2. december 2010

Respekt i hverdagen

Jeg hedder Nuriye Safran Akar, er 27 år og stammer fra Tyrkiet.

Jeg var blot to år, da jeg med mine forældre kom til Danmark. Min muslimske baggrund betyder meget for mig, og jeg læser i Koranen, der også er udgangspunktet for de værdier, jeg har.

Venner blev overrasket
Til dagligt arbejder jeg som kundekonsulent i Kristelig Fagbevægelse. At jeg arbejder her, har overrasket mange af mine venner. De havde ikke set det som en arbejdsplads, hvor der er medarbejdere med muslimsk baggrund. Jeg søgte jobbet i forbindelse med, at jeg i 2009 var blevet ledig som kontorassistent.

I Kristelig Fagbevægelse har vi en helt unik måde at møde kunderne på. Jeg tror, at det skyldes, at vi som arbejdsplads tager udgangspunkt i det kristne livssyn. Og det har jeg ikke svært ved som muslim. Den måde, jeg ønsker at behandle andre på ud fra min tro, adskiller sig ikke fra den måde, det kristne livssyn udfolder sig på. Tværtimod har jeg oplevet, at mine kolleger spørger ind til, hvilke ligheder og forskelle der er mellem de to religioner. Jeg er blevet mødt med respekt, så jeg har følt mig hjemme fra dag 1.

Også på tyrkisk
Meget af motivationen i mit arbejde får jeg gennem mine kolleger. Jeg glæder mig hver dag til at skulle mødes med dem. Og jeg træder også gerne til, hvis der er en kunde, der alene taler tyrkisk. En service der for mig er med til at give et mere nuanceret billede af Kristelig Fagbevægelse. Og det har min omgangskreds også fundet ud af nu.

Nuriye Safran Akar, Kristelig Fagbevægelse

1 kommentarer:

7. december 2010 kl. 19.28 Jannik

Kudos!

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.