10. februar 2010

Husk lige a-kassen!

Selvom du er ung og føler dig uovervindelig, og har et godt job, så er det en rigtig dårlig ide at spare a-kassekontingentet væk.

Ledigheden blandt unge nordjyder mellem 16 og 39 år er på bare ét år fordoblet. Alligevel sparer mange unge fortsat udgiften til a-kassen væk. Det viser en ny undersøgelse foretaget af a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke.

I Kristelig A-kasse er vi bekymrede over, at næsten halvdelen af de unge sparer udgiften til a-kassen væk. I forhold til den økonomiske sikkerhed der er ved at være medlem af a-kassen, så er det faktisk en overkommelig udgift for de fleste at betale til a-kassen, og kontingentet er jo fradragsberettiget på selvangivelsen.

Mange tror fejlagtigt, at man jo bare kan få kontanthjælp gennem kommunen, hvis man skulle være så uheldig at blive fyret. Men så enkelt er det desværre ikke. Du kan normalt ikke få kontanthjælp hvis du har penge i banken, bil, friværdi i huset, eller en ægtefælle der kan forsørge dig.

A-kassen hjælper dig ikke kun, når du skal have udbetalt dagpenge. I Kristelig Fagbevægelse kan vi også hjælpe dig med råd og vejledning i forhold til, hvordan du kommer videre i dit arbejdsliv. I F.eks. tilbyder vi karriererådgivning og coach-forløb, sådan at du som opsagt eller ledigt medlem så vidt muligt fastholdes på arbejdsmarkedet eller hurtigst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet igen.

Så derfor: Husk lige a-kassen!

Af Christian Steen, Regionsformand for Kristelig Fagbevægelse i Nordjylland

7 kommentarer:

16. februar 2010 kl. 14.31 Anonym

Råd og vejledning vrøvl KONTROL KONTROL og atter KONTROL

16. februar 2010 kl. 16.03 Anonym

De TILBYDER ikke råd og vejledning - de tvinger en og truer med bål og brand.

Den eneste grund til at man er medlem er for forsikringen, så får man at vide man skal søge 2 jobs om ugen og man må ikke forlade kurset før man har fundet 2 jobs man vil søge..og der er altså IKKE 2 jobs.... Det er meget frustrerende :-(

16. februar 2010 kl. 16.32 A.C.

Der er jo to sider af sagen. Den ene side af sagen er, at arbejdsløshedsforsikring er ikke en fribillet til at sidde hjemme foran flimmeren. Det er en skattefinansieret forsikringsordning, som sikre én mod midlertidigt ledighed, og i den forbindelse følger der nogle forpligtigelser med. Bl.a søgning af eksempelvis 2 job om ugen, er nogle krav som den ledige skal indfri. At der ikke findes nogen job at søge, er umiddelbart ikke rigtigt. Der er ca. 800.000 mennesker, der skifter job hvert år, og i mange tilfælde efterlades der en tom plads, som skal genbesættes. Problemet er, at mange af disse jobåbninger ikke annonceres, da mange af dem besættes via netværk, hvorfor det er vigtigt at lære den kunst at søge uopfordret.

Den anden side af sagen er så, at de kurser som udbydes (med tvang...) er for ringe. Jeg har personligt ikke haft noget ud af de ialt 5 kursusdage, som min a-kasse har afholdt. Og jeg kan i den forbindelse godt forstå folks frustrationer, når deres a-kasse ikke er istand til at komme med de rigtige værktøjer. Det er i sidste ende den enkelte lediges eget ansvar at finde et arbejde, men a-kassen, jobcentret eller "anden aktør" har forpligtigelsen til at sikre den ledige de rigtige værktøjer, samt at hjælpe til med at få åbnet nogle døre og formidle kontakt mellem den ledige og de ikke-opslåede jobåbninger.

17. februar 2010 kl. 08.19 Christian Steen

Kære "Anonym",
Når man modtager en offentlig ydelse som f.eks. dagpenge, så siger det sig selv, at samfundet (eller i denne sammenhæng a-kassen) nødvendigvis også må have en vis form for tilsyn (eller kontrol om du vil)med de ydelser der udbetales. Herunder naturligvis også et tilsyn med, at den enkelte ledige rent faktisk står til rådighed for arbejdsmarkedet. Men Kristelig Fagbevægelse tilbyder derudover også råd, vejledning mv. - ikke kun til ledige, men også til opsagte og vores medlemmer i øvrigt. Og det er IKKE kontrol, men tilbud til medlemmerne. Alt sammen fordi vi gerne vil have, at et medlemsskab hos os bliver et værdifuldt valg for den enkelte.

Venlig hilsen

Christian Steen

17. februar 2010 kl. 10.45 Anonym

Kære Christian Steen.

Jeg er helt med på, at der skal være tilsyn eller kontrol, som jeg kalder det, men det er ikke individuelt..

Man starter på et 2 dages kursus, hvor nogle skal lære at tænde for en computer!!! Det er sgu da enerverende for andre... og så lærer man at skrive sit NAVN !!! og ADRESSE på CV et!!!

Senere kommer man så til et møde på jobcenteret hvor man kan trække et nummer iforbindelse med samtale og mens man venter kan man da lige drikke noget kaffe... Jeg føler mig bare til grin.. er i dag 45 år har været på arbejdsmarkedet uafbrudt siden jeg var 17..

Jeg ved godt at nogen søger ikke de jobs osc de skal, men helt ærligt: Kom ind i kampen

17. februar 2010 kl. 11.09 Christian Steen

Hej igen,

Vi videreudvikler løbende de forløb vi tilbyder medlemmerne, så hvis du har forslag til forbedringer, har du mulighed for at give din mening tilkende i forbindelse med evaluering af det pågældende kursus. Ellers vil jeg foreslå, at du tager kontakt til den pågældende afdeling eller aktør. Eller til Jobcentret, hvis det er dem, der har udbudt kurset/ forløbet.

19. februar 2010 kl. 10.50 A. C.

Der burde foretages en eller anden form for visitering, allerede efter de første 2 kursusdage. På den måde vil man kunne opdele de ledige i to grupper, og herefter tilpasse kursusforløbene til den enkelte gruppe.
Man kunne forestille sig en gruppe, der indeholdt personer, som er relativt velafklaret, motiveret og har grundlæggende forudsætninger for at kunne lave en god kompetencebeskrivelse; og en gruppe, der indeholdt personer, der måske har brug for mere støtte til de indledende manøvre.
På den måde undgår man, at de motiverede mister lysten og interessen, hvilket ikke er gavnligt for deres situation. Fordelen er også, at de personer som behøver mere hjælp, faktisk vil få denne hjælp og de vil opleve at de også får et udbytte af kurserne.
Jeg tror at man opleve en bedre udnyttelse af ressourcerne, hvis man foretog en tidlig opdeling af kandidaterne, og resultatet vil formodentlig være at alle kommer hurtigere ud af ledigheden.
Man skal nok også være bedre til fra a-kassens eller jobcentrets side at foreslå kurser til de ledige, og generelt være bedre til at matche de forskellige kursustilbud til den enkelte kandidat.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.