14. september 2010

Få styr på skiftende arbejdstider

Færre og færre har helt faste arbejdstider, hvor de stempler ind om morgenen og ud otte timer efter. Men hvordan håndterer jeg skiftende eller udflydende arbejdstider?

Nattevagter og weekendvagter. Hjemmearbejde med tændt mobil og pc om aftenen. Flere og flere har arbejdstider, der ikke lige ligger fra 8 til 16. De skæve arbejdstider gør det sværere at få en god balance mellem arbejde og fritid. Til gengæld giver det mindre stress, hvis man selv har indflydelse på de skiftende arbejdstider, fremgår det af en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Hvis man selv er med til at planlægge sit vagtskema eller sin fleksible arbejdstid, får man ikke så let forhøjet blodtryk, søvnløshed og psykiske problemer, og man bliver ikke så hurtigt træt. Hvorimod man risikerer at få det dårligere, hvis arbejdspladsen bare dikterer skæve arbejdstider.

Natarbejde
Hvis man har natarbejde, er det vigtigt, at man planlægger sin fritid, så man får sovet nok. Når man har været vågen i mere end 18-19 timer, svarer det til en promille på 0,5. Derfor sker der flere ulykker, hvis man arbejder på 12-timers vagter end 8-timers vagter.
Typisk har man natarbejde en uge i træk, hvis man har skiftende vagter. Men i dag anbefaler Videnscenter for Arbejdsmiljø, at man kun har to nattevagter i træk, fordi det er mindre belastende for kroppen.

Total flekstid
Det kan være svært at holde fri, hvis man kan arbejde hjemmefra via mobil og pc – der er altid et eller andet, man lige skal tjekke.

Her er tre gode råd til at sætte din egen dagsorden:
• Fastsæt tidspunkter, hvor du er arbejdsmæssigt off line.
• Sluk for mobilen og lad pc’en blive hjemme i ferien.
• Skriv en liste ved arbejdsdagens slutning med de opgaver, du skal i gang med næste dag. Lad den ligge ved din arbejdsplads. På den måde er det lettere at tømme hovedet og slappe af.

Læs mere om faste og skiftende arbejdstider i temaet ”Ugen på job” i det Krifa Magasin, du netop har fået med posten, eller her.

Rolf Weber, Politisk Sekretariat

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.