2. september 2009

Er Harald Børsting ligeglad?

Næsten hver femte lønmodtager oplever et pres for at melde sig ind i et af de traditionelle LO-fagforbund. LO´s formand mener "bare" det handler om ytringsfrihed.

En ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder om fagforeningspres er skræmmende læsning. Medlemmer i "forkerte" fagforeninger bliver både mobbet og chikaneret på arbejdspladsen.

Ikke noget problem?
LO's formand, Harald Børsting, kan ikke se, at der er et problem. Børsting henviser til, at der er ytringsfrihed i det her land og fortsætter med at slå fast, at han ”personligt godt kan forstå, at tillidsfolk argumenterer for at kolleger skal melde sig ind i den fagforening, der skaber goderne”.

Det er da udmærket, at LO-bossen vil stå vagt om ytringsfriheden, men det er da ikke rimeligt, at man som medarbejder skal finde sig i mobning og chikane fra kollegaer, blot fordi man har en anden mening end LO.

Diskrimination er heller ikke ok, hverken på grund af hudfarve, religion eller fagforeningsmedlemsskab. Det kan jeg heller ikke tro, at Børsting går ind for – eller hvad?


Af Christian Steen, Regionsformand for Kristelig Fagbevægelse i Nordjylland

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.