7. januar 2008

Sæt farten ned og skab plads til nærvær

Forældre har aldrig tidligere været så optaget af, at ville det allerbedste for barnet, med den konsekvens at de jager gennem hverdag og liv med 180km i timen for at opfylde alle disse behov for sig selv og barnet, med risiko for at følelserne kommer til at ligge i bagagerummet.

Må jeg foreslå, at familien Danmarks nytårsforsæt kommer til at handle om at sætte farten ned, skrue ned for gøremål og projekter og derefter skabe plads til mere nærvær. Måske begynde med et kig på morgenstunden, hvor rigtig mange familier lader barnet stå først op, og allerede i en alder af 2 år være i stand til at tænde for Cartoon Network, selvom motorikken slet ikke skulle tillade det. I hjernens bedste sendetid værdisættes barnet af Dragon Ball eller andre aktuelle TV figurer, og vænner desuden barnet til behov for et højt støjniveau i hovedet, og lyd på matematikstykkerne helt op i fjerde klasse, for ellers er der for ”kedeligt og stille” for barnet i hovedet, som jo har været vant til et højt støjniveau fra 2 års alderen og fra morgenstunden.

Må jeg foreslå, at forældre står først op, at de står op, når uret ringer første gang, og det er sat, så der er god tid til morgenstunden, så voksne og børn kan komme af sted med krop og sjæl samtidig. Skab en hyggelig ramme omkring morgenmaden med tid, stearinlys, et veldækket bord med et par valgmuligheder til morgenmaden, ro i lokalet med TV og radio slukket således at barn og voksen kan mærke sin appetit, og komme ud af døren med et godt fibermåltid i maven, der kan få barnets ”læringsmotor” til at køre i bedste gear helt frem til frokosten. Skru ned for sukkeret til barnet, da sukker er med til at give barnet hyperaktiv lignende tilstand den første tid på dagen, for så at få barnet til at gå totalt sukker kold, når sukkeret brænder af efter 1½ til 2 timer, hvor barnets hyperaktivitet vil afløses af en meget pirrelig tilstand, der ikke ret godt tåler kravsituationer. Derved bliver det så som så med læringen, hvilket ikke giver det bedste udfald for danske elever i PIZA undersøgelserne (der er dog kommet bedre resultater ved sidste PIZA undersøgelse, men mon det skyldes nedsat sukkermængde, det ser ikke sådan ud, når man kigger på det stigende antal børn med overvægtsproblemer).

En morgen med 4 faser
Tænk morgenen ind i fire faser, der alle skal have god tid, og det er for barnet ca. en time i alt, altså skal den voksne op ca. 1½ time før afgang, så det er muligt at gøre sig selv helt klar, før børnene vækkes.

1) Den første fase sammen med barnet, ca. et kvarter, er tiden til at vågne. De mindste sidder med dynen puttet om ryggen på forældreskødet i køkkenet med lavt blus på belysningen, så øjnene ikke ”misser”. Forestil dig som voksen at blive revet ud af en varm dyne, hen på puslebordet i fuldt blus fra loftlampen, hvorefter ALT nattøjet tages af, der skiftes ble osv. for så at få noget nyt tøj på. De lidt større børn kan der kaldes der blidt på: ”Godmorgen Mikkel. Dette er mit første kald. Bliv du lidt og put dig godt inde under dynen, så kalder jeg igen om 10 minutter, eller tag din dyne med her ud til os, så kan du ligge og vågne på den herude.”

2) Anden fase er morgenmaden, hvortil der også er afsat ca. et kvarter. Sig kun to gange til barnet: ”Nu er det tid at spise, så du kan have god tid til din mad.” Det siges en gang mere i det tilfælde, at barnet ikke hørte det første gang: ”Nu er det tid at spise.” Lad så barnet selv tage ansvar herefter, i stedet for hele tiden at sige: ”Kom nu, spis nu, lad nu være at sidde der og hænge over maden osv…”, da det er lige til at miste appetitten af. Den voksne skal tænke, at der er skabt en god spiseramme, og barnet tager nu selv ansvar for indholdet i denne.

3) Tredje fase er tøjet samt en klud i hovedet og en tandbørste i munden, og også kun sige det to gange her: ”Nu er det tid at tage tøj på, så du kan komme godt af sted til børnehave.” (Tøjet er i øvrigt lagt klar om aftenen, og det er igen de voksne, der bestemmer overordnet, da det er her evnen til at vurdere årstidsegnet tøj bedst er placeret. Barnet kan dog sagtens selv bestemme, om det skal være det røde eller grønne joggingtøj, men ikke om det skal være joggingtøj eller julebalkjolen. Tænderne og kluden i hovedet skal den voksne dog bare gøre i det aktuelle kvarter, da ansvaret herfor helt ligger hos den voksne et godt stykke tid endnu.) Lad igen barnet selv tage ansvar for selve påklædningen herfra. (I eksemplet tænker jeg børn i alderen 4 år plus. De andre kan man jo bare hjælpe, og prøv i denne fase at give barnet mere og mere ansvar selv via opmuntring og inspiration.)

4) Fjerde fase er klar til afgang med overtøj, madkasse osv., og her vil nogle børn i alderen 4 år plus hverken have fået morgenmad eller tøj på. ”Skal jeg så af sted uden mad og tøj?” Hertil svarer den voksne roligt: ”Du har heldigvis en madpakke med, men tøjet vil jeg rigtig gerne skynde mig at hjælpe dig med.” Husk – ingen bagud bemærkninger som: ”Du har haft masser af tid. Du kunne bare have hørt mig, så havde vi ikke stået i det her nu. Det er det samme cirkus med dig hver morgen. Hvorfor hører du ikke bare efter første gang osv.?”
Ro på den voksne, så skynder de fleste børn sig med hjælp fra den voksne at få tøj på. I alle årene som familievejleder har jeg kun mødt et eneste barn, der på dette tidspunkt ikke ønskede hjælp, og derfor kom af sted i nattøj. Husk lige at give personalet besked dagen før, om at dette måske vil ske i morgen, da en ny struktur er på vej, så vil de bakke op i deres blikke, når forældre står i børnehaven med et styk junior i nattøj.

Hold ud
Med denne ro på om morgenen, og gøremål delt ind i faser, så går der kun ganske få morgener, før barnet finder ro ved, og derfor samarbejdsviljen frem til at indgå i den nye struktur. Der vil dog være enkelte morgener, der kikser, men så hent energien til at klare disse fra tanken om alle de andre, der lykkedes. Lav en reformulering i hovedet: ”Hvor er vi blevet gode til at få det til at glide fire af fem dage om ugen.”

Med ovennævnte i tankerne er der gode betingelser for, at hele familien kommer bedre ud af døren, og at barnet bliver afleveret på en helt anden: ”Kan du have en dejlig dag, vi ses i eftermiddag,” frem for den skyldbetyngede forælder, der smitter sit barn i afleveringen med: ”Lille skat mor elsker dig, selvom vi har haft sådan en rædselsfuld morgen, og mor skal på arbejde nu. Vi ses i eftermiddag…” De vinke- og kysseritualer man kan være tilskuer til i dag i daginstitution og skole, de er taget til med voldsom fart gennem de sidste år, i takt med forældres usikkerhed og frustrationer efter en morgenstund, hvor intet lykkedes.

For de læsere der allerede har en rolig morgen, vil jeg ønske tillykke med dette, og fasthold endelig det I gør, uanset det matcher mine forslag, når bare det er godt for børn og voksne. De jeg evt. har inspireret til omlægning af morgenrytmen, vil jeg ønske held og lykke med at få etableret en morgenstund, hvor krop og sjæl kommer af sted samtidig, hvilket giver en langt mere brugbar arbejdsdag både for børn og voksne. Det sker ikke på to dage, men hold fast alligevel pludselig vender de gamle sure tilstande til en bedre start på dagen.

Lola Jensen, familierådgiver

4 kommentarer:

8. januar 2008 kl. 12.22 Anonymous

Jeg synes dit indlæg er meget interessant - og det lyder alt sammen meget rigtigt og konstruktivt! Jeg kan dog ikke relatere personligt til de 4 faser for en god morgen med børn. Jeg kan nemlig ikke få børn, så derfor reagerer jeg på de linjer du skriver henvendt til de, som ikke kan få børn:

- Jeg har ikke forsøgt at planlægge alt i mindste detalje, men min mand og jeg har over længere tid forsøgt at få børn uden at have et sygeligt behov for, at de skulle komme inden for en måned eller sågar et år.

Vi fik så for nogle år siden lægens ord for, at det ikke var noget vi kunne klare selv. Vi har udvist stor tålmodighed og har aldrig ment, at børn er en menneskeret, men en gave. Når den ophedede debat går om familie- og arbejdslivs balance, mener jeg derfor, at man skal passe på, at man ikke kommer til at sparke på folk, der ligger ned.

Ufrivillig barnløshed er en stor sorg uden pejlepunkter. Ved fx dødsfald i nærmeste omgangskreds gennemgår man fase af fornægtelse,krise og sorg, nyorienterin osv. Som ufrivilligt barnløs gennemgår man mange af de samme faser, men bliver hele tiden kastet frem og tilbage i faserne. Og ens sorg handler om den forsvundne fremtid og meget mere, som ikke er personificeret i en person en hændelse, som andre kender til, hvorfor det er en ensom sorg.

Det føles som en potentielt uendelig følelsesmæssig tortur. Den ene dag kan man være langt i sin proces, den anden dag kan man være bombet fuldstændigt til bage til udgangspunktet!

Nu ved jeg jo godt, at dit indlæg ikke har ufrivilligt barnløse i fokus. Men du berører det, blandt mange andre emner, i en sidebemærkning. Det jeg ønsker, er at gøre opmærksom på, at man her er inde på en meget komplekst og følsomt område på en ubetænksom måde. Og det handler ikke om en lille minoritet, som stemples som kontrolfreaks. Det handler om ca. 1/5 af alle danske par, som har problemer med at blive gravide! Og her er altså også i stor stil tale om medicinsk beviselige tilstande hos såvel kvinder som mænd, såsom PCO og nedsat sædkvalitet.

Håber det vækker til eftertanke derude... Selvfølgelig må man udtale sig om ting, man ikke er fuldstændig ekspert på. På den måde dannes meninger, holdnigner og tiltag i vores samfund. Men lad os ikke ile til forhastede konklusioner om folk, der er i en situation, vi ikke selv kan sætte os ind i... det skal vi danskere efter min mening huske i mange mellemmenneskelige sammenhænge.
- Imødegå fænomerer med nysgerrighed og respekt, frem for forudindfattede holdninger og hurtige konklusioner til gavn for egne teorier.

Krista E. Blaabjerg
Ufrivilligt barnløs
Odense

11. januar 2008 kl. 09.48 Anne-Dorthe

Hej Lola

Hvornår mener du børnene selv skal hente tøjet i skabet og vaske sig?
Jeg står op kl. 6 selvom ungerne på hhv. 4 og knap 6 senest skal være i børnehaven kl. 8:45 netop for at give en god morgen med tid.
Alligevel ender vi ofte med at skælde ud netop fordi vi har svært ved ikke at reagere negativt når ungernæ "sløser" med den gode tid, vi har stillet til rådighed.
Vi beder dem selv om at finde tøj i skabet, hvilket kun den store er interesseret i, og vi opfordrer dem til selv at vaske sig med kluden. Men retrospektivt i lyset af dit indlæg kan jeg da godt se, at det ofte er her filmen knækker. De fjoller på badeværelset og får ikke vasket sig ordentligt. Derefter fjoller de videre og tager en evighed om at tage tøj på.

Hvornår er de store nok til selv at få ansvar for at vaske sig og finde tøj? Hvordan skruer man det uforvaltede ansvar tilbage på en god måde?

14. januar 2008 kl. 09.40 Lola Jensen

Kære Krista
Jeg er rigtig glad for, at du giver mig et lille kærligt spark bagi, der minder mig om at tænke ALLE tanker igennem før et indlæg. Som jeg i det første indlæg skriver til de der allerede er etablerede, at læser de med, så undgå den dårlige samvittighed, for den er ikke konstruktiv, og jeg vil tænke fif ind til dem i næste indlæg, så skulle jeg også have skrevet en parantes i mit næste indlæg (dette er ikke rettet til de par, der af fysiske grunde ikke kan få børn). Jeg møder jo kvinder, der har fået fjernet hele underlivet f.eks. pga. kræft, og mænd der slet ikke har brugbar sæd osv., det var ikke alle dem, jeg tænkte på, da jeg skrev artiklen. Jeg beklager, at jeg ikke fik min parantes med i første omgang, det har dit indlæg så hjulpet med til. Jeg vil ønske jer alt mulig held i tilværelsen, og håbe for jer at det må lykkes jer at få børn engang. De bedste hilsner fra Lola

19. januar 2008 kl. 09.07 lola jensen

Kære Anne-Dorthe
Tak for din returnering, og det er dejligt at kunne skrive til dig, at du faktisk selv giver svarene et langt stykke ad vejen. Dejligt iøvrigt at møde en forælder, der prioriterer god til til børnene og sig selv om morgenen.
Hvornår de er klar til de enkelte opgaver afhænger selvfølgelig af deres modenhed, som kan være meget forskellig. Men nu får du nogle ca. aldre. De skal i nærheden af de 8 år, før du kan begynde at løsne ansvaret for at vaske sig, og du skal endda stadig have det overordnede ansvar. Eksempelvis kan man løsne ved at give barnet ansvar for at børste tænder om morgenen, mens forældre stadig klarer aftentandsbørstningen. Så kommer du ud på badeværelset efter en passende tid for at se niveauet af tandbørstning og klud, for ligesom at afrunde opgaven, og ikke med ordene "må jeg lige se, om du har gjort det ordentligt", for det føles selvsagt som underkendelse. Mere som en "afrundingskonsulent". Det samme med tøjet. Du kan med stor lettelse lægge det klar om aftenen, og der kan jeres dreng på 6år måske selv tage det frem, men datteren på 4 skal ikke selv vælge tøjet endnu. Det er for stor en kompetence, og det havde du tydeligt kunnet mærke, hvis hun var til balkjoler ol. Hun kan højst få lov at vælge blusen og farven på de bukser, hun skal have på. Men igen, så er det lettere at klare dette om aftenen før sengetid, da der er nogle helt andre "samarbejdsenergier" på den tid samt et mindre pres på tiden. Mht. at få ansvaret tilbage til dem igen, kan du blot indrømme overfor dem, at du har fået givet dette ansvar for tidligt, så for at få en bedre morgen med flere glade folk, så vil du fra imorgen gøre følgende... Du behøver ikke at følge mit forslag slavisk, for i den sidste ende er det det, der virker bedst for jeres familie, der er den bedste løsning. Held og lykke med at få en morgen med mindre skæld ud. Mvh Lola

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.