24. oktober 2007

Kunsten at være... sammen med sit barn

Der er sagt mange fine ting i disse indlæg om hvor skævt samfundet er indrettet hvad angår prioritering af den tid som børnene reelt har brug for til at være sammen med deres nære familie. Der er meget arbejde der skal gøres politisk. Og det er godt, at der arbejdes på det. Men hvad gør vi forældre i mellemtiden ? Vi lever jo her og nu og aldrig i fremtiden.

Hvordan kan vi forbedre det her-og-nu vi har med vores børn, selv om vi ikke har det kvantum af tid, som vi – og de – længes efter at vi skal have sammen? Den tid, vi har vore børn som børn, er kostbar – og kort – og den kommer ikke igen. Men den er mættet med muligheder. Selv om vi kunne ønske mere tid allerede nu så lad os sætte fokus på den begrænsede tid vi allerede helt konkret har muligheden for at tilbringe sammen med dem. For der er altid nogen tid.

Spørgsmålet er blot hvor godt vi forvalter den. Kvaliteten af den tid vi rent faktisk har til rådighed der er afgørende. Kvantiteten er mere et politisk og praktisk spørgsmål – og den skal der arbejdes på. Men selv megen tid til rådighed medfører ikke automatisk at det vi savner i familielivet bliver realiseret. Børnene har ikke bare brug for at vi er fysisk mere til stede, men også at vi kan levendegøre denne tilstedeværelse med et nærvær på et helt andet ikke-fysisk plan, som er svær at beskrive. Det skal opleves. Det handler ikke bare om at lave en masse ting sammen, det handler meget om sam-væren. Og bare det ”at være” har mange af os nok ikke så megen erfaring med.

Det er ikke en kvalitet, der fremelskes i vores samfund - det er jo hverken effektivt eller produktivt bare ”at være”. Det bliver let anset for tidsspilde eller måske endda kedsomhed, og også let opleves som sådan af den uindviede. Men børn mestrer denne kunst – de er skabt med den og tager den med ind i tilværelsen, som originale sendebude fra skaberen, der åbenbart mener at forældrene har brug for at blive mindet om noget der gør livet værd at leve – et mysterium de selv kendte engang – men har glemt. Vel sagtens på grund af travlhed………Lad os derfor se lidt på hvad vi kan lære af vore børn om kunsten at være, før vi får dem til at glemme denne kunst ved at lære dem en masse om det at gøre !Ikke et ondt ord om at lave en masse ting med børnene. Tværtimod. Det er alle tiders at være aktiv sammen med sine børn og de elsker det.

Men i vores iver efter at gøre en masse ting sammen med dem kan vi gå fejl at målet, og blive for optaget af vores egen kreativitet, og glemme den helt unikke dimension barnets væren kan tilføre den tid vi har sammen med dem. Mange forældre oplever i samværet med deres børn at være halvt til stede, måske splittet af skyldfølelse over ikke at være nok til stede for børnene på den ene side, og ha det dårligt med at komme bagud med en masse forpligtelser eller andre interesser på den anden side. Barnet mærker lynhurtigt den manglende ægthed i vort tilsyneladende nærvær og kræver spontant ”mere”. Det kan opleves som ”klyngen” eller måske endda som et abnormt behov for opmærksomhed, og den voksne mærker måske en stigende irritation mod barnet, kombineret med stress over alt det andet der ikke bliver nået. Eller alt det man selv har lyst til, som man så ikke får tid til.

At prøve at ”ofre” sig for børnene duer ikke, for det tilfører let en ”sur” kvalitet til samværet, som blot forværrer situationen. Den fokuserede tilstedeværelse skal være ægte. Intet mindre vil tilfredsstille barnets autentiske behov.At få et godt samvær med barnet forudsætter ikke nødvendigvis at man har nogen gode kreative ideer om hvad der skal laves. Det er selvfølgelig ok hvis man har det, man må bare være opmærksom på at det ikke er sikkert at børnene synes vi er særlig geniale. Husk de er specialisterne hvad angår naturlig kreativitet, der bobler indefra, fordi det ikke kan lade være, i modsætning til de gøremål der iværksættes udefra for at ”slå tiden ihjel” eller fordi man jo ”skal” lave noget sammen.

Hvad gør vi så ?Udfordringen er at gå ind i barnets verden., med fuldt åben hjerte og ydmyghed, og droppe voksen fornuft og evt. præstationsiver som ”den gode forældre”. Vi må simpelthen prøve at finde ud af hvad der foregår i barnet og hvorfor det gør som det gør. Vi må slappe af og iagttag og lad barnet være initiativtager og vær beredt til at følge. Prøv at træde ind i barnets sjæl og oplev den helt konkrete situation I befinder jer i, sådan som barnet oplever den. Det kan tage lidt tid til at begynde med og vi vil ofte støde på følelsemæssige modstande. Hvorfor nu det ? Fordi vi let begynder at komme i kontakt med dybe lag i vor egen sjæl, der har rødder i vor egen barndom, og der kan ligge megen smerte og ensomhed her.

Måske ligger der dybt nede i os selv savnet efter forældre der gav sig mere tid til at være kvalitativt til stede for os. Modstanden opleves typisk ikke nødvendigvis som smerte, snarere som en rastløs trang til at ”lave noget” med barnet eller noget helt andet som man absolut lige må have lavet ”først”, fordi det er så vigtigt. Pas på den, for den passer ofte ikke. Det er derimod vigtigt at tvinge sig selv til at blive i det rum jeg peger på og overvinde de mange fristelser til at forlade ”rummet”. Men bliver du der, vil der før eller siden åbnes en dør, for inderst inde har vi selv et barn, der stadig længes efter denne tilstand af glæde ved at være. Stres og rastløshed og forstyrrende tanker forsvinder og du vil opleve en fred og en glæde som er ubeskrivelig. Nu er du der, du er ”sammen” med dit barn i ordets egentlige betydning. Og barnet mærker det med sin hjerte-radar, der aldrig tager fejl. Du vil blive inviteret ind i rummet og få roller og opgaver tildelt. Så vi behøver ikke altid være så opfindsomme, aktive, energiske og kreative for at gøre noget for børnene. Vi må også kunne lytte til dem, se på dem som læremestre.

Så tommelfingerregelen for indtræden i dette rum er følgende: Når du mærker rastløsheden og trangen til at forlade dette samvær og lave noget andet, er det for tidligt at gå. Bloker alle flugtruter og bliv der. Gør det til en meditation. Udholdenheden vil arbejde for sig og belønne dine gode hensigter. Når du efterhånden er smeltet ind i samværet og synes der er så dejligt at være der, at du ikke har lyst til at gå – så må du godt hvis der er noget andet du gerne vil eller skal. Nu ved barnet nemlig at du er der og at du forstår hemmeligheden., og et dybt behov i barnets sjæl er blevet mættet. Eller hvis der stadig ikke har været så meget tid til rådighed som man kunne ønske sig, så ved hjerterne at mætning er mulig. Og det er lige præcis det der giver forskellen.Så bliver barnet ikke så let usikker eller klyngende, o.l., i de perioder hvor der ikke er tid til samvær. Og den voksne bliver ikke så let offer for en nagende skyldfølelse eller tvivl over om man nu også slår til som forældre.Og det giver et rigtig godt udgangspunkt for det næste møde.


Peter Damgaard-Hansen

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.