26. juli 2013

Krifa - en rigtig fagforening


Der er ingen hold i anklagen om, at Krifa ikke skulle være en rigtig fagforening.
Den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen har været ude i medierne med det synspunkt, at Krifa ikke skulle være en rigtig fagforening. Men den holder ikke.

Opbakning
En fagforening er en organisation for lønmodtagere, som arbejder for lønmodtagernes interesser. Det gør Kristelig Fagforening. Og det gør vi så godt, at vi i dag har så mange kunder, at vi er den fjerde største fagforening i Danmark. Med den opbakning til os har lønmodtagerne talt og modsiger, at vi ikke skulle være en rigtig fagforening, for det oplever de, at vi er for dem.
Samme værktøjer som hos LO
Vi bruger nogle af de samme værktøjer som LO-fagforeningerne. Vi forhandler overenskomster og har tillidsrepræsentanter, vi fører sager for vores kunder, vi giver dem sparring og rådgivning om bl.a. lønforhandlinger og ansættelseskontrakter, og vi er høringspart på alle lovforslag om arbejdsmarkedsforhold.
Vi er anderledes
Men vi er også anderledes. I modsætning til LO ser vi ikke os selv som en kamporganisation. Vi bruger ikke strejke for at opnå vores resultater. Vi går ind for forhandling og dialog. Men vi er en lige så rigtig fagforening som LO-fagforeningerne, selvom vi ikke på alle områder bruger de samme værktøjer som dem.
Moderne
Vi er meget bevidste om at være en moderne fagforening, der matcher de ønsker og behov, vi mener, en moderne lønmodtager har til en fagforening. Det indebærer, at vi ønsker at gå nye veje. Men det er ikke det samme, som at vi ikke er en rigtig fagforening. Vi er bare en fagforening anno 2013.
Lad folk bestemme selv
Det er imod demokratiets og frihedens principper at ville dirigere folk hen til bestemte fagforeninger fremfor at ville lade dem vælge frit. Jeg er sikker på, at folk sagtens selv kan vurdere, hvilken fagforening der er den bedste for dem.
Søren Fibiger Olesen, formand, Kristelig Fagbevægelse

3 kommentarer:

26. juli 2013 kl. 23.15 Henrik Jacobsen

Ufatteligt at Leif Lahn bl.a. mener at man skal gå ind for strejker for at få skattefradrag. Mon han mener at strejker er gavnlige for samfundet?

3. august 2013 kl. 10.28 brian jensen

kan godt lide jeres sammenligning med andre rigtige fagforeninger, i vælger jeres billigeste ogskrabede model mod ex 3f´s standard model. faktisk er det jo "kun" 1800 kr pr år der spares, syntes det ville være mere sagligt hvis i sammenlignede ud fra næsten ens ydelser. men det er nok bare detaljer. men tjek nu udregningen vedr. vejlegården. der er 6000 til forskel på krifa vs 3fs overenskomst, så selvfølgelig kan det da svare sig at melde sig ind i krifa.

18. august 2013 kl. 23.08 Anita Holt, medlem af regionsbestyrelsen i Krifa Nordjylland

@ Brian, nu er der mere i det her en blot tal, der er faktisk pænt mange faktorer der indgår i hvad for en fagforening man skal vælge. Så jeg mener ikke lige dine eksempler, som jeg for resten ikke kan se baggrunds udregning for, helt holder. Og Vejlegården er stadig en sag om frit valg. Der er blevet indgået en overenskomst, den bør udefra kommende have respekt for.
Der er ingen tvivl om det Søren Fibiger Olesen her vil slå et slag for er ikke dine sammenligninger, men reelt bare at der i Danmark er frit valg til at vælge hvad man vil i sit liv, inklusiv at vælge hvad fagforening man vil stå i. Og Leif Lahn's udmelding roder på kanten af at fjerne dette frie valg!!!

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.