20. august 2009

3F-pirater angriber overenskomst

Er det rimeligt, at 3F blokerer firma, der allerede har overenskomst?

Firmaet CVV Sigma Vest i Vejle er dækket af en overenskomst mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening, så der er styr på ansættelsesforholdene. Også for firmaets polske medarbejdere.

Nej, siger 3F. Der er ingen overenskomst, så længe den ikke er vores! Resultat: Blokade! Det vil sige røde faner, en række udkommanderede blokadevagter og ballade på arbejdspladsen.

Firmaet mistede derfor en stor opgave med oprydning og rengøring på en byggeplads i Herning. Deres kunde aflyste nemlig samarbejdet, da de ikke ville blande sig i konflikten og have ballade.

En løbende konflikt
Hos Kristelig Fagbevægelse ser vi konflikten som den seneste i en lang kamp for vores overenkomster. 3F vil ikke acceptere, at vi også dækker nogle områder med overenskomst. Når både arbejdsgiver og medarbejdere er enige, bør en tredje part som 3F ikke blande sig.

Blokaderetten skal begrænses, så den ikke kan bruges, når en virksomhed allerede har en overenskomst. For når frie, uafhængige virksomheder og medarbejdere er enige, skal det ikke være i orden at blokere. Vi efterlyser derfor politisk handling, så blokaderetten begrænses.


Af Søren Fibiger Olesen, landsformand for Kristelig Fagbevægelse

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.