15. juni 2011

Folkemøde, døde sild og sure bønder

I dag og fire dage frem er der folkemøde på Bornholm. Politikere af alle formater og organisationer i alle størrelser er draget af sted til Allinge. Mere end 200 journalister er taget til øen for at dække begivenhederne.

Politisk DJ-battle og døde sild
Og hvad er det så, alle disse mennesker skal på Bornholm? Ideen er, at "folket skal mødes" under afslappede former og diskutere, hvad vi vil med vores land. Hvordan fremtidens Danmark skal se ud.
Forskellige organisationer har planlagt op mod 200 arrangementer, der lægger op til debat.

De spænder fra "Hvad skal vi leve af i fremtiden?" over "Demokrati 2020 – har vi en vision?" til "politisk DJ-battle" og "Hvorfor skal ligeglade københavnere lytte til sure bønder i Jylland?"
Kristelig Fagbevægelse er naturligvis også på banen. Med arrangementet: "Er den danske model en død sild?" byder vi op til debat om arbejdsmarkedet og fremtiden for den danske model.

Desuden arrangerer vi Folkemøde-fodbold, hvor venner og fjender kan lade fødderne tale i en rask dyst.

Folkets møde?
Lad os håbe, at det reelt bliver folkets møde. En arena, hvor folkets visioner bliver fremsagt og hørt. Et sted hvor demokratiet bliver udfordret på den gode måde. Og ikke blot et forum for professionelle meningsdannere, der løsner slipset for en stund i Allinge.

Gitte Krogh Nørgaard, politisk konsulent, Kristelig Fagbevægelse

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.