27. maj 2010

Har vi råd til efterløn

Der er altid gode odds på efterløn. Du får garanti for at få din indsats 5 gange igen. Efterlønsordningen er som en forening, hvor lønmodtagere og selvstændige frivilligt kan melde sig ind. Der er en stor bonus i udsigt til foreningens medlemmer, - men kun til dem, der bliver i foreningen i 30 år. Foreningens medlemmer financierer selv mindre end 20 % af udbetalingerne til foreningens medlemmer. Resten bliver betalt af skatteyderne, - også dem der ikke er medlem af foreningen. Helt præcist indbetaler man i løbet af de 30 år ca.150.000 kr. En udbetaling fra man er 60 til 65 år løber op i ca. 850.000 kr.

Et valg med store konsekvenser
Kravet om medlemskab i 30 år er for mange et strengt krav. Hvem kan før de fylder 30 tage stilling til deres livssituation som 60 årig?
Hvis man siger "ja" til ordningen og senere fortryder det, kan man få sine indbetalinger igen. Men har man først sagt nej til ordningen, er der ingen fortrydelsesret. Så hænger med på sit valg og kan aldrig få del i efterlønsgoderne.

For både nedslidte og livsnydere
Efterlønnen blev indført i en periode med høj arbejdsløshed. Dengang talte man om, at ældre lønmodtagere kunne trække sig tilbage for at give unge mulighed for at få jobs og komme ind på arbejdsmarkedet. Man talte også om, at ordningen skulle give de reelt nedslidte mulighed for tidlig pension. Men sådan er det ikke længere. Nu kan raske og arbejdsdygtige mennesker selv definere deres begrundelse for at komme tidligt på pension.

Er det rimeligt?
De fleste finder det sikkert rimeligt, at man kan spare op til pension og få sine indbetalinger udbetalt når man pensioneres.
Men er det rimeligt, at man selv definerer sit behov for tidligere pension, - vel at mærke når andre skatteydere skal betale 80 % af den?
Og er det rimeligt, at man er ekskluderet fra at være med i ordningen, hvis man ikke lige har fået taget stilling 30 år før man har brug ydelsen?

Hvad mener Krifa?
Ja, vi bliver faktisk ofte spurgt om, hvad vi mener. Men vi vil gerne sende stafetten videre og høre, hvad vores kunder mener? Giv os din mening og fortæl os om efterlønnen skal fortsætte, om der skal være mere egenbetaling, om den igen skal være bestemt for nedslidte og hvad vi skal sætte i stedet, hvis den afskaffes?

Allan Bruhn, sekretariatschef, Krifa

13 kommentarer:

31. maj 2010 kl. 13.56 Jesper Lindgren Hejlesen

Efterlønnen er en samfundsøkonomisk katastrofe, man sender fuldt arbejdsdygtige ud af arbejdsmarkedet, mens de stadig er i stand til at bidrage til den samlede produktion, og ikke nok med det, man lader de resterende skattebetalere dække 80% af deres efterløn. Om efterlønnen var en god eller dårlig ide da den blev indført, er irrelevant, sagen er at den i dag er en katastrofe, og en bombe under fremtidige generationers velfærd.
Jamen hvad med de nedslidte, kan man høre hylekoret stemme i med. Jamen der er da ingen i Danmark der vil sende en nedslidt ud og arbejde, dem skal vi selvfølgelig sørge for har mulighed for at trække sig tilbage, men lige her er efterlønnen en bastard, det er ikke pension, men heller ikke en socialydelse. Hvis nu er nedslidt, ja så hører du til i det sociale system, hvor din arbejdsduelighed vurderes, uanset om du er 30 eller 60. Efterlønnen har forplumret billedet af hvem der har ret til og bør få en ydelse, og hvem der fiser den af på golfbanen, i stedet for som anstændige borgere i et samfund, at bidrage med deres produktionskapacitet.

31. maj 2010 kl. 14.29 Krista

Enig

31. maj 2010 kl. 15.48 Gordon shumway

Kære Allan Bruhn

Det er rigtigt at man selv "kun" indbetaler ca. kr. 150.000. Men hvis du betragter indbetalingerne til efterlønnen som en opsparing (hvilket man nok skal)og regner med en realrente på 1,5% (nok noget lavt sat), bliver opsparingen på kr. 200.000, endvidere vil man i fremtiden kun få et fredrag på indbetalingerne på ca. 25%, men udbetalingerne beskattes mec ca. 37%. set regnestykker noget anderledes ud.

Bevar ordningen men disse ændringer

Man skal MAX kunne få efterløn i 3 år

Man skal starte senest med at indbetale når man fylder 24 år, således at man kommer til at betale i 40 år.

På den måde kommer kun de som er på arbejdsmarked i mindst 40 år, til at få retten til efterløn.

Vi skal også passe på med at tro at ved at afskaffe efterlønnen, løser vi dermed alle samfundets problemer.

Vi skulle istedet måske hellere kikke lidt så de ca. 900.000 personer mellem 18 & 65 som er på overførelses indkomst og gøre en indsats på at få nogle af den tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg nægter at tro at næsten 25% af de 18 til 65-årige ikke er istand til at arbejde

31. maj 2010 kl. 23.29 Anonym

Jeg har da aldrig drømt om, at skulle gå på efterløn.
Min forventning var, at jeg i det mindste skulle arbejde til jeg var 65.
Har derfor heller ikke betalt til efterløn.
Det har jeg da absolut fortrudt nu. Nedsat dagpengeperiode, for få arbejdspladser etc.
Det er nemt at være bagklog, men havde jeg vist, hvad jeg ved i dag, havde jeg betalt efterlønsbidraget - det havde jo været en billig forsikring.
Jeg er 55 og i arbejde.

1. juni 2010 kl. 10.33 Kurt Forslund

Jeg forstår ikke helt denne debat om afskaffelse af efterlønnen.
Afskaf først lige arbejdsløsheden.
Der er masser af unge arbejdsstærke mennesker at tage af !!
Og lad så os gamle nedslidte få lov til at nyde de få år på efterløn !!

1. juni 2010 kl. 15.11 Allan Bruhn

Tillad mig at bruge "Anonym" som eksempel. Hun er 55 år og har fortrudt at hun fravalgte efterlønnen. "Hendes egen skyld" vil mange måske mene? Men sandheden er, at hun over skatten allerede har betalt 80 % af hendes egen efterløn. Men hun har bare ikke via et medlemskab af en A-kasse betalt de sidste 20 %. Derfor kan hun kun få 0 kr. i efterløn. Et mærkeligt regnestykke, som jeg tror politikkerne får sværere og sværere ved at forklare.

1. juni 2010 kl. 20.09 Joachim

Efterlønnen er en katastrofe og skal afskaffes hurtigst muligt. Det er ufatteligt at jeg gennem skatten skal betale for at fuldt arbejdsdygtige mennseker kan holde fri. Hvis folk er nedslidte efter et langt og hårdt arbejdsliv skal de førtidspensioneres til de kan gå på pension - hvis da ikke de kan omskoles til et andet erhverv, evt. på deltid.

1. juni 2010 kl. 21.41 Henri

Efterlønnen kan ikke afskaffes hurtigt nok. Det er intet mindre en politisk uansvarligt at beholde efterlønnen. Ethvert bankende liberalt hjerte vil helst afskaffe den ordning, men limen fra taburetterne må åbenbart være gået på hjernen, for ingen i folketinget (bortset fra liberal alliance, som derfor får min stemme) tør tage emnet op til diskussion

2. juni 2010 kl. 00.19 Stefan

Enig med flertallet her: SE SÅ AT FÅ AFSKAFFET DEN EFTERLØN!

@Kurt Forslund: Ja, NEDSLIDTE må for min skyld gerne komme på efterløn men det er trods alt fåtallet. Og vi skal trods alt ikke mere end 2 år tilbage så var arbejdsløsheden afskaffet. Og om 2-5 år er vi forhåbentligt godt på vej igen.

2. juni 2010 kl. 00.29 Ingelise

Det er da helt tydeligt, at nogle af de kommenterende herrer har deres på det tørre! Måske har de heller ikke livserfaring og empati! Vi taler alle sammen ud fra, hvad vi selv har kendskab til, og somme tider dømmer vi andre (ens) ud fra, hvilket menneske vi selv er.
Heller ikke jeg havde nogensinde drømt om at gå på hverken efterløn eller pension. Men efter 33 flittige år på arbejdsmarkedet måtte jeg som 53-årig lukke mit firma pga. slidgigt. Dette oveni en kronisk sygdom gennem 19 år. Førtidspension får man ikke bare sådan, den skal man kæmpe for, fandt jeg ud af. Jeg havde ikke overskud til denne kamp. I de følgende syv år blev der læst utallige jobannoncer og skrevet utallige ansøgninger. Kortvarige jobs og vikarjobs blev løsningen. Vores aldersgruppe er ikke efterspurgt. Måske knirker skelettet, og måske er vi ikke slet så hurtige mere, men der er tilsyneladende heller ikke nogen, der værdsætter arbejdsmarkeds- og livserfaring, mange års opsamlet lærdom og viden, når der ofte er 100-200 ansøgere at vælge imellem. Mon ikke vi her kan konkludere, at der på en række områder er et overskud af arbejdskraft? Jeg fik også afslag på at tage en anden uddannelse (to gange endda), og den oplevelse er jeg nok ikke ene om.
Jeg går absolut ind for efterløn. Og for mig er det en KÆMPE lettelse. Jeg er SÅ taknemmelig.

6. juni 2010 kl. 21.20 Anonym

Stop hetzen – bevar efterlønnen. Mange års slid og hårdt arbejde, der er ingen tvivl.
Vi betaler jo selv til efterlønnen. Stor arbejdsløshed og nedsættelse af dagpengeperioden, gør det svært nok i forvejen.
Jeg har hidtil ikke set seriøse tal på, at afskaffelsen af efterlønnen skulle give nævneværdige besparelser.

Til gengæld er der mangt og meget, der tyder på, at modtagerne i høj grad vil ende på andre overførselsindkomster som understøttelse (da de jo er forsikrede). HOLD FINGRENE FRA EFTERLØNNEN!!!

15. september 2010 kl. 14.17 Vagn

Det påstås, at man kan spare ca. 25 milliarder ved at afskaffe efterlønnen. Jeg vil gerne se en beregning af, hvordan man kommer frem til det tal. Har man glemt at medregne komme til indtægter og komme til udgifter? Jeg tror at besparelserne bliver meget mindre og endda kan ende med at være negative. Oveni kommer en masse besvær og menneskelige lidelser, når der skal søges om førtidspension etc.

12. oktober 2010 kl. 10.46 Inger Skouby

JA, - ENIG, STOP NU hetzen mod efterlønnen !! Vi er altså nogle som i den grad er nedslidte og gjort sit igennem et LANGT ARBEJDSLIV !

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.