25. november 2011

Sexchikane og julefrokoster

Julefrokosten giver ikke chefen en undskyldning for at kaste sig over kontorets lækre steg. Sexchikane er sexchikane, også når det sker til firmaets julefrokost. Det oplyser Kristelig Fagbevægelses juridiske chef, advokat (H) Mette Lykkegaard.

- Der gælder de samme ansættelsesretlige regler under en firmajulefrokost som på arbejdspladsen til daglig. Uanset at det er uden for normal arbejdstid, og uanset at julefrokosten måske holdes ude i byen. Arbejdsgiveransvaret varer ved, indtil det tidspunkt, hvor julefrokosten officielt er slut, siger Mette Lykkegaard.

Samtidig oplyser Mette Lykkegaard, at hvad der opleves som sexchikane på én arbejdsplads, måske ikke er det på en anden. Det afhænger bl.a. af kulturen og omgangstonen.

- Om noget er sexchikane eller ej, afgøres af den part, der føler sig udsat for sexchikane. Hvis man føler sine grænser overskredet og krænket på grund af noget, en anden siger eller gør, kan der være grundlag for at rejse en sexchikanesag. Føler man sig udsat for sexchikane, bør man derfor kontakte sin fagforening, siger Mette Lykkegaard.

Go' Morgen Danmark på TV 2 har haft Mette Lykkegaard i studiet om, hvad der skal til, for at man kan tale om sexchikane.

Ove Klausen, kommunikationsmedarbejder, Kristelig Fagbevægelse

3 kommentarer:

30. november 2011 kl. 11.40 seomarketingppc

Godt indlæg på Morgen TV. Sexchikane handler meget om hvilken kontekst, det ses i, samt den interne jargon på arbejdspladsen.

14. december 2011 kl. 14.48 Sandy Ditlef

Det handler om at sætte tydelige grænser - og det har kvinder ofte svært ved af flere grunde - manglende selvtillid, føler at de ikke kan sige chefen imod, bange for at miste jobbet....osv.
Da jeg var ung, havde jeg en chef, som gav mig "et klap bagi" under forbigang. Da han en dag stod på gangen og talte med en kollega - gav jeg ham et tilsvarende klap. Der blev grænsen sat. Han gjorde det aldrig mere. I min verden hed det ligestilling.

15. december 2011 kl. 23.55 Louise

Sejt gjort Sandi:-)

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.