26. november 2007

Hvornår skal man have børn?

Af Mette Bock, prorektor, Aarhus Universitet

Min for længst afdøde Bedstemor kom fra en familie med 8 børn – og hun fik selv 5.
- Børn er en Guds gave og en Fandens plage, konstaterede hun ofte med et smil på læben.
Jeg tænker ofte på hendes ord, der også taler ind i et moderne samfund som det, vi lever i nu. For hvornår får vi egentlig tid til at få de ønskebørn, som de fleste af os gerne vil have? Eller rettere, hvornår tager vi os tid? Tid er en mangelvare. Og det er ikke blot noget man får, det er i høj grad noget man skal tage.

Det er mit indtryk, at mange unge har svære overvejelser angående familielivet. Børn kommer jo altid i vejen for et eller andet vigtigt, man lige har gang i.
Når man er først i 20´erne er man måske under uddannelse. Tiden er ikke så presset, men pengene er små og de færreste har fundet deres livsledsager så tidligt nu om stunder. Når uddannelsen er afsluttet og man lige er kommet ud på arbejdsmarkedet, synes de færreste man kan være bekendt allerede at skulle på orlov inden for de første par år. Herefter kommer der måske for alvor gang i arbejdslivet – og så er det ikke hensigtsmæssigt for karrieren pludselig at forsvinde fra arbejdsmarkedet i en periode. Og pludselig står man så der og er blevet sidst i 30´erne – og hvem ved, om det så overhovedet kan lykkes at blive gravid?

Der er ikke noget enkelt og almengyldigt svar på, hvornår man skal have sine børn, hvis man ønsker sig sådanne. Jeg har selv tre og fik dem meget tidligt, mens jeg endnu læste. Det passede godt ind i vores familie. Der var tid til rådighed og ingen dårlig samvittighed, hvis man skulle forsømme et par forelæsninger.
For andre kan det ”rigtige” tidspunkt ligge et helt andet sted.
Min pointe er egentlig blot at sige, at børn altså tager tid – og at vi selv skal tage os den. Ikke blot i perioden lige omkring fødslen, men også i børnenes første år i livet. Vi skal huske, at vi ikke kan planlægge alt efter en timemanager. Vi kan forhindre graviditeter, men vi kan altså ikke fremtvinge dem på dato! Det synes jeg, man skal huske, hvis man går rundt og tror, at børn kan man altid få – når alt andet er på plads – arbejdsliv, bolig, økonomi, fritidsaktiviteter og hvad der ellers optager os.

Det væsentligste i livet ligger ofte helt andre steder end der, hvor vi umiddelbart tror. Et af stederne er i det rum, der handler om familien - med eller uden børn.
Mit råd til mine egne børn er, at de kun skal få børn, hvis de ikke kan lade være! Til gengæld skal de sørge for, at børnene får tid og rum, når de først er der. Det er en god investering – for både den enkelte familie og for samfundet.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.