6. juli 2010

Mand på barsel fyret

Tidligere mandlig vagtfunktionær tog barselsorlov og blev fyret. Og det var ulovligt.

Det kommer til at koste Jydsk Vagt- & Hundetjeneste i Århus seks måneders løn til den tidligere vagtfunktionær Rasmus Holmgaard, at de fyrede ham under hans barselsorlov. Det har retten i Århus tilkendegivet i hans sag, som Kristelig Fagbevægelse har ført for ham.

På orlov på grund af sygdom
Rasmus Holmgaard havde fået en datter i januar 2008 og holdt 14 dages barselsorlov. I november blev hans kone syg, og han så sig nødsaget til straks at overtage sin kones barselsorlov ved at tage fædreorlov i to måneder. I december blev han sagt op.

Arbejdsgiverens bevisbyrde
Begrundelsen for opsigelsen var driftsmæssige nedskæringer, men da afskedigelsen skete i forbindelse med en orlov, skal arbejdsgiveren løfte bevisbyrden for, at Rasmus Holmgaard ikke blev opsagt, fordi han havde gjort brug af sin ret til at holde fædreorlov.

Godt for ligestillingen
- Det er glædeligt, at den beskyttelse, ligebehandlingsloven giver lønmodtagere under graviditet og barsel, i lige så høj grad beskytter mænd som kvinder. Det er til gavn for ligestillingen, at mænd kan tage orlov med den samme tryghed som kvinder, siger advokatfuldmægtig hos Kristelig Fagbevægelse Jane Kjær Klausen.

Ødelagde nytårsaften og fødselsdag
Rasmus Holmgaard er glad for det positive udfald af sin sag, men synes, det har været en træls sag og havde hellere set, at det kunne have lykkedes at blive enig med arbejdsgiveren uden at skulle i retten.
- Jeg blev fyret den sidste dag i december, så jeg skulle fejre nytårsaften med en fyreseddel i hånden. Og den dag, jeg skulle stoppe, var på min fødselsdag. Det var ubehageligt at skulle forbinde de to dage med en fyring.

- Det kom bag på mig, at jeg blev fyret, og det har været en lang og træls periode at komme igennem. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke kunne blive enige uden at komme så langt, at vi skulle i retten, siger Rasmus Holmgaard.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.