24. oktober 2007

Tidsbank med muligheder

“Kan vi ikke gøre det bare lidt bedre,” er et af moderne politiks måske mest berømte citater fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da han beskrev den enlige mor med to småsovende børn på cyklen en blæsende efterårsmorgen.Og svaret blæser i vinden, for siden har vi faktisk ikke gjort det særligt meget bedre. Hun cykler der stadig – hver morgen.Men rent faktisk kunne vi godt gøre det – ikke bare lidt, men meget bedre. Og for nogle måneder siden kom regeringens familie- og arbejdslivskommission med et af de forslag, der i en udbygget form netop kunne være med til at gøre det bedre for de hårdt trængte småbørnsforældre på arbejdsmarkedet. Ikke mindst de dårligst lønnede af dem.Kommissionen foreslog en såkaldt tids-bank eller en flex-konto, eller hvad man nu vælger at kalde det. Desværre skete det, som ofte sker med den slags forslag. At det blev skudt til et meget langt hjørnespark, fordi det i bund og grund skal aftales mellem arbejdsmar­ked­ets parter som en del af de almindelige overenskomstforhandlinger. Og lige nu ligner disse forhandlinger mest af alt en sej kamp om lønkroner end om mere tid til børnene.

Idéen om en tidsbank handler basalt set om, at vi som arbejdstagere ikke nødvendigvis skal arbejde mindre gennem livet, men at der kan være rigtig god mening i at fordele arbejdstiden anderledes gennem livet, så vi arbejder mere, når vi er unge og endnu ikke har fået børn, og dermed sparer tid op, arbejder mindre mens vi har små børn og indløser vores opsparede tid, for igen at trappe op i takt med, at børnene bliver ældre. Men forslaget om en tidsbank har mødt massiv modstand – ikke mindst fra arbejdsgiver­side. Kritikken går bl.a. på, at det vil stille ansøgere forskelligt, hvis de har et forskelligt antal timer stående på tidskontoen. Og at det vil ramme kvinder i den fødedygtige alder, fordi de forventes i langt større udstrækning end mændene at bruge den opsparede tid til at gå ned i tid, når de får børn. Dertil kommer den sædvanlige kritik, om at forslaget er svært at administrere, bureaukratisk og besværligt at overskue konsekvenserne af.Og meget af kritikken er for så vidt rigtig nok, hvis man ser isoleret på kommissionens forslag, der desværre kun er tænkt som en individuel opsparing. Og det er jo netop pro­blemet med den type af forslag. De skal sættes ind i en kollektiv ramme, som vi har set det med udvidet barsel. Ellers rammer det arbejdstagere og arbejdsgivere ujævnt. Og det er ingen tjent med.

Længere barsel kunne i princippet rumme de samme problemer for kvinderne og for de små virksomheder med mange unge kvinder. Og udvidelse af barselsperioden til et år gav da også oprindelig anledning til massiv kritik, fordi det blev som set som værende alt for dyrt for samfundet, svært at administrere og meget andet. Netop derfor blev den udvidede barsel jo heller ikke blot en ret for den enkelte familie. Udvidet barsel blev systematisk sat ind i en kollektiv ramme – en barselsfond, hvor arbejdsgiverne betaler til en fælles kasse, så det hverken rammer den enkelte med­arbejder eller bliver ekstremt belastende for den lille virksom­hed. Den samme visionære tilgang og kollektive forståelse har vi brug for i forhold til en tidsbank. Derfor er det også ærgerligt, når arbejdsmarkedets parter generelt ikke har modet til at tage tråden op. Og det er især ærgerligt, at så mange har afvist tanken om en tidsbank, før man i virkeligheden har haft visioner, forslag og muligheder oppe på bordet og drøftet, hvordan det kan lade sig gøre. En veludbygget, kollektiv tidsbank ville ellers give den unge mor på cyklen bedre muligheder for at prioritere sin arbejdstid anderledes, så der blev mere plads til at være sammen med børnene. Der er med andre ord brug for visioner og konstruktive forslag til løsninger. Og politikerne og arbejdsmarkedets parter bør undgå at fokusere på de mange barrierer, for så bliver det generelt svært at “... gøre det bare lidt bedre”.


Peter Albæk

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.