7. juni 2011

Søg job i ferien

Det er håbløst at søge job i sommerferien. Der er få opslåede stillinger, og alle, der kan tage beslutning om noget, er på ferie… Sådan er der mange, der tænker, når sommerferien nærmer sig. Men ferien er faktisk et godt tidspunkt for jobsøgning.

Traditionelt er der færre opslåede stillinger i ferien, men det betyder ikke, at det er et dårligt tidspunkt at søge job på. Det er der flere grunde til.

For det første er det højst halvdelen af alle ledige stillinger, der bliver slået op. Der er altså masser af ledige stillinger, der ikke bliver annonceret, men bliver besat via uopfordrede ansøgninger og netværk – altså vælger arbejdsgiveren nogle ud blandt bunken af uopfordrede ansøgninger eller ansætter personer, der er blevet anbefalet af andre.

For det andet er der i sommerperioden lidt luft i chefernes kalender til at læse uopfordrede ansøgninger eller tage et møde med interesserede kandidater.

Hvad skal du gøre?
Du skal selvfølgelig søge de opslåede stillinger, der matcher dine ønsker og kompetencer – også i sommerperioden. Men i sommerferien kan du med fordel gribe jobsøgningen lidt anderledes an:

Send flere uopfordrede ansøgninger: Som nævnt er det nu, at cheferne har tid til at kigge dem igennem.

Uopfordrede ansøgninger er en disciplin for sig selv, og der er et par tommelfingerregler, du med fordel kan følge:

1. Du skal sende en uopfordret ansøgning til en navngivet person og ikke bare til et firma eller en afdeling.

2. Du skal selv følge op på den uopfordrede ansøgning. Slut derfor ansøgningen af med, at du vil ringe i den nærmeste fremtid for at høre, om ansøgningen har vakt interesse. På den måde fastholder du initiativet og undgår at blive ringet op, når du står med munden fuld af slush-ice.

Sæt jobsøgningen i system: Det er ferietid, og det skal også mærkes, selvom man er jobsøgende. Sørg derfor for at få sat jobsøgningen lidt i system, så du kan holde fri med god samvittighed. For eksempel kan du sætte formiddagen af til jobsøgning, så du kan nyde resten af dagen i selskab med familie og venner.

Har du gode erfaringer med at søge uopfordret i sommerferien?

Henri Hummelmose Brorson, uddannelseskonsulent i Kristelig Fagbevægelse.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.