10. august 2010

Moral og politisk dømmekraft

De bedste og dygtigste politikere verden har set har en moral, der er lidt flosset i kanten. Det viser historien, og det vil jeg vende tilbage til om lidt.
Er man til sladder og granskning i politikeres privatliv har denne sommer været spændende.
Vi har fulgt Lene Espersens feriemønstre. Hvornår holder hun ferie. Hvor meget holder hun ferie. De fleste har efterhånden også en holdning til om hun holder for meget ferie.
Og så er der Helle Thorning Schmidt. Hendes økonomiske dispositioner er efterhånden blevet endevendt godt og grundigt. Og de fleste har en mening om hun betaler nok i skat.

Forventer vi for meget
Forventer vi for meget af politikere? Skal de være bedre og mere moralske end andre mennesker?
Historien viser, at man ikke nødvendigvis bliver en bedre politiker af at have en god moral Peter Nedergaard skrev for nylig på Jyllands Postens blog at tendensen om, at politikere skal være moralske dydsdragonerer er ny, for sådan var det ikke da Thorvald Stauning eller Jens Otto Krag var ledende politikere.
I forhold til disse to er Lene Espersen og Helle Torning Schmidt at regne for rene dydsmønstre i deres privatliv.
Hvis man havde gået til Stauning og Krag, som man er gået til Espersen og Thorning, var de sikkert blevet lukket ude af politik på et tidligt tidspunkt i deres karriere.
Fra USA kender vi endnu flere. John F. Kennedy reddede efter manges mening verden fra en altødelæggende atomkrig under Cubakrisen, men hans dømmekraft i privatlivet var langt fra altid lige god. Bill Clinton rejste USA økonomisk og teknologisk på en helt enestående måde. Han var efter alt at dømme en eminent politisk leder, men i privatlivet havde han da sine åbenbare fejl.
Hvad mener du? Forlanger vi for meget af politikeres moral?

Hvad ville du sige til..
Hvad vil du sige til, at din arbejdsgiver dømmer dig på din moral i stedet for de resultater, du leverer?

Rolf Weber, Politisk konsulent, Kristelig Fagbevægelse

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.