15. juni 2012

Den danske model er for tynd til fremtidens catwalk


Den danske model er for ukendt og udemokratisk, viser en analyse You Gov har lavet for FRIE Funktionærer, Det Faglige Hus og Kristelig Fagbevægelse. Analysen er lavet i maj og baserer sig på svar fra 982 lønmodtagere, og den er blevet offentliggjort på Folkemødet på Bornholm.

Selv med tre valgmuligheder kan kun lidt over halvdelen af danske lønmodtagere (55 procent) svare korrekt på, at "den danske model betyder, at arbejdsmarkedets parter aftaler vilkårene for ansættelser". Mere end hver femte (22 procent) ved ikke, hvad den danske model dækker over.

Næsten hver anden føler sig udenfor
Danske lønmodtagere føler sig ikke særlig godt repræsenteret af hovedorganisationerne de såkaldte arbejdsmarkedets parter. Næsten hver anden (45 procent) føler sig slet ikke eller kun i mindre grad repræsenteret af hovedorganisationerne ved trepartsforhandlinger. Selv blandt LO's medlemmer føler hver tredje (33 procent) sig slet ikke repræsenteret eller kun repræsenteret i mindre grad.

Mange tror sig for sikre
Mange lønmodtagere tror de har en række rettigheder, som de ikke har, fordi de kun har dem, hvis de er omfattet af en overenskomst eller anden aftale, der sikrer, at de har dem. Det gælder bl.a. fri ved barns første sygedag, som 48 procent fejlagtigt tror, de har; barsel med løn i et halvt år, som 42 procent fejlagtigt tror, de har; og et opsigelsesvarsel, som hele 69 procent fejlagtigt tror, de har.

Behov for modernisering
Analysen viser, at der er brug for en modernisering af den danske model:
  • Den nuværende model er udemokratisk, fordi LO og de andre hovedorganisationer har taget monopol på at være arbejdsmarkedets parter og ønsker at holde store lønmodtagergrupper i frie fagforeninger udenfor.
  • Den nuværende model baseret på kun at ville bruge overenskomster til at indføre rettigheder på arbejdsmarkedet har spillet fallit. Der er brug for at supplere med lovgivning, så alle får ret til fx at holde fri på et barns første sygedag og ret til et opsigelsesvarsel.
 Bedre at forny end bevare
Diskussionen om den danske model handler alt for meget om, hvordan vi kan bevare den, sådan som den altid har været. Men lad os dog se fremad og finde modeller, der matcher vores moderne tider, i stedet for ville mase dem ind i en gammel model. Den danske model er for tynd til fremtidens catwalk


Rolf Weber, politisk konsulent, Kristelig Fagbevægelse

12 kommentarer:

16. juni 2012 kl. 05.49 Gordon Shumway

Analysen viser med alt tydelighed, at det måske ville være en god ide hvis folkeskolen i større grad begyndte at undervide eleverne i almindelige samfundsforhold.

16. juni 2012 kl. 10.48 Morten

Analysen viser med al tydelighed, at vi skal se fremad og finde modeller, der matcher arbejdsmarkedet i dag.

18. juni 2012 kl. 15.08 Anita Holt, medlem af regionsbestyrelsen i Krifa i Nordjylland

analysen hentyder heldigvis ikke til undervisning i folkeskolen Gordon, for den er heller ikke noget at råbe hurra for, men det er der helt andre grunde til.

Det er helt sikkert det ikke ville hjælpe at pådutte børn noget i skolen. Vi er på vej i en anden retning i den danske model hidtil har peget. Det hedder almindelig udvikling:)

19. juni 2012 kl. 17.51 Gordon Shumway

@ Anita Holt

Nu siger jeg ikke noget om at pådutte børnene noget.

Men jeg mener det er meget vigtigt, at når børnene forlader folkeskolen, at de så ved hvorledes det danske samfund og arbejdsmarked fungere. Ellers har de en meget ringe mulighed for at være med til at indrette fremtidens arbejdsmarked og tage stilling om det er Krifa vejen, LO vejen eller en helt anden vej fremtidens arbejdsmarked skal bevæge sig hen.

Jeg finder det dybt kritisabel at en stor del at vores unge og ældre , tror at vi har en lovbestemt mindsteløn i Danmark, at alle har krav på feriefriage, krav på barns første sygedag m.m.

Mange tror - at man bare lige kan få kontanthjælp hvis man bliver arbejdsløs. Når det så går op for dem at man lige skal bruge sin opsparing før at man kan få kontanthjælp. At friværdi i ejerbolig/andelsbolig også betragtes som formue og såfremt man er gift så skal ens ægtefælde så forsørge en såfremt det er muligt. Så bliver de slemt overrasket.

Jeg mener at der er folkeskolens opgave at undervide eleverne i alm. samfundsforhold, således at de ved hvorledes samfundet er skruet sammen når de forlader folkeskolen. Men her er vi så også uenige

20. juni 2012 kl. 23.45 Henrik Jacobsen

@Gordon S. Jeg giver dig ret i at det er et udemærket emne at tage op i samfundsfag eller lign. ligesom privatøkonomi også burde på skemaet. Men skolen skal selvfølgelig være "neutral" og ikke pådutte eleverne en bestemt holdning.

3. juli 2012 kl. 14.02 Anita Holt, medlem af regionsbestyrelsen i Krifa i Nordjylland

@ Gordon.

Jeg er uendelig enig med dig i det er problematisk at så mange unge INTET ved om forhold på arbejdsmarkedet, ej heller omkring økonomi, men det giver jo ikke skolen ret til at skubbe nogen i en bestemt retning.
Men egentlig er der jo meget af det du nævner der, der er politisk bestemt, det kunne mange have gavn at af lære om.
Så helt uenige er vi ikke den her gang

4. juli 2012 kl. 15.49 Anonym

Nej den er som det skal være. I er bare alt for godt i gang med at splitte den totalt ad. Det der er blevet kæmpet for i over hundrede år går op i profit for Krifa. Tænk man har moral til at ødelægge det sådan for andre. Penge penge penge, nasse nasse nasse. Det er Krifas mission. Håber sandelige folk bliver klogere og vil sætte sig lidt mere ind i tingene inden de skifter, for det ender med Amerikanske tilstande i Danmark, med 20 kr. i timen og resten i drikkepenge.

4. juli 2012 kl. 18.54 Gordon Shumway

@ Anita Holt

Hvad mener du med at" men det giver jo ikke skolen ret til at skubbe nogen i en bestemt retning."

En forudsætning for at man kan tage stilling til, om den Danske model er den rette måde at indrette vores arbejdsmarked, er vel at den enkelte ved hvorledes det Danske arbejdsmarked er indrettet.

Det betyder at man bliver nød til at fortælle eleverne, at såfremt at de ønsker indflydelses på den overenskomst som de arbejder under, så er de nød til at være medlem af den organisation, som her den pågældende overenskomst.

Derefter bliver man naturligvis nød til at havde en diskussion om der er rimeligt at det dansk arbejdsmarked er opbygget på denne måde.

Da jeg gik i skole havde i f.eks. et fag kaldet kristendomskundskab, som underviste læren om den kristne tro og jeg er både døbt og konfirmeret i folkekirken, men i dag er jeg ikke medlem af folkekirken, og således blev jeg ikke skubbet i en bestemt retning blot fordi at jeg lærte om det. Jeg føler ej heller tvang til at melde mig ind i folkekirken, blot fordi at kirkeklokkerne ringer.

5. juli 2012 kl. 23.19 Anonym

Anita dog. Bland og sammenlign ikke pærer og æbler. Du snakker religion og an anden snakker fagbevægelse. Problemet er jeg betaler for at opretholde overenskomsten via LO. Det gør min kollega ikke, da han står i krifa.

9. juli 2012 kl. 10.45 Anita Holt, medlem af regionsbestyrelsen i Krifa i Nordjylland

@ anonym
tja, det kommer du jo nok til at uddybe, for jeg kan ikke rigtig se hvad du mener!!!

@Gordon

Jeg mener jeg ikke synes skolen skal bruges som middel til at fortælle børn hvad de skal tænke om fremtidens arbejdsmarked. Man kan sagtens undervise i både religion og den danske model uden at tvinge nogen i en bestemt retning, men jeg mener bare man ikke skal påtvinge børn en bestemt holdning, du ved lige så godt som jeg at det er et spørgsmål om formidling.
Jeg er ikke sikker på alle tager så aktivt stilling som dig til din tro, hvad jeg også er HELT sikker på ikke alle vil gøre til arbejdsmarkedet og de sammenhænge der er der. Så jeg mener stadig man skal være all round i formidlingen af begge dele. Ellers presser man børn i en bestemt retning!

26. juli 2012 kl. 11.48 Monsar

Den danske model er for tynd sammenlignet med vores svenske og norske naboers model.

11. august 2012 kl. 22.39 Anonym

Frihed er retten til at have slaver !

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.