21. december 2012

Enklere regler, tak

Forleden var jeg til en konference, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde, at regler skal give mening, og at hun ellers vil af med dem. Det har Krifa nu fulgt op på. Vi har sendt hende et brev med en oversigt over overflødige, uforståelige eller ulogiske regler.

Vi foreslår blandt andet:
  • Afskaf G-dage for tilkaldevikarer. G-dagene gør, at mange arbejdsgivere slet ikke vil ansætte vikarer, for når de stopper igen, skal arbejdsgiveren betale dem dagpengegodtgørelse de første tre dage, de er ledige.
  • Ophæv reglen om, at man ved en ansættelse på mindre end 37 timer, skal have en frigørelsesattest inden for fem uger. Lad det være sådan, at man altid kan sige op uden varsel, hvis man er ansat på mindre end 37 timer om ugen.
  • Gør reglerne om 6-ugers selvvalgt uddannelse som ledig mere fleksible, så højtuddannede ikke er afskåret fra en række uddannelser.
  • Drop kravet om, at ledige skal tjekke jobopslag på jobnet.dk hver syvende dag. Det opleves som ren kontrol.
  • Gør det til en gyldig grund at sige sit job op pga. et psykisk dårligt arbejdsmiljø, så man ikke - som nu - får en karantæne i dagpengene på 111 timer.
  • Opgiv kravet om, at man kun kan være deltidsforsikret i en a-kasse, hvis man står til rådighed for arbejdsmarkedet i mindst 30 timer om ugen. Det skal også være muligt at være dagpengeforsikret, hvis man for eksempel ikke kan arbejde mere end 20-25 timer om ugen.
  • Suspendér her i en tid med høj ledighed, at man kun kan få supplerende dagpenge i 30 uger.
Dine erfaringer
Du er muligvis løbet ind i andre regler, du oplever som meningsløse eller bureaukratiske. Fortæl om dem, og det kan måske blive første skridt til, at der bliver gjort noget ved dem.

Erik Bertelsen, politisk konsulent, Kristelig Fagbevægelse

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.