7. marts 2014

Fagforeninger skal forny sig

Jyllands-Posten og andre medier har i denne uge skrevet om, at fagbevægelsen smuldrer. Alene LO-familien har de seneste 10 år mistet 350.000 medlemmer.Den tid er forbi, hvor man kan drive en fagforening på traditioner. Man melder sig ikke længere i en fagforening bare fordi ens forældre gjorde det, eller fordi kollegaerne gør det. En fagforening skal være relevant, og den skal give værdi for mig, hvis jeg skal hoppe med på vognen.

Fagforeninger bløder
Når så mange fagforeninger i dag bløder, og medlemmer fosser ud, skyldes det, at man ikke har fokus på det enkelte medlem og det enkelte medlems muligheder og behov. Fagbevægelsen har gennem årene opnået fantastiske resultater. Men vores samfund forandrer sig, og i dag er der helt andre kampe, der skal kæmpes. Det er ikke længere nok at kæmpe for kollektive rettigheder. Mange undersøgelser viser, at danske lønmodtagere er langt mere optaget af, at de har gode relationer til chef og kollegaer, at de oplever arbejdsglæde og at de har mulighed for at udvikle sig selv og deres karriere.

Krifa går foran
I Krifa har vi heldigvis ikke oplevet tilbagegang i samme omfang som de andre store fagforeninger. Vi har også den holdning, at det er vores eget ansvar at gøre os attraktive over for vores kunder. Vi har taget en række initiativer i denne forandringsproces.
Det har blandt andet betydet, at vi i efteråret åbnede seks karrierecentre. Det gjorde vi for ikke kun at være her for vores kunder, når de har problemer i deres arbejdsliv. Vi ønsker at holde dem i form i deres job og karriere. Uanset om de er ledige, nye eller erfarne på arbejdsmarkedet, vil vi give dem sparring og inspiration til at komme videre, udvikle sig og lære nyt.
 
Tre pakker
Vi har også tænkt nyt ved at tilbyde tre forskellige fagforeningspakker til tre forskellige priser, så man ikke bare skal tage et standardprodukt, men kan vælge det, der passer til ens behov og pengepung.
 
Konkurrence holder os igang
I stedet for at jamre over konkurrence med andre fagforeninger lader vi den være en kilde til at holde os i gang, så danske lønmodtagere kan opleve os som en moderne fagforening med relevante tilbud til en god pris.

Politisk konsulent Allan Bruhn

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.