29. november 2012

Organisationsfriheden får skraldet igen

29. november 2012 blev en sørgelig dag for lønmodtagerne på Restaurant Vejlegården. Arbejdsretten har i store træk sagt god for, at fagforeningen 3F konflikter deres arbejdsplads og den overenskomst og de løn- og ansættelsesvilkår, de er tilfredse med.

Det er lovligt, at 3F inddrager posten i deres sympatikonflikt, så Vejlegården ikke får leveret post. Det er også lovligt, at trykkeriet bag Vejle Amts Folkeblad blev inddraget og næsten fik konsekvensen, at den lokale avis ikke udkom. Det er lovligt, at det statslige jobnet.dk ikke må benyttes til at skaffe arbejdskraft til arbejdspladsen.

Intet nyt under solen
Det er overordnet kendt lovligt i den danske models navn, at friheden for danske lønmodtagere er til forhandling, når blot man som fagforening presser hårdt nok på.

Der er desværre intet nyt under solen. Læsø Garnspinderi blev i 1952 konfliktet og fik en forretningspartners produktion brændt ned efter at have indgået overenskomst med Kristelig Fagforening. Renovationen var den eneste del, der blev kendt ulovligt den dag for 60 år siden.
Igen i dag tager friheden for danske lønmodtagere skraldet. Igen er renovationen det eneste middel, der ikke må tages i brug. Sådan var det i øvrigt også, da restauranterne i Nyhavn blev blokeret. Sådan var det også, da Nørrebro Bryghus blev blokeret.


3F er gået over stregen
Efter i dag står det igen klart, at 3F er gået over stregen med deres chikanelignende opfordringer til kunderne om boykot af Vejlegården. Også under Nørrebro Bryghus-blokaden blev det anført, at 3F gik over stregen på det punkt. Det er en sørgelig kendsgerning, at 3F med over 100 års erfaring på arbejdsmarkedet, stadig ikke spiller inden for de få regler, der trods alt er på den store kampplads, de slås på. Den faglige kamp tager form som ren chikane.

Kold konfrontation tromler dialogen
Jeg synes, det er ærgerligt, at Arbejdsretten ikke har tilpasset sig ændringerne på arbejdsmarkedet. Krifa har forsøgt med dialog i forhold til 3F, så vi på fagforeningssiden kunne respektere hinandens overenskomster. Men uden held. Den danske model sørger for, at arbejdsmarkedets parter selv løser problemerne.

Behov for politisk løsning
I dag har vi igen set, hvordan sådan en problemløsning finder sted. Når nu arbejdsmarkedet på en lille restaurant i Vejle ikke selv kan finde en løsning, må der komme en politisk begrænsning af blokaderetten de steder, hvor der allerede er indgået overenskomst.

Søren Fibiger Olesen, formand, Kristelig Fagbevægelse



3 kommentarer:

30. november 2012 kl. 10.42 Anonym

Jeg undres over at, her hos os i Danmark, arbejdsoverenskomster bliver til en kampplads mellem(!) fagforeninger i stedet for en, for alle involverede fagforeninger, gældende overenskomst mellem dem og arbejdsgivere.
Det ser ud til at vores lovpriste danske aftalemodel er temmelig langt bagud i at tilpasse sig de nye tider på arbejdsmarkedet.

Jeg har for mange år siden arbejdet i Nederlænderne i virksomheder, hvor der gjaldt såkaldte kollektive arbejdsoverenskomster (CAO= collectieve arbeidsovereenkomst). Den gjaldt for alle ansatte, der kunne være medlem af forskellige fagforeninger eller ikke medlem af sådanne.

De overenskomster var forhandlet på plads mellem alle(!) involverede fagforeninger* og arbejdsgivere og kunne gælde for en hel sektor. Den endelige aftale var undertegnet af alle partnere i den, inklusiv alle involverede fagforeninger.
*) de mindre fagforeninger delegerede ofte indbyrdes selve forhandlingerne til de store og hverandre, ind i mellem på skift.

Arbejderne var ikke forpligtet til at være medlem af en af de involverede fagforeninger, men i overenskomsterne aftaltes ofte en arbejdsgivernes bidrag til at dække over fagforeningers indkomsttab, som var følge af denne frihed.
Det var i erkendelse af, at en kollektiv arbejdsoverenskomst, med dens klare rammer, var til gavn for alle partnere på arbejdsmarkedet og at den skulle være forhandlet på plads med arbejdernes professionelle repræsentanter i deres fagforening, der, udøver forhandling, også eventuelt kunne kæmpe for et tilfredsstillende resultat med alle lovlige midler.

Gerrit Esselink

5. december 2012 kl. 22.28 Anonym

Ja afgørelsen er sørgerlig, men det som der skal til er en lovændring. Virksomheden skal selv bestemme hvilke fagforbund man vil forhandle med.
Via min blog http://smkpolitik.blogspot.dk/2012/11/vejlegarden-afgrelsen.html kan man læse mere om mine argumenter til afgørelsen.
Jeg tror på at ændringerne først kommer når RAF-regeringen er sprængt og systemskifte er en realitet.

13. december 2012 kl. 12.16 Gordon Shumway

Anonym 5. dec. 2012 22.28

På din blog skriver du : Men når sagen ikke bliver anket, er det fordi det politisk lovgivningen skal ændres. Men det sker først efter et politisk systemskifte tidligst i 2015.

Sager som er behandlet i arbejdsretten kan IKKE ankes - så derfor ingen anke.

Tror du virkelig selv på at de borgerlige ændre loven. Hvorledes tror du at DA (Dansk Arbejdsgiverforening)som støtter de borgerlige med penge, vil reagere såfremt, at de borgerlige vil fratage den magten på den Danske arbejdsmarked.

Der er altså ikke kun den røde fagbevægelses som har indflydelses på vores fælles arbejdsmarked.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.