot en ret for den enkelte familie. Udvidet barsel blev systematisk sat ind i en kollektiv ramme – en barselsfond, hvor arbejdsgiverne betaler til en fælles kasse, så det hverken rammer den enkelte med­arbejder eller bliver ekstremt belastende for den lille virksom­hed. Den samme visionære tilgang og kollektive forståelse har vi brug for i forhold til en tidsbank. Derfor er det også ærgerligt, når arbejdsmarkedets parter generelt ikke har modet til at tage tråden op. Og det er især ærgerligt, at så mange har afvist tanken om en tidsbank, før man i virkeligheden har haft visioner, forslag og muligheder oppe på bordet og drøftet, hvordan det kan lade sig gøre. En veludbygget, kollektiv tidsbank ville ellers give den unge mor på cyklen bedre muligheder for at prioritere sin arbejdstid anderledes, så der blev mere plads til at være sammen med børnene. Der er med andre ord brug for visioner og konstruktive forslag til løsninger. Og politikerne og arbejdsmarkedets parter bør undgå at fokusere på de mange barrierer, for så bliver det generelt svært at “... gøre det bare lidt bedre”.


Peter Albæk
Skriv kommentar » Læs mere…

Tid er nøgleordet for børnene

Det moderne arbejds- og familieliv er på mange måder et paradoks. Vi har, hvad man kan kalde verdenshistoriens mest engagerede forældregeneration, der over en bred kam gerne vil bruge tid sammen med deres børn. Men samtidig har vi en situation, hvor ikke mindst mange småbørnsfamilier føler, at de arbejder rigtig meget, fordi det netop er i de år, at grundlaget for en arbejdsmæssig karriere formes. Det giver mange forældre kronisk dårlig samvittighed i begge lejre – i familien og i arbejdslivet.Derfor er sammenhængen mellem arbejdsliv, familieliv og børneliv ikke blot et individuelt problem - i hvert fald ikke hvis man spørger børnene.

Fra flere undersøgelser ved vi, at børn efterspørger tid - mere tid til det, som betyder noget i deres liv og opvækst. Det er tid sammen med forældrene. Det er tid til at lege med kammeraterne i skolen og SFO’en. Det er tid til at leve et aktivt fritidsliv. Det er tid sammen med de nære voksne i daginstitutioner, skoler og fritidshjem. Kort sagt mere tid.Naturligvis er der masser af familier, hvor spørgsmålet om mere tid til børnene kan løses ved blot at konvertere den enorme friværdi, bil nummer 2 eller udlandsrejse nummer 3 til mere tid til at være sammen med børnene. Og her er jeg meget enig med min navnebror Morten Albæk. Dele af middelklassedanmark 'parkerer' ikke blot en for stor del af opdragelsen, men i høj grad også nærværret og voksenkontakten i daginstitutionenerne, skolerne og i fritidsinstitutionerne.Men hver gang vi diskuterer den her problemstilling, glemmer vi desværre de 25-30 procent af befolkningen - eller rettere deres børn - for hvem valget ikke blot er deres eget. Og det er meget sjældent dem, der tager ordet i debatten. Så vi har en udpræget tendens til at lade debatten rotere om vores egen navle og vores egne ønsker om at prioritere bare lidt anderledes.

En nylig rapport fra regeringens Familie- og Arbejdslivskommission viser med al tydelighed, at blandt mange lavindkomstgrupper og enlige forsørgere med dårlig økonomi står det særligt galt til med at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, for de har ikke noget alternativt til lang arbejdstid. Og på grund af massive prisstigninger på fast ejendom - særligt i byerne - er mange af de her familier og enlige forsørgere samtidig tvunget ud i situationer med lang transporttid til og fra arbejde. Det er ikke deres frie valg. De har ikke skabt de vandvittige prisstigninger i boligsektoren, og de har slet ikke profiteret af det. Eksempelvis er priserne på en mindre bolig med plads til et par børn i Københavnsområdet steget så meget, at unge familier med under 5-600.000 kr. i husstandsindkomst er tvunget til at flytte mindst 60-70 km væk og pendle i timevis hver dag. Ikke det bedste afsæt for mere tid i familien og med børnene.Derfor er det også sørgeligt, at det eneste Familie- og Arbejdslivskommissionen reelt tilbyder de laveste indkomstgrupper er et forslag om et større beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere. Det er voldsomt uambitiøst.

Situationen betyder, at Morten Albæk desværre kun fat i en del af udfordringen og løsningen med sin kollektive opsang til middelklasseforældrene. Vi er er også nødt til at have det politiske mod, som skal til for at give lavindkomstgrupperne samme frihed til at vælge tiden sammen med børnene - tid til nærvær, voksenkontakt og opdragelse.Jeg er tidligere kommet med forslag om gradueret børnecheck, lønkompensation til barsel og børneorlov for enlige forsøgere med svag økonomi, bedre mulighed for at blive hjemme med syge børn, tidsbank og meget andet.

Ifølge mange arbejdsgivere og politikere har nogle af de her forslag ingen gang på jord. Slet ikke i et samfund med mangel på arbejdskraft.Men det er sørgeligt, at vi som samfund ikke har modet til at tænke kollektivt, visionært og langsigtet. For resultatet er med al sandsynlighed, at dagens polarisering af vores voksensamfund i dem, der er med på vognen og selv kan prioritere og dem, hvor tiden sammen med børnene er en residualtid af de krav, som udviklingen på arbejdsmarkedet og i boligsektoren skaber, genskabes i morgendagens polarisering blandt vores børn og unge. Hvis ikke vi har det politiske mod og den individuelle vilje til at hjælpe de børn og deres familier, er visionen om større kollektiv sammenhængskraft og bedre balance for de enkelte familier kun at finde i festtalerne.


Peter Albæk
1 kommentar » Læs mere…

22. oktober 2007

Trivsel og udvikling på vejen!

Der er lavet masser af undersøgelser af, hvad der gør medarbejdere glade og skaber trivsel på arbejdspladsen. Selv om vi er forskellige, så er der alligevel noget, vi er ret enige om. Det er vigtigt for de fleste medarbejderes trivsel at have indflydelse og selvbestemmelse over arbejdet - men det er også vigtigt for trivslen, at leder og medarbejder har afstemt deres forventninger med hinanden.

Noget af det, der kan gå ud over arbejdsglæden, er usikkerhed om, hvor vi skal hen. Er der klare visioner og mål for afdelingens arbejde og for hver enkelt medarbejder? I Kristelig Fagbevægelse har vi en klar mission om at bringe unikke værdier til arbejdsmarkedet. Hertil kommer vores visioner, strategier og mål. I juni måned tog vi hul på en ny strategiperiode. Alle medarbejdere var samlet i Odense til et kick-off, hvor vi gennem lyd, lys og action fik sat billeder på den nye retning. I alle afdelinger har vi efterfølgende arbejdet videre med målene, så de kan blive omsat i hverdagens møde med kunderne. Vi er derfor ikke i tvivl om den retning, vi går.

Men det er ikke nok at vide, hvilken vej vi skal. De fleste medarbejdere har det bedst med, at der også er klart definerede ansvarsområder, så alle ved, hvad de har indflydelse på og ansvar for. Og vi har ikke mindst brug for at vide, hvor der er regler og fastlagte processer, og hvor vi har "License to Act" - altså frihed til at handle inden for rammerne af organisationens visioner og mål.

Det er i første omgang lederens opgave at sørge for, at alle i afdelingen kender mål og opgaver og har afstemt forventningerne med hinanden. Men det er i høj grad også en fælles opgave for medarbejder og leder. Til det brug har vi heldigvis en stor og god værktøjskasse i Kristelig Fagbevægelse. Vi har som andre moderne virksomheder en vifte af muligheder, hvor dialogen mellem leder og medarbejder og medarbejdere imellem er i fokus. Vi har de mere traditionelle redskaber som afdelingsmøder, MU-samtaler og løbende sparring mellem leder og medarbejder - og dem arbejder vi hele tiden på at udvikle, så de passer til virkeligheden. Men vi er også i bevægelse for at finde nye og bedre veje.

Nogle af de nye redskaber, vi arbejder med er teamudviklingssamtaler og ledelsesbaseret coaching. I Kristelig Fagbevægelse arbejder vi meget i team. Nogle team er faste, mens andre har mere projektmæssig karakter - men under alle omstændigheder har en gruppe af mennesker, der skal arbejde sammen og trives godt, brug for sparring og coaching - som basis for udvikling. Coaching vinder frem i mange sammenhænge og også i Kristelig Fagbevægelse. Der er rigtig mange forskellige opfattelser af, hvad coaching er. Vi har derfor vores bud på hvad coaching er i Kristelig Fagbevægelse. Coaching rummer nogle stærke muligheder for udvikling, og udvikling er helt centralt for, at vi lykkes i vores mission.


Dorthe Lilleris, personalechef, Kristelig Fagbevægelse
Skriv kommentar » Læs mere…

11. oktober 2007

Nørrebro Bryghus - Tilstande, der minder om gamle Sovjet

I de seneste måneder har jeg måttet knibe mig selv i armen flere gange. Sover jeg? Skriver vi 1907 eller 2007? Har vi fået tilstande, der minder om gamle Sovjet, eller hvad sker der lige?

Årsagen til disse mareridt har været 3F's blokade mod bl.a. Nørrebro Bryghus. Kan det virkelig være rigtigt, at det i Dagens Danmark anno 2007 er tilladt at blokere en virksomhed og true den på sin eksistens, bare fordi man mener at have monopol på at lave overenskomster. Det er simpelthen en tænkemåde, som burde ligge i ruiner ligesom Berlin-muren.

Kan det virkelig være rigtigt, at man mod medarbejdernes ønske på en virksomhed kan kræve, at de skal have andre løn- og ansættelsesvilkår, når de er fuldt ud tilfredse med de eksisterende?

Kan det virkelig være rigtigt, at man kan ødelægge en virksomhed, hvor en anden fagforening har en lovlig overenskomst, som både lønmodtagere og virksomhed er tilfreds med?

Ja, det er åbenbart rigtigt, for det er det, der er ved at ske på Nørrebro og flere andre steder i dagens Danmark.

Det må og skal stoppes, og det glæder mig derfor, at det ser ud til, at der nu er et politisk flertal, der vil stoppe det. Og imens det flertal bruger sin magt, vil jeg gerne sige til 3F: Kære kollegaer stop den hetz mod Kristelig Fagbevægelse og koncentrer jer om alle de virksomheder, der ikke er overenskomstdækket, i stedet for at gå efter Kristelig Fagbevægelse. Gå efter bolden og ikke manden!
12 kommentarer » Læs mere…