4. juni 2010

Sund fornuft med a-kasse og fagforening

Regeringens spareplaner giver nogle ændringer på a-kasse- og fagforeningsområdet. Men det er stadig sund fornuft at stå i Kristelig Fagbevægelse.

Kun få er ledige i to år
Dagpengeperioden bliver forkortet fra fire år til to år. Men betyder det, at det ikke kan betale sig at stå i en a-kasse længere?

Nej, langtfra! I Kristelig A-kasse er det kun 8,5 % af de ledige, der pt. har været det i mere end to år. Alle de andre ledige (91,5 %) kommer i arbejde, længe før der er gået to år. Man kan også sige det på den måde, at hvis reglerne var trådt i kraft i dag, var det kun 1 % af samtlige medlemmer, der ville være ramt af begrænsningen af dagpengeperioden.

De lediges sparringpartner
Når man er med i Kristelig A-kasse, kommer man ikke til at hænge uvirksom i dagpengesystemet. Inden for det seneste år har 30.000 ledige fået et nyt job, for Kristelig A-kasse gør en stor indsats for at hjælpe folk i arbejde igen. Ja, faktisk gør vi mere, end loven forlanger af en a-kasse, og opfatter os som de lediges sparringpartner.

Fuld fradragsret
Fremover bliver der et loft på 250 kr. om måneden for, hvor meget man kan trække fra i skat for sit fagforeningskontingent. Men det rammer ikke medlemmer af Kristelig Fagforening. Her er kontingentet nemlig så lavt, at man stadig kan trække det hele fra – 155 kr. om måneden.

Anette Broberg Knudsen, kommunikationsmedarbejder i Kristelig Fagbevægelse

8 kommentarer:

6. juni 2010 kl. 07.37 Gordon Shumway

Det havde nu været bedre hvis man ikke kunne trække udgifterne til en fagforening fra i skat.

hvorfor skal de som ikke ønsker at være medlem af en fagforening, gennem skatten betale for dem som er medlem af en fagforening.

Det er skjult statsstøtte tilfagforeningerne

7. juni 2010 kl. 20.33 Preben Kramer

Statistik er som bekendt den bedste mulighed til at skjule mindre gode facts.
8,5 % er jo flot, men hvad sker der når alderskriteriet tages med i betragtning? Jeg er selv en af de "gamle" på 57, som ikke tages med i betragtning, når der ansættes, ud fra tesen "han går jo nok på efterløn"
Ændringen som regeringen og DF har lavet, resultere i jeg falder gennem nettet.
Så NEJ jeg er ikke enig med dig Anette!!!

8. juni 2010 kl. 10.38 Bjarne

@Preben: Hvad er det du ikke er enig med Anette i? Hendes pointe er vel at det fortsat er en god idé at være med i en A-kasse og det er jeg i hvert fald helt enig i (hellere få dagpenge i 2 år end slet ikke få det).

Jeg kan egentligt godt leve med forkortelsen af perioden - under forudsætning af, at der gøre tilstrækkeligt for at skabe mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Så når motivet er at spare penge er jeg bekymret men ellers er det jo super, hvis det kan lykkes at få folk i arbejde hurtigere.

8. juni 2010 kl. 13.00 Anonym

De gør da ikke noget for at få folk i arbejde igen!!!

11. juni 2010 kl. 08.25 Preben

@Bjarne, det jeg ikke er enig i, er Anette skriver, det er fint med nedsættelsen af dagpengeperioden, da det kun berører 1% af medlemmerne, MEN er du en af de 1%, er forkortelsen af dagpengeperioden ikke fint. Selvfølgelig er en A-kasse en god ide.
Desuden har jeg nu deltaget i møder og "hurtig igang kurser" med lær at skrive ansøgning CV, så er jeg enig i den anonyme, at den indsat der tilbydes er ren tidsspilde, jeg er træt af at høre "jammen det skal nok gå", "jeg er glad for at du søger så bredt" "jeg tror der snart sker noget", "du har så meget at byde på". indlærte fraser som ikke giver nogen form for hjælp eller aktiv indsat, det gælder både A-kasse og Jobcenter.
Fact er 120 ansøgninger, én samtale.

13. juni 2010 kl. 13.33 steen

Skal møde til min 9 mdr. samtale hos jer,og jeg kan ikke se hvad i har gjort for at jeg skal finde et job. jeg er lige fyldt 60 år ,så i regner vel med at jeg går på efter løn, men jeg syntes ikke jeg er brugt op endnu,

25. juni 2010 kl. 21.46 Anonym

Afskaf så bare den A-Kasse så kan vores politiker jo spare mange penge vi må klare os selv sådan er livet

19. oktober 2010 kl. 22.36 Sultens slavehær

Lige pt. er der 11 ledige om hvert opslået job. Det er også sådan at jo mere uddannelse man har jo flere strenge at spille på. Professoren, overlægen, juristen osv. kan jo altid søge nedad som buschauffør, rengøringsassistent eller lagerarbejder, de tre sidst nævnte har ikke muligheden for at søge opad, så derfor bliver presset på de ufaglærte og kortuddannede meget stort. Derfor holder Anettes tese om, at kun 1% ryger ud af dagpenge systemet slet ikke. I foråret 2012 vil man se en meget stor stigning i sygemeldinger, da ledige bliver syge af at spekulere på hvorledes de skal klare til dagen og vejen. Efter 1. juli vil kommunerne opleve en eksplosion på kontanthjælps området, da mange tusinde vil miste deres dagpenge grundet genoptjenings kravet på 1924 timer. Timer som det ikke har været muligt at få grundet den økonomiske krise. Det vil også til den tid gå op for mange at de heller ikke kan få kontanthjælp, da en evt. ægtefælle/samlever har job, eller man har mere end 10.000 kr. i formue i form af hus, bil eller pensionsordning. Velkommen til ragnarok, eneste mulighed for en redning i sidste øjeblik er en ny regering med en ny politik.
Fy for Søren, det er jo politik og det må man jo ikke blande sammen med det at være medlem af en fagforening/a-kasse. Vågn op alle jer der syntes fagforeninger og a-kasser skal være upolitiske, hvem bestemmer reglerne for om du kan få dagpenge eller efterløn - rigtigt det gør politikkerne. Så selvfølgelig skal der ageres politisk i fagforeninger og a-kasser, ellers begår man jo selvmord på den langsomme måde, nemlig ved hjælp af sultedøden. Men så er der jo mere sul til de der har nok i forvejen, men som altid mener at det er de små i samfundet der skal holde for, for vi er jo flest. Tak for kaffe.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.