8. oktober 2010

Meningsfuldt arbejde

Oplever du, at dit arbejde er meningsfuldt? Hvis ikke, hvad kan det så skyldes, hvad kan du gøre ved det, og hvad har du af ideer til andre?

Min grundlæggende holdning er, at alt arbejde er meningsfuldt. Jeg tror, vi alle har lyst til at udføre noget, løse opgaver, være sammen med andre og hjælpe andre.

Du skaber værdi for andre
Det afgørende er, at du kan se, at det, du laver, skaber værdi for andre. Enhver leder har et stort ansvar for, at de ansatte kan det. Men alle har et ansvar. Vi oplever, at vores arbejde er meningsfuldt, når en leder, kollega eller kunde giver respons på det, vi laver. Så føler vi os værdsat.

Ikke for pengenes skyld
Hvis vi kun går på arbejde for at tjene penge, bliver arbejdsdagene lange. Selvfølgelig er det et grundlæggende formål med, at vi arbejder. Men det, der skal drive os, er, at vi kan se en mening med vores arbejde. At det gør en forskel, at nogle efterspørger det, er afhængige af det.

Andre har brug for dig
Har du dage, hvor du føler, at dynen trækker mere i dig end arbejdet, fordi du ikke synes, dit arbejde giver mening? Tænk så på, at du har værdi, fordi nogle - kolleger, kunder eller andre - er afhængige af dig og det, du laver. Og tænk på glæden ved at være sammen med andre og lave noget sammen med andre.

Kend dine energikilder
Du kan også være bevidst om, hvad der kan give dig energi til en ny dag. Det kan være at tænke på fællesskabet med dine kolleger, begynde dagen med en løbetur, se frem til at skulle til frisør om eftermiddagen osv.

Din holdning er afgørende
Om du får en god eller dårlig dag, afhænger meget af din holdning. En enkelt kollegas negative holdning kan trække alle ned, ligesom begejstring smitter og løfter alle. Nogle gange er det så lidt, der skal til. Bare det at møde andre med et smil, gør en forskel.

Jesper Wengel, administrerende direktør Kristelig Fagbevægelse

3 kommentarer:

14. oktober 2010 kl. 08.36 Bo Svendsen

Jeg er grundlæggende enig i denne tekst, der er dog lige den hage ved det at det desværre ikke altid er medarbejderens ønske at arbejdet skal være meningsfyldt og givende. Jeg kender mange som er godt tilfredse med at komme på arbejde, udføre hvad de bliver sat til og så gå hjem igen, til en meningsfyldt FRITID. Denne holdning er lisså god da jeg tror på, det vigtige er at have et meningsfyldt LIV. Men personligt mener jeg jo så heller ikke, der er noget ivejen for at have BÅDE meningsfyldt ARBEJDE & LIV, men så er man vel bare ekstra priviligeret ;-) Med venlig hilsen Bo

14. oktober 2010 kl. 12.50 Gordon Shumway

Nu kan det måske være være svært, at være positiv mht. til sit arbejde, hvis man er en at de lavtlønnet i et arbejde hvor man føler at igen sætter pris på det arbejde man udføre.

F.eks. rengøring, butiksansætte, P-vagt, avisbude m.m.

Her bliver man desværre nød til at være "ligeglad" med jobbet og bruge energien på fritiden.

15. oktober 2010 kl. 18.22 Lise Vendelbo

Hej Gordon

Hvis du føler, du ikke gør et meningsfuldt job, så læs lige artiklen igen, afsnit "Kend dine energikilder".Jeg kan dog godt forstå dig, tit kan en chef komme meget meget langt ved at vise interesse for sine medarbejder og det er nok der der kniber gevaldigt for rigtig mange chefer. Det er en skam,hvis man så på sine ansatte som aktiver ville man nok gøre hvad der skulle være for at få større udbytte af dem, måske det bare kunne være en runde med "godmorgen" måske spørge til hvordan det går og så følge op på det, ganske kort og lille indsats med stor værdi.
Du er uundværlig i hvilket som helst job.

Hilsen Lise

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.