29. oktober 2007

Dit barn - din coach

Det er egentlig utroligt hvor meget tid og energi vi spilder med at være vrede, sure, irriterede, utålmodige eller mange andre former for negativ energiudgydelse. For mange bliver det en vane, som vi slet ikke tænker over at vi dyrker. Der er godt nok også meget at brokke sig over i det daglige ufuldkomne liv, der er fuld af eksempler på at tingene ikke går helt som vi helst så dem gå. Og der er ingen tvivl om, at det kan føles godt at komme af med alt det vi går og sparer op af frustrationer over det ene og det andet. Det kan være sundt og godt for én selv i et vist omfang at undgå ophobning af alt formange spændinger og stress på den måde.

Men hvad gør det ved omgivelserne ?

Vi lever i en tid med en utrolig stor bevidsthed omkring forureningsproblematikker og vi har en enorm omsorg for miljøet - i hvert fald det fysiske. Forurenende stoffer er jo et uundgåeligt biprodukt ved mange af vore industrielle landvindinger, og det er jo heller ikke stofferne som sådan, der er problemet. Problemet opstår når de forurenende stoffer udgydes i de forkerte omgivelser så det går ud over uskyldige mennesker. Så bliver der omgående ballade og politisk aktivitet. Passiv rygning er for eksempel meget skadelig for mange, og derfor er der gjort meget for at ændre ryge politikken i vort land. Og harmen er især stor, når det er vores børn og deres rene lunger, der uskyldigt udsættes for sådan noget giftigt noget. Og det er godt, at der harmes og handles.

Men vore menneskelige negative energier – eller psyko-toxiner, som jeg ynder at kalde dem – som vi selv går rundt og hælder ud, når vi er sure, knotne og frustrerede - er der miljøbeskyttelse for dem ? Det tror jeg ikke, og det kunne man kalde en pinlig mangel i et så bevidst samfund som vores. Her vil jeg gerne appellere til forældrenes ansvar. For den befolkningsgruppe der er mest udsat for denne psykologiske miljøforurening er vore børn. Og de er som bekendt forsvarsløse og uskyldige. Derfor er situationen her specielt alvorlig. Vores børn kan ikke bare fjerne sig - de er nødt til at ”inhalere” de energier vi udsender. Og de er uhyre følsomme. Jeg har igen og igen igennem mit arbejde med familier konstateret, at børn kan mærke negative energier hos forældrene længe før energierne har nået en intensitet, hvor forældrene selv er klar over det. Børnene kan ikke bare mærke dem, de kan også få mén af dem
Det er faktisk forfærdeligt. Men denne situation kan udnyttes til forældrenes egen fordel, hvis vi kan blive bevidste om, at vi ville have det langt bedre selv, hvis vi kunne lære ikke at dvæle ved negativiteten, men i stedet komme ud af den hurtigst muligt. Selvom vi måske kan føle at vores irritation o.l. er berettiget, er der vel ingen af os der ikke hellere ville være foruden. Og her kan vi lade børnenes arbejde for os. Hvis vi altså vil lytte til dem i stedet for at blive endnu mere irriteret over deres tilsyneladende ”negative” reaktion.

Jeg hører ofte fra forældre med disciplinære problemer den beklagelse at børnene ikke vil ”høre”. Derfor skal de jo disciplineres eller skældes ud, når det sker, så de kan få ”lært” at høre. Mange forældre mener at børn af natur ikke er gode til det at høre efter. Problemet er faktisk modsat – børnene er meget, meget gode til at høre, hvad der foregår i de dybere bevidsthedslag hos deres forældre (eller lærere) og når de fornemmer at psyko-toxiner er på vej, så lukker de ørerne - af gode grunde, nemlig for at beskytte sig selv. Så gentager den voksne det der skal høres, igen og igen, og femte gang sker eksplosionen, hvor den forskrækkende vrede berettiges med ” Jamen jeg har jo sagt det så mange gange, og når du så stadig ikke hører efter, så bliver jeg vred, ikke ?”.
Er det ikke rimeligt ? Nej, vreden er aldrig barnets skyld, den er vort eget ansvar. Og bruger vi sådan negativ vrede i forsøg på at opdrage vore børn lærer vi dem, at det er ok at manipulere med negative energier, og det er så det de begynder på- efter vores eksempel – at blive negative over for os, hvorefter vi virkelig begynder at synes at de er uartige. Men vrede avler mere vrede. Når vi for eksempel forlanger vort barn skal gøre noget første gang, er vreden ofte allerede tilstede som en latent trussel om repressalier, hvis fordringen ikke imødekommes. Selv om det hele ser fredeligt ud på overfladen, foregår der noget et spadestik dybere som man kan kalde en kommunikation uden respekt for den anden. Dette skaber allerede i udgangspunktet et negativt energifelt, der blot drager barnet ind i det negative spil. Og som voksne skal vi naturligvis være de fornuftige og kloge og dem der fører an. Børn er skabt til at følge efter, så hvis vi kan gøre det på en positiv måde, så er der ingen problemer med børnene. Hvad er en positiv måde ? Det kan være alt, med den ene undtagelse, at den er renset for negativitet.
Jamen, det lyder vel nemt nok ?
Nej, det er det overhovedet ikke Det er meget meget vanskeligt og kræver en mentalitetsændring hos forældrene som må baseres på en overbevisning om aldrig at legalisere den negative vrede, uanset hvad barnet har gjort. Ikke sådan at vi dermed kan undgå vreden (for der er næppe nogen der kan trykke på vores pinlige knapper som vore børn, hvad vort skjulte, eller knap så skjulte, temperament angår).
Men det der med at retfærdiggøre vort brokkeri eller sure beklagelser over vore børns fejltrin, og give dem skylden for vores negativitet, den er out. Det er vigtigt at vi i stedet kan gå tilbage til barnet og undskylde vores overfusning, eller hvad vi nu gjorde. Jeg tænker i øvrigt ikke bare på højlydte reaktioner, men også på subtile stikpiller, ironiske bemærkninger, eller en indigneret, skyldfølelsespåduttende tavshed. Det hører alt sammen ind under kategorien negativ vrede. Og det går i den grad dybt i barnets sjæl og gør ondt med en intensitet mange forældre ikke forstår, fordi vi ikke kan huske det fra dengang vi selv var børn. Af gode grunde – det gør nemlig for ondt at huske det.
Altså, vi må ud af det vrede energifelt, og det kommer vi hurtigst ved oprigtig at give en undskyldning fra hjertet. Det gør een ydmyg – og ydmyghed og negativ vrede kan ikke optræde på samme tid hos samme person. Børn tager omgående imod denne gestus, og den blødende rift i sjælen helbredes hurtigt. I det klima, der nu er etableret kan man så snakke om hvad det var uoverenstemmelsen handlede om – og finde en løsning.
Ikke bare har vi undgået en optrapning af konfliktet, vi har oplevet kærligheden in action.

Misforstå mig ikke, jeg mener ikke at børn skal have lov til alt. Slet ikke. Der skal mange grænser sættes og regler overholdes og adfærd indlæres – jeg taler om den ånd det skal foregå i.

Det kræver træning og vejledning at gøre dette her. Du har brug for en coach. Vælg dit barn, for der gives ingen bedre radar, der kan fortælle dig når du er kørt af kærlighedens spor og ind på alt det psyko-toxiske som er spild af energi og kostbar tid. Hvis du vil gå rigtigt til den, så sig til dit barn, at du har besluttet dig for at det aldrig er ok at være vred på en sårende måde, eller tale hårdt, utålmodigt eller irriteret til det, og be dit barn om at fortælle dig når du er galt på den. Hvis du tør. For du vil få din sag for! Der findes ingen bedre coach, der hurtigere kan melde ud når du har brug for det. Lyt til denne din ekspert inden for området, tag påtalen til dig og gevinsten er fantastisk. For dig selv, og dit barn og hele stemningen i familien.
Og du får ikke engang en regning bagefter !

Peter Damgaard-Hansen

1 kommentarer:

8. november 2007 kl. 11.07 Anonymous

Først vil jeg sige tak for en utrolig interessant blog - det er vigtige emner der her tages op.

Jeg må sige, at jeg selv stærkt er begyndt at overveje, hvordan det egentlig er vi opfører os overfor vores børn efter mine veninder er begyndt at få børn.

Min ene veninde er meget opmærksom på, hvordan hendes børn tiltales, og det har vi fået mange gode diskussioner ud af.

Fx har hun påtalt overfor mig, at det ikke er en god ide at komplimentere hendes børn ved at rose barnet for en fin tegning. Ved at sige "hvor er du dygtig" vurderes barnet ud fra at kunne levere noget - og man bør i stedet udtrykke, at det ser ud til at barnet hygger sig med at tegne, og på den måde komplimenteres barnets evne til at lege selv i stedet for at jeg kommer til at vurdere barnet ud fra tegningen.

Det er en vigtig pointe, synes jeg, og det er også lidt skræmmende, at sådanne "vurderinger" er blevet helt naturlige for os, så vi slet ikke tænker over konsekvenserne - lig det med at skælde ud fordi børn ikke hører efter.

Jeg vil rigtig gerne høre andres meninger om dette emne?

Og lige for at slutte den - vil man nogen sinde skælde en kollega eller ven ud? Nej vel, det ved vi alle godt ikke medfører noget positivt. Men hvorfor er det så lige, at vi mener at børn får noget positivt ud af det?

Mange hilsener

Sofie Jørgensen, Odense

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.